Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
vafo.dk
 18-årige Mathias Ljungberg Schmidt er stolt af sin udstilling på gallerigangen i Foreningernes Hus midt i Vejle. Her udstiller han 32 farverige og fabulerende billeder, som han har fået stor respons på.
 18-årige Mathias Ljungberg Schmidt er stolt af sin udstilling på gallerigangen i Foreningernes Hus midt i Vejle. Her udstiller han 32 farverige og fabulerende billeder, som han har fået stor respons på.

18-årig er klar med sin første store kunstudstilling

Publiceret: 11.01.2017 15:00
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Mathias er grebet af en gal malerpensel. Han elsker at male og eksperimentere med forskellige teknikker, som det kan ses i 32 større og mindre malerier, som netop nu er udstillet på gallerigangen i Foreningernes Hus.

Det er hans første store udstilling, og han kan slet ikke skjule sin glæde over at få lov til at vise sine farverige og fabulerende billeder i et hus, der hver dag bruges af mange mennesker.

18-årige Mathias Ljungberg Schmidt er på andet år elev på Bøgevangskolen, Vejle Fri Fagskole. Det er den ene af de frie fagskoler i Danmark, der udelukkende henvender sig til unge med særlige behov.

Her på Bøgevangskolen trives han, her er han tryg, og her udfolder og udvikler han sit talent for at fortælle maleriske historier fra fortid og nutid med den forunderlige fantasi, han er i besiddelse af.

Kanel og sukkerknalde
Mathias har malet altid, inspireret af sin mormor, der er kunstner. Og han ser frem til, at mormor skal se udstillingen, når hun om kort tid kommer på besøg.

Han har malet sjove figurer og organiske former med stærke farver som blikfang. Han har også malet et tredimensionelt portræt af Bøgevangskolen, hvor man ser den store skolebygning sådan lidt i fugleperspektiv, Mathias’ værelse og dørhåndtaget, som lukker op til skolens rummelige rammer.

Han maler nu ikke altid, for han elsker også at løbe en tur, spille hockey og fodbold, men at udtrykke sig malerisk er den altoverskyggende passion.

- Mit kunstnernavn er ”smj”, det har jeg skrevet i hjørnet på alle billeder. Det står for Mathias i midten omgivet af mor og far, forklarer han den nysgerrige journalist.

Louise Serup, der er billedkunstlærer på Bøgevangskolen, fortæller, at Mathias er vild med at eksperimentere.

- Mærk lige duften fra dette billede. Her har han brugt kanel i malingen, og på andre malerier har han komponeret sukkerknalde og salt ind på lærredet, så det fremstår med en særlig krop. Han har en imponerende fantasi og vilje til at prøve noget nyt, siger Louise Serup anerkendende.

Lærerig udstilling
Anne Mette Raal, der er selvhjælpskoordinator og frivillig i Foreningernes Hus, er kun glad for at kunne give et spirende talent som Mathias chancen for at udstille på de hvide vægge i huset.

- Mathias er vores tredje udstiller, og vi stiller gerne vores vægge til rådighed for folk, der har mod til at udstille, siger Anne Mette Raal.

Foreningens Hus har et godt samarbejde med Bøgevangskolen hvad angår praktikpladser i husets café-køkken, så det lå lige for at udvide samarbejdet med Mathias’ udstilling.

Louise Serup vil nu arbejde på, at Mathias kan få et praktik-ophold på en kunstskole i nærheden.

- Han har allerede lært meget om, hvad det kræver, når man skal tilrettelægge en udstilling og hænge op. Det er jo ikke kun ophængning, det handler om, det er også skiltning, nummerering af hvert billede og en liste med navne på hvert billede. Det har bestemt været lærerigt for ham med en professionel udstilling, fortæller Louise Serup.

Mathias lyser op, hver gang han går gennem gallerigangen og ser sine billeder hænge her i flok og rad.

Han er en ung mand med et særligt potentiale godt på vej i voksenlivet på en skole, der ser det som sin fornemste opgave at gøre hver elev duelig til at tage hånd om sig selv og livet.

Udstillingen kan ses i Foreningernes Hus de kommende tre måneder. vibe

Seneste web-tv


    Seneste gallerier