Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
vafo.dk
 Peder Hummelmose (V), formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune, til venstre, og Leo Grønvall kunne i august 2014 give håndslag på kommunens køb af den gamle brugsbygning i St. Lihme. Siden har skeptikere spekuleret i, om slagteriejeren har fået nogen former for kompensation fra kommunen for at sælge bygningen med et tab på en kvart million kroner.arkivfoto
 Peder Hummelmose (V), formand for teknisk udvalg i Vejle Kommune, til venstre, og Leo Grønvall kunne i august 2014 give håndslag på kommunens køb af den gamle brugsbygning i St. Lihme. Siden har skeptikere spekuleret i, om slagteriejeren har fået nogen former for kompensation fra kommunen for at sælge bygningen med et tab på en kvart million kroner.arkivfoto

Statsadvokaten afviser, at der er foregået bestikkelse i St. Lihme

Publiceret: 11.01.2017 17:20
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print

Annonce

Klik på annoncen for at forstørre den
”En studehandel af værste skuffe” lød en af mange kommentarer, da Vejle Kommune i efteråret 2014 købte den gamle brugsbygning i St. Lihme, som siden er blevet revet ned.

Problemet var ikke, at kommunen købte bygningen - det havde tværtimod været et ønske fra landsbyens borgere i flere år, da bygningen lå helt ud til skel på hjørnet af Tørskindvej og St. Lihme Møllevej og gav meget dårlige oversigtsforhold for trafikanter i svinget. Derimod var problemet, at kommunen købte bygningen af Leo Grønvall, direktør hos slagteriet DanePork i St. Lihme, som selv havde købt bygningen kort forinden.

Øjenbrynene blev især løftet, da det blev offentligt kendt, at Leo Grønvall havde betalt 1.050.000 kroner for ejendommen og kort efter solgte den videre til Vejle Kommune for 800.000 kroner - og dermed reelt tabte 250.000 kroner.

Meldt til politiet
Sagen blev senere meldt til Sydøstjyllands Politi, da flere kritikere, blandt andet tidligere folketingsmedlem Uffe Thorndahl, mente, at det ikke kunne være en lovlig fremgangsmåde og derfor luftede mistanke om, at der måtte have fundet en form for bestikkelse sted, siden Leo Grønvall var villig til at tabe en kvart million kroner på sit ejendomskøb.

Politiet mente imidlertid ikke, der var belæg for at efterforske sagen nærmere, da ordensmagten ikke havde fundet noget, der sandsynliggjorde hverken bestikkelse eller andre former for ulovligheder. Derfor klagede Uffe Thorndahl 27. oktober 2016 over politiets afgørelse til Statsadvokaten.

Kort før årsskiftet til 2017 kom der så et svar fra Statsadvokaten, underskrevet af senioranklager Peter Svane Koukoumis, som bakker op om politiets afgørelse.

”Jeg har især lagt vægt på, at der intet sted i det fremlagte materiale ses oplysninger, der sandsynliggør, at Leo Grønvall har bestukket Vejle Kommune. (...) Der er ikke fremlagt noget, der indikerer, at der skulle være ydet andet i forbindelse med købet, ligesom der heller ikke er fremlagt noget, der giver anledning til at indlede en efterforskning herom”, hedder det blandt andet i svaret fra Statsadvokaten.

Med Statsadvokatens afgørelse er der dermed sat punktum i sagen, da der ikke er flere klagemuligheder.

Langt fra tilfreds
Uffe Thorndahl er dog langt fra tilfreds med afgørelsen og han sendte forleden en mail tilbage til Peter Svane Koukoumis, hvor han blandt andet skriver;

”Jeg går ud fra, at Sydøstjyllands Politi og Statsadvokaten naturligt har spurgt sig selv, hvordan kan man drive forretning, når man helt målbevidst som Leo Grønvall foretager et rigtig elendigt køb, fordi han samme dag videresælger ejendommen med et tab på 25 procent, hvis han da ikke har fået noget som kompensation for dette tab. (...) Så hvis han ikke er idiot, må han jo have modtaget noget i returkommission. Hvorfor er det derfor ikke relevant i et land, som myndighederne jo ofte beskriver som et retssamfund, at få undersøgt, hvad denne returkommission består af?”

Endvidere skriver han, at han vil sende sagen til Folketingets retsudvalg, da han mener, at ”ethvert nogenlunde begavet mennesker uden videre kan se, at denne sag stinker”.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier