Du viderestilles til den mobile version af


Ønsker du at fortsætte?




Dit valg huskes i 30 dage

vafo.dk
Vejret13 º C

Strauss-Kahn afviser ny voldtægtsanklage

Publiceret: 04.05.2012 06:00
Ritzau

Klik her for at se samtlige annoncer

anklagere er i færd med at undersøge en belgisk kvindes vidneudsagn, der antyder, at den tidligere franske topdiplomat Dominique Strauss-Kahn var en af fire mænd, der voldtog hende under en fest på et hotel i Washington i december 2010.

En talsmand for anklageren i den nordlige franske by Lille siger, at vidneudsagnet muligvis kan forbinde Strauss-Kahn og de øvrige mænd med massevoldtægten.

Den belgiske kvinde, der er prostitueret, hævder, at hun blev tvunget til at deltage i seksuel aktivitet mod sin vilje ved en fest, hvor også Strauss-Kahn og hans venner var til stede.

Hun har ikke anmeldt hændelsen, og der er heller ikke formelt rejst sigtelse i sagen, men anklagemyndigheden er i færd med at se nærmere på vidneudsagnet og kan derefter tage stilling til, om anklagen skal efterforskes yderligere.

Den tidligere IMF-chef benægter via sine advokater, at han skulle have begået "den mindste voldshandling af nogen som helst art overhovedet", lyder det i en meddelelse.

- Fordrejede oplysninger, manipulation og trang til at lynche kan ikke i al evighed træde i stedet for virkeligheden, skriver advokaterne og tilføjer, at der er modstridende vidneudsagn i sagen.

De påpeger desuden, at nyheden om den påståede massevoldtægt kommer på et "belejligt tidspunkt" forud for anden runde af det franske præsidentvalg, der finder sted søndag.

Strauss-Kahn blev indtil sidste år betragtet som Socialistpartiets bedste bud på en præsidentkandidat, men hans politiske drømme brast, da en stuepige i New York anklagede ham for at have voldtaget hende.

Siden er Strauss-Kahn sammen med to forretningsfolk og en politichef også blevet sigtet for "medskyldighed i rufferi" og "misbrug af virksomhedsmidler".

Det er sket på grund af mistanke om, at prostituerede har fået betaling for de ydelser, der har leveret til fester i blandt andet Paris og Washington, hvor den tidligere IMF-chef har deltaget.