Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hjælp mig, min klub bløder


Hjælp mig, min klub bløder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Jesper Banke , jeba@vafo.dk
SOCCER-ITALY/
Kommentar. 

I 2011 stod jeg på Stadio Giuseppe Meazza og kiggede med et sug i maven ned på banen. Der nede var alle mine helte: Javier Zanetti, Samuel Eto'o, Lucio og Dejan Stankovic. Dem der i sæsonen inden havde givet mig alt.

En sejr i Serie A, en sejr i pokalturneringen og sidst men ikke mindst, en sejr i Champions League.

Jeg husker, at jeg den maj-dag 2011 i Milano tænkte: Nu bliver det da heldigvis ikke meget værre. Inter vandt godt nok 3-1 over undermålerne fra Catania, men førstepladsen var for længst væk. Den havde Milan taget sig af, og nu stod jeg der, som fan af en treble-vinder, og følte mig hårdt udsat, fordi vi ikke vandt ligaen.

Uha, hvor skulle jeg dog blive klogere de kommende år.

Siden sæsonen 2010/11 er Inter endt på følgende pladser: 6., 9., 5., 8., 4. og 7. Og distancen op til nummer et har alle sæsonerne været så enorm, at jeg simpelthen er i tvivl om, om jeg er så dygtig til matematik, at jeg kan tumle den slags store tal.

Og de der automatik-sejre, som den Inter tog mod Catania i 2011, eksisterer ikke længere. Siden har Inter tabt til både Cagliari, Chievo og Crotone. Alle gangene var det et mirakel, at mit tv overlevede.

Jeg har til tider lyst til at rejse mig op i tilfældige forsamlinger, som man ser folk gøre ved AA-møder i amerikanske film, og sige:

Hej alle sammen. Jeg hedder Jesper, jeg er 32 år, og jeg er Inter-fan.

I håbet om, at der så kommer en Liverpool-fan, en Milan-fan eller en AGF-fan og giver mig et kram.

Nogle gange forbander jeg, at jeg ikke bare blev Real Madrid- eller Barcelona-fan. De to regerer i så ringe en række i Spanien, at de altid ender som nummer et eller to. Jeg ville give min højre arm for bare at se Inter i Champions League igen. Det er ikke sket siden 2012.

Den anden dag spurgte en kollega mig: Hvorfor gider du holde med sådan et hold? Jeg svarede, at det jo var det hold, jeg forelskede mig i som bette dreng. Min bror var dengang Milan-fan, klædt i rødt og sort. Derfor var det naturligt for mig at vælge modsætningen: Inter i blåt og sort.

Så simpelt var det. Han er siden blevet Roma-fan, men jeg har af en eller anden grund hængt ved siden midten af 1990'erne, da jeg brugte adskillige timer på at sidde og tegne trøjen, nedskrive formationer, statistikker og tegne mål. Tegningerne blev puttet i plastiklommer og indført nidkært i en mappe.

Den slags kærlighedshistorier kan man jo ikke bare lægge fra sig. Heller ikke når det blæser lidt, som det har gjort i langt hovedparten af de år, jeg har været fan af den forbandede klub.

Der er naturligvis folk, der vil synes, at jeg er forkælet. Ganske som jeg fnyser hånligt, når en eller anden Barcelona-fan er helt nede i kulkælderen, fordi de ikke lige vinder mesterskabet eller går i Champions League-finalen.

I skulle prøve at være Inter-fan!

Men det samme siger tilhængere af Leeds United, Aston Villa, Palermo og Esbjerg fB sikkert om mig: I er da i det mindste ikke rykket ned eller blevet ramt af økonomisk katastrofe endnu.

Det har lært mig, at man ikke kan gradbøje følelsen af at ens klub bløder. Det er hårdt for alle fans.

Serie A begynder næste weekend. Til de interesserede åbner Inter mod Fiorentina hjemme på Giuseppe Meazza. Da sidste sæson var slut, sagde jeg til mig selv:

- Nu gider jeg ikke sætte forventningerne op mere. Efter denne elendige sæson med disse forkælede spillere. Nu vil jeg være realist!

Her en uge før glæder jeg mig som en lille knægt til juleaften. Selvfølgelig vinder Inter åbneren, og selvfølgelig er klubben med i næste sæsons Champions League.

Jeg håber ikke, at jeg bliver skuffet - for syvende sæson i træk.