Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
vafo.dk
 Jens Palmelund Jensen går på pension efter 46 år i bankverdenen. i kalenderen står der nu familietid.Foto: Mette Mørk
 Jens Palmelund Jensen går på pension efter 46 år i bankverdenen. i kalenderen står der nu familietid.Foto: Mette Mørk

Bankmanden takker af efter 46 år: Nu står familietid øverst

Publiceret: 18.12.2016 05:45
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Jeg har altid været en af de typer, der kan lide at engagere mig. Mennesker interesserer mig, og jeg har altid nydt at have et stort netværk omkring mig.

- Men nu må vi se, hvordan det bliver fremover.

- Mit perspektiv har de seneste år ændret sig, og jeg vil fremover først og fremmest hellige mig min familie, siger Lindved-borgeren, 64-årige Jens Palmelund Jensen.

I dag fratræder han sit job i Den Jyske Sparekasse i Hedensted efter 46 år i den finansielle verden.

Alt forandrede sig
I 2009 ændrede alt sig, forklarer han.

På det tidspunkt kørte karrieren stadig på højtryk, og livet blev indtaget ambitiøst og med glæde. Men en efterårsdag i 2009 faldt hustru Susan Palmelund Jensen om af en blodprop og blev lam. Hun var dengang 53 år, fortæller Jens Palmelund Jensen.

Han og Susan Palmelund Jensen har kendt hinanden siden 1976, da hun blev elev i den Vejle-afdeling i Danske Bank, hvor han var ansat.

- Det var et slag af format. Tiden derefter med fuldtidsarbejde og genoptræning med Susan samt, hvad der følger af praktiske opgaver, når man pludselig ikke længere har sin partner at trække på, var utrolig hård, fortæller Jens Palmelund Jensen.

Dagene og månederne gik, og i februar 2014 var batterierne flade, måtte han erkende. Energien var væk, og Jens Palmelund blev sygemeldt i to måneder.

- Sådan var det. Jeg var udkørt. Sygemeldingen gav til gengæld en god portion ro til at kunne være der helt for Susan og til at komme mig. Og derefter var det oplagt at tage imod bankens seniorordning med en firedages arbejdsuge samt fratræde som filialdirektør og i stedet blive kunderådgiver, forklarer Jens Palmelund Jensen.

Åbenhed har hjulpet
Gennem hele perioden med hustruens sygdom og senere egen sygemelding har han valgt at være åben om, hvad der havde ramt hans hustru og senere også ham selv.

- Det har hjulpet at kunne tale om det. Også mine kunder i banken har jeg fortalt det til. Jeg er blot et menneske, og selvom jeg næsten aldrig har haft en sygedag på arbejde, blev jeg virkelig ramt her. Men når det er sagt, så går det godt igen for Susan, der stort set har fået sin førlighed tilbage i kroppen, siger Jens Palmelund Jensen.

På besøg hos børnene
Først og fremmest står der oplevelser med hustru Susan, der i dag er førtidspensionist, i kalenderen.

Men også parrets tre drenge i henholdsvis Kolding, København og Stockholm skal der være mere tid til at besøge.

- Hvad jeg ellers skal lave, ved jeg faktisk endnu ikke. Indtil videre beholder jeg mine to, små poster som revisor i Lindved Gymnastikforening og i Vejle Fodbolddommerklub. Om der sniger sig mere ind med tiden, kan jeg ikke sige. Men familien vil fra nu af stå øverst på listen - og så skal der også være tid til eventuelle, kommende børnebørn, siger Jens Palmelund Jensen.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier