Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
vafo.dk
 Hediga Morad var før sin forsvinden bosat i Vejle med sine to børn, men stammer oprindeligt fra Syrien. Hun forsvandt i oktober 2015, men hendes lig er aldrig blevet fundet. arkivfoto
 Hediga Morad var før sin forsvinden bosat i Vejle med sine to børn, men stammer oprindeligt fra Syrien. Hun forsvandt i oktober 2015, men hendes lig er aldrig blevet fundet. arkivfoto

Nu begynder sagen mod forsvunden Vejle-mors formodede morder

Publiceret: 05.01.2017 06:12
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
For 15 måneder siden forsvandt den 34-årige Hediga Morad efter en skæbnesvanger rejse fra hjembyen Vejle til Vordingborg.

Hun formodes at være blevet myrdet, men trods en omfattende eftersøgning er hendes lig aldrig blevet fundet, og omstændigederne omkring hendes død er fortsat et mysterium.

Hendes 41-årige eksmand er anklaget for at have slået hende ihjel og efterfølgende skaffet sig af med liget. Retssagen mod ham starter fredag 6. januar ved Retten i Nykøbing Falster, da det er anklagemyndighedens teori, at moren til to blev myrdet i eller omkring Vordingborg.

Holder tæt med beviser
Det er ganske usædvanligt, at en person bliver tiltalt for drab uden, at man har fundet et lig, så politiet og anklagemyndigheden ligger med al sandsynlighed inde med andre beviser, der peger på, at Hediga Morad er blevet myrdet, og at hendes eksmand, der også er far til børnene, står bag.

Præcist hvilke beviser, der vil blive fremført i retten, vil anklager Anne Marie Fink dog ikke ud med på forhånd.

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu, for det er hele kernen i sagen. Der er ingen tvivl om, at det mest almindelige er, at liget er blevet fundet, når man rejser sådan en tiltale, men vi har set et par sager med lignende omstændigheder tidligere, siger Anne Marie Fink.

Hun løfter sløret for beviserne på fredag, hvor også den tiltalte afgiver forklaring, hvis han ønsker det.

Eksmand nægter alt
Eksmanden er anklaget for drabet, som ifølge anklageskriftet er sket mellem 9. og 10. oktober 2015 i Vordingborg by eller omegn, og for at have skilt sig af med liget på ukendt vis.

Han er også anklaget for i august 2015 at have truet Hediga Morad på livet, ligesom han er tiltalt for at have skjult det ene af parrets to børn, der i dag er 11 og 14 år, på en adresse i Odense, selvom Hediga Morad havde forældremyndigheden over begge børn.

Eksmanden nægter sig skyldig i samtlige anklager, oplyser Anne Marie Fink. Retssagen strækker sig over syv dage, og der skal undervejs afhøres 31 vidner. Vidnernes tilknytning til sagen ønsker anklageren ikke at oplyse.

Der forventes at falde dom i sagen 27. januar.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier