Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Trafik-ekspert: Staten bør betale mest til ny letbane fra Vejle til Billund

En letbaneforbindelse mellem Vejle og Billund Lufthavn bør tages med i overvejelserne igen, mener jernbaneekspert Anders H. Kaas, Atkins. ARkivfoto

Trafik-ekspert: Staten bør betale mest til ny letbane fra Vejle til Billund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Give - Politikerne var måske for hurtige, da de afviste en letbaneløsning mellem Vejle og Billund som en umulighed.

Især politikere i Vejle Kommune afviste letbanen, fordi den efter deres udsagn ville komme til at koste kommunen mellem 600 og 750 millioner kroner.

Det var penge, som politikerne ikke kunne finde på de kommunale budgetter.

Men det er der måske heller ikke behov for. For ifølge afdelingschef Anders H. Kaas fra rådgivningsfirmaet Atkins Danmark er det ikke nødvendigt, at Vejle Kommune skal betale halvdelen af udgifterne.

Store forskelle

- Man sammenlignede med letbanerne i Aarhus og Odense, hvor kommunerne betaler halvdelen. Men her ligger lang størstedelen af de nye banetracéer i bymæssig bebyggelse, siger Anders H. Kaas.

Det vil ikke være tilfældet med en letbane mellem Vejle og Billund Lufthavn. Her vil langt den største del af banen skulle anlægges i åben land og kan derfor anlægges som en almindelig jernbane, forklarer han.

Derfor bør strækningen mellem Vejles bygrænse og frem til lufthavnen kunne anlægges og finansieres som en regional jernbane, hvorpå der kan gøre letbanetog.

Det vil sige at det er staten, der skal betale alle omkostningerne til anlægget her. Kun strækningen inden for Vejles bygrænse skal anlægges som en letbane, tilføjer trafikspecialisten.

Kraftig flaskehals

Her vil forskellige trafikformer skulle blandes. Den del bør Vejle Kommune betale halvdelen af.

Det vil gøre den løsning, som mange anser for den optimale, mere spiselig for Vejle Kommune.

Den er optimal af flere grunde. Den vil kunne anlægges i en allerede eksisterende trafikkorridor, nemlig langs primærrute 28.

- Det vil også undgå at forværre situationen i Grejsdalen. Det er i forvejen en stor kapacitetsmæssig flaskehals, og det vil kun blive mere udtalt, hvis man vælger at lade Billundbanen gå denne vej, siger Anders H. Kaas.

Problemet i Grejsdalen er, at jernbanen her er enkeltsporet og at det er vanskeligt at udvide den til dobbeltspor.

- Hverken naturmæssigt eller økonomisk er der nogen nemme løsninger i Grejsdalen, siger Anders H. Kaas.

Hvor de gør mest gavn

Øvrigt mener han, at såfremt der skal vælges mellem Togfondens projekter, så bør man anvende midlerne der, hvor de vil gøre mest mulig gavn.

- Man bør derfor satse de midler, der reelt er i Togfonden, på at få elektrificeret hovedbanestrækningerne, helst til Aalborg, og meget gerne også mellem Roskilde og Kalundborg, siger Anders H. Kaas.

Dernæst bør man sikre en holdbar udbygning af jernbanenettet på Vestfyn. Her er der også kapacitetsudfordringer.

Anders H. Kaas har beskæftiget sig med jernbanenettet i godt tyve år.

Han kom til DSB i 1994 og flyttede med over i Banestyrelsens rådgivningsdivision, da DSB blev splittet op i 1997.

Han var også med, da Banestyrelsen Rådgivning med cirka 300 ansatte blev privatiseret i 2001. Det blev købt af den internationale rådgivningsvirksomhed Atkins.

Han skrev i øvrigt en ph.d -afhandling om kapacitetsforhold for jernbaner.

I dag er han afdelingschef for Miljø-, Trafik og Byudvikling i Atkins Danmark.