Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dødsfarlige stationsovergange: Syv personer dræbt på blot fem år

De seneste fem år er, syv personer blevet dræbt på stationer, hvor man skal passere skinnerne. Banedanmark mener, at sikkerheden er tilstrækkelig. Foto: H.C. Gabelgaard

Dødsfarlige stationsovergange: Syv personer dræbt på blot fem år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Syv personer er blevet dræbt på stationsovergange de seneste fem år. Senest blev en 15-årig dreng dræbt på Tjæreborg Station. Banedanmark mener, at de gør alt, hvad de kan for at sikre stationerne.

Ulykke: Tragedien i Tjæreborg, hvor en 15-årig dreng blev dræbt af et tog, er ikke den første af sin slags. Alene i år er tre personer blevet dræbt på togstationer. De seneste fem år er syv blevet dræbt på stationer, hvor skinnerne skal passeres.

- Det er heldigvis utrolig sjældent, at der sker togulykker af den slags i Danmark. Vi gør hele tiden alt, hvad vi kan for at sikre, at sikkerhedsniveauet er godt nok på de forskellige stationer, siger Martin Harrow, som er områdechef for kvalitet og sikkerhed ved Banedanmark.

Områdechefen forklarer også, at man i Danmark har tre forskellige sikkerhedsniveauer i Danmark. Der er stationer, hvor der er så meget trafik, at man ikke tillader overgang over skinnerne, derudover er der et niveau, hvor man advarer passagerer med lyd og lys. Desuden er der et niveau, hvor togtrafikken er så minimal, at der kun advares med et advarselsskilt.

- For os giver det ingen mening, at man sætter en bom op, hvis man ikke også sætter et hegn op, som gør, at man ikke kan passere skinnerne. Det har så den konsekvens, at der kan blive mindre plads til, at man kan komme ud og ind af toget i ro og mag, og det kan også skabe farlige situationer, siger Martin Harrow.

Opmærksom i trafikken

Når man færdes i trafikken, så bør man være opmærksom, forklarer Martin Harrow.

- Vi advarer med både lyd og lys, og det bør være nok. Det er mere end ved lysregulering i et vejkryds. Det er svært at sikre, at lyden er høj nok, fordi passagerer kan skrue så uendeligt højt op for deres høretelefoner, at man ikke kan høre lydsignalerne, siger Martin Harrow.

Flere har efter dødsulykken i Tjæreborg kommenteret på, at der bliver skabt farlige situationer på stationen, fordi regionaltoget mellem Fredericia og Esbjerg passerer samtidig med toget mellem Tønder og Esbjerg holder på stationen og skal have passagerer med.

- Det er utrolig svært at undgå de her passagerudvekslinger, fordi køreplanen indeholder så mange krydsninger, at hvis toget bare er to minutter forsinket, så sker det igen, siger Martin Harrow.

Rasmus Prehn, som er transportordfører for Socialdemokratiet, siger, at sikkerheden på stationerne skal være i orden.

- Hvis der skal mere til at sikre skinnerne passagererne, når de skal over skinnerne, så må vi selvfølgelig se på det, siger Rasmus Prehn.