Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
vafo.dk

Alkohol. En holbergsk fejlslutning

Publiceret: 10.01.2017 11:48
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Ulrik Becker, Professor, overlæge, dr.med. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Gastroenheden, Hvidovre Hospital, Bjarne Stenge
I Holbergs komedie Erasmus Montanus præsenteres den efterhånden legendariske sætning:

En sten kan ikke flyve. Lille mor kan ikke flyve. Altså, er lille mor en sten.

I et læserbrev anbefaler Mogens Moos, at Sundhedsstyrelsen afløser den nuværende 14/21-genstandsgrænse med en 0-genstandgrænse for at hjælpe de mennesker, der er genetisk afhængige af alkohol. Ligesom Erasmus Montanus drager Moos en forhastet konklusion.

Moos’ pointe med at indføre en ”nul-genstandsgrænse” i relation til ”genetisk afhængighed” fremstår en anelse forsimplet. Følger man Moos’ logik, er det rigtigt, at hvis man vokser op i et samfund, hvor alkohol ikke eksisterer, kan man naturligvis heller ikke blive afhængig af alkohol. MEN, alkohol er som bekendt, en velintegreret del af samfundet og trives i bedste velgående.

Så vidt vi ved, kan genstandsgrænse-begrebet ikke kædes sammen med arvelig risiko for afhængighed. Vi kan snarere tale om, at mennesker med stærk biologisk afhængighed af alkohol ikke bliver påvirket af det omgivende samfunds restriktioner, herunder genstandsgrænser. Ergo drager Moos en forhastet fejlslutning, når han fremhæver, at en ”nul-genstandsgrænse” forbedrer de massive alkoholproblemer.

Ser vi på en gruppe alkoholafhængige, er det rigtigt, at en betydelig andel af årsagsforklaringen til afhængighed er genetisk begrundet. Men, for det første siger det ikke noget om, hvor mange der reelt bliver afhængige blandt dem, der kan karakteriseres som genetisk disponerede. Miljøet har også en betragtelig indflydelse på om man bliver afhængig. Fx: udvikler 30 pct. af børn af alkoholafhængige forældre alkohol-afhængighed, mens fem pct. blandt børn af ikke alkoholafhængige udvikler afhængighed. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man på den baggrund ikke kan drage konklusionen, at de 30 pct. har biologisk arvelighed. I dag regner man med, at miljøet og den biologiske arvelighed er næsten ligeværdige.

I forhold til behandling er der ikke nogen grund til, at man skal behandle de, der er ”genetiske afhængige” anerledes end alle andre. Blandt andet har efterundersøgelser af højrisikogrupper vist, at mange vil holde op med at drikke i mange år. Der er noget, som indikerer, at de, der har den meget arvelige form for afhængighed, har større glæde af medicinsk behandling med Naltrexon, men ellers skal disse patienter behandles helt som alle andre.

Ud fra et folkesundhedsmæssigt perspektiv betyder det mest at reducere forbruget hos de, der drikker mere end 14/21 genstande om ugen (kvinder hhv. mænd). Gevinsten ved 7/14-genstandsgrænsen fremfor 14/21-grænsen er beskeden. Det taler mod Moos’ forhas-tede fejlslutning.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier