Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vejlenser er ny brobygger mellem Smukfest og erhvervslivet

Kasper Sandfeldt Bjergbæk er midt i sin første Smukfest i jobbet som ny kommerciel direktør for festivalen, og han befinder sig godt på sin nye post. Foto: Axel Schütt

Vejlenser er ny brobygger mellem Smukfest og erhvervslivet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

41-årige Kasper Sandfeldt Bjergbæk er ny kommerciel chef på Smukfest i Skanderborg. Han bor i Vejle med sin familie og henter energi på de ugentlige løbeture langs Vejle Fjord.

"Det er lige mig". Sådan tænkte Kasper Sandfeldt Bjergbæk, da han så, at Skanderborg Festivalklub, som står bag Smukfest, søgte en ny kommerciel chef.

Han søgte, fik stillingen, tiltrådte 1. maj, og lige nu er han midt i sin første Smukfest i jobbet . Og han befinder sig fantastisk.

- Jeg har travlt, men det er på den gode måde. Jeg synes, det går fint, siger Kasper Sandfeldt Bjergbæk i en kort pause under festivalen.

Den 41-årige Kasper Sandfeldt Bjergbæk bor i Vejle med sin kæreste to bonusbørn og to fællesbørn.

I seks år har han pendlet fra Vejle til København med toget for at passe et lignende job hos firmaet Live Nation.

Her har han blandt andet haft ansvaret for de kommercielle partnerskaber på festivaler som Copenhell og Heartland samt i den nye Royal Arena i København.

 Jeg har været i København mindst tre dage om ugen og desuden været væk hjemmefra til mange festivaler. Nu håber jeg, der kan komme lidt mere ro i hverdagen derhjemme.
Kasper Sandfeldt Bjergbæk.   

Udvikling venter

- Jeg har været i København mindst tre dage om ugen og desuden været væk hjemmefra til mange festivaler. Nu håber jeg, der kan komme lidt mere ro i hverdagen derhjemme, så jeg får mere tid til at følge min seksårige søn til fodbold i Bredballe IF, siger han.

Med en uddannelse i business administration og marketing og en solid portion erfaring fra branchen er Kasper Sandfeldt Bjergbæk klar til at udvikle den kommercielle forretningsmæssige vinkel på Smukfest.

- Smukfest har 55.000 gæster, og gennemsnitsalderen er 38 år, det er et købestærkt publikum, som har penge og som gerne vil bruge penge, når de er på festival. Min opgave er at koble virksomheder på festivalen, som er relevante og giver mening for publikum. Det skal være virksomheder, som kan løse nogle behov. Som nu f.eks. Telia, der tilbyder mobil-opladning og Grundfos, der pumper alt vand til festivalen, fortæller han.

Henter energi på løbeture

Smukfest er ikke et nyt bekendtskab for Kasper Sandfeldt Bjergbæk, han har været gæst på festivalen i seks-syv år. Første gang som frivillig, siden for at dyrke netværket i branchen.

- Jeg har stor respekt for Smukfest, det er en festival, der kører godt. Men der kan altid ske en udvikling, for publikum stiller stadigt større krav til at vi skal være bedre og dygtigere, siger han.

Han synes godt om Skanderborg Festivalklubs idégrundlag, som sender 20 procent af festivalens overskud videre til Smuk Fonden, der donerer penge til forskellige gode formål. Resten bruges til nye investeringer og til at skabe aktiviteter, der understøtter festivalen.

Kasper Sandfeldt Bjergbæk er kendt i branchen for at være nytænkende når det handler om samarbejdet mellem erhvervslivet og musikbranchen.

Han har været tilknyttet Volcano Management, som skaber partnerskaber mellem virksomheder og bands. I den periode fik firmaet Liljeprisen, der populært også kaldes oplevelsesøkonomiens Oscar, for at lave brand-samarbejde mellem Kasmir og Unibrew.

Og Kasper Sandfeldt Bjergbæk har siden arbejdet på at manifestere brobygningen mellem musikere og det øvrige erhvervsliv.

På Smukfest styrer han og er vært for VIP-arrangementer med 2.000 gæster, som er inviteret til spisning og til at dyrke netværk under festivalen.

I den travle hverdag med arbejde og familieliv henter han energi på sine ugentlige løbeture.

- Jeg nyder at løbe fra mit hjem i Bredballe langs strandvejen til Tirsbæk. Der er så smukt, og det er en fornøjelse at nyde udsigten over fjorden, mens jeg løber, fortæller han.

Og så må han videre i dagens program. Smukfest venter.