Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Landbruget førte Ketty og Kjerstein sammen

Ketty og Kjerstein Hansen har diamantbryllup den 28. marts. Foto: Christer Holte

Landbruget førte Ketty og Kjerstein sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ketty og Kjerstein Hansen mødtes ved tørvegravning i Elkær ved Billund i 1955. Tirsdag den 28. marts fejrer de diamantbryllup.

Starup: I de gode gamle dage var det meget almindeligt, at det var landbruget, der førte unge kvinder og mænd sammen.

Sådan var det også med Ketty og Kjerstein Hansen, der mødtes i forbindelse med tørvegravning i Elkær ved Billund i 1955.

- Jeg synes, at Ketty var så god til at skære tørv. Det kan godt være, at det var det, jeg faldt for, siger Kjerstein Hansen.

Kærligheden var gensidig, og i 1957 blev de gift og kan således fejre diamantbryllup tirsdag den 28. marts.

Ketty er fra Hanning ved Skjern og kom ud og tjene, da hun var konfirmeret. Hun havde forskellige pladser, og det var ved den sidste plads i Elkær ved Billund, at hun traf Kjerstein, der havde en lille gård ved siden af den gård, hvor Ketty tjente.

- Han gik jo og manglede en kone, siger 79-årige Ketty med et stort smil.

Ketty og Kjerstein
Ketty er født i Hanning ved Skjern, mens Kjerstein er født i Elkær ved Billund.Ægteparret har fire børn, ni børnebørn og ni oldebørn.

De har siden 1995 boet på Smedebakken i Starup.

Travle folk

Kjerstein er født i Elkær, hvor hans forældre drev landbrug. Derfor var det også naturligt, at han blev landmand. Han købte sin første ejendom i 1955 - samme år, som han mødte Ketty. Gården lå der, hvor Legos ejer, Godtfred Kirk Christiansen, pønsede på at bygge en lufthavn, så han gik på opkøb.

- Vores var den tredje gård, som han købte. Mange har spurgt, om vi fik den godt betalt, men jeg mener nu, at vi fik for lidt for den, siger 85-årige Kjerstein Hansen.

Parret fik dog så meget for gården ved Billund, og de i 1964 kunne købe en større gård i Puglund ved Starup, hvor de drev landbrug frem til 1995. Det år blev gården solgt, og de købte hus i Starup, hvor de har boet siden.

Ægteparret har bestemt ingen problemer med at få tiden til at gå. Ketty hjælper til med forefaldende opgaver hos naboer og venner, og Kjerstein har hjulpet til ved vognmand Holger Madsen, siden gården blev solgt.  

De er også begge med i en kortklub, der har eksisteret siden 1966, hvor der er 10 venner, der mødes hver 14. dag og spiller whist på skift hos hinanden.

Festen fejres med små 100 mennesker til fest på Agerbæk Hotel.