Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Alle børn har brug for at få omsorg

I mere end 100 år har der været drevet institution på adressen. Til venstre ses hovedbygningen, og til højre i billedet kan fjorden skimtes i det fjerne. Foto: Torben Hansen

Alle børn har brug for at få omsorg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

bredballe - Lige midt mellem alle de store villaer og prydhaver, der udgør en markant del af Bredballe, ligger en stor grøn oase, som dels er græstmarker og dels et skovområde.

Samlet set er der tale om et område på hele 48 tønder land, der mod vest grænser op til den sydlige del af Hældagervej og som mod nord og øst støder op mod villaparken. Områdes grænser mod syd og sydøst op til jernbanestrækningen og Kirkebakkehallens løbe- og fodboldbaner.

Det enorme areal kunne helt sikkert udstykkes til hundredvis af labre luksusboliger med havudsigt og høj hæk, men det er ikke et tema. For i dag residerer Børne og Unge Center Vejle Fjord (BUCVF) på matriklen - og det har den i øvrigt gjort i mere end 100 år.

Skåret helt ind til benet, så er BUCVF en specialinstitution, som henvender sig til børn og unge, der har brug for en specialpædagogisk indsats, for at komme i en positiv udvikling.

Skønne omgivelser

- Typisk har vi børn og unge i alderen fra 4 til 18 år, og vi har plads til 28 børn, som kan bo her. Men ud over det, så har vi en skoleafdeling, som huser 34 børn, og her er halvdelen børn, som ikke bor her på centeret, fortæller Lone Pedersen.

Hun er på femte år forstander på BUCVF, og har et hjørnekontor på i den smukke hovedbygning, der ligger lige midt i de skønne omgivelser. Og selv om mange af børnenes liv ikke ligefrem kan associeres med smukt og skønt, så er rammerne ganske ideelle for de unge.

- Når børnene kommer her, så er det fordi, at de ikke længere kan være i hjemmet, og det kan der selvfølgelig være mange forskellige årsager til. Det kan handle om druk, vold, misbrug, sygdom, eller der kan være en helt femte årsag. Men de kommer her, fordi de har brug for hjælp til at komme videre i livet, fortæller Lone Pedersen.

Det kan også handle om børnene selv, der måske kan lide af et eller andet handicap, der gør, at det ikke fungere på hjemmeadressen.

En målrettet indsats

- Vores bodel er inddelt i fire forskellige afdelinger. Vi har nogle børn og unge med autisme, som kræver en form for pædagogik, de er så samlet i en afdeling. Et andet sted har vi indrettet specifikt med søskende for øje, mens et tredje hus håndterer børn, der skal bo her i længere tid, hvilket typisk vil sige et par år eller mere, forklarer forstanderen.

Endelig har BUCVF for nylig oprettet en afdeling, hvor der ydes en målrettet indsats for børn og unge, der blot er på centeret i en meget tidsbegrænset periode.

- Det nye tiltag er blevet en stor succes. Noget af det, som er lidt specielt for den afdeling er, at indsatsen foregår i tæt samarbejde med familie og barn. Det er ikke bare børnene, der bliver arbejdet med, om man så må sige, men også forældrene, som vi yder bistand over for, påpeger Lone Pedersen.

Faktisk har BUCVF så megen medvind i disse år, at flere kommuner fra hele landet med jævne mellemrum gæster institutionen for se, hvordan de gør tingene i Bredballe.

Alt kan ikke kureres

Helt overordnet er et af de vigtigste parametre for BUCVF at gøre forholdene så hjemlige som overhovedet muligt.

- Det at have med de her børn og unge at gøre, det er jo ikke som at få et brækket ben til at vokse sammen igen. Der er sket noget hos de her børn, som ikke nødvendigvis kan kureres fuldt og helt. De her børn har oplevet noget, som man ikke kan fjerne. Men kan lære at leve med det, hvis man får masser af hjælp og råd og vejledning. Og hvis man får nogle værktøjer, som man får bistand til at bruge rigtigt, pointerer Lone Pedersen

Samlet set har hun 80 medarbejdere ansat, og ud over at tage sig af de små 30 fastboende børn og unge på centeret, så driver BUCVF også Solvejskolen, som er et tilbud til børn, som ikke kan følge undervisningen på de konventionelle skoler.

- Vi har plads til 34 børn og unge på Solvejskolen, og her er cirka halvdelen af eleverne fra egne rækker, mens resten kommer udefra, fortæller Lone Pedersen.

Skolen henvender sig til børn, der kan have en diagnose, og som har det svært rent adfærdsmæssigt.

Har løftet institutionen

De seneste år har BUCVF oplevet fremgang på en lang række parametre, og det tilskriver forstanderen især sine kolleger, der ifølge hende har løftet i flok.

- Jeg er meget stolt over, at vi som en samlet personalegruppe har formået at løfte den her institution. Og det er hele vejen rundt, for alle medarbejderne har en funktion, der er et vigtigt led i den store kæde. Og når det går godt, så er det lidt en selvforstærkende faktor, forklarer Lone Pedersen, som blandt andet fremhæver personalets evne til at være fleksible som en stor fordel.

BUCVF driver også en afdeling, der hedder Samværshuset, hvor børn og biologiske forældre kan være sammen. Det sker så med maksimal pædogogisk støtte og/eller overvågning, fordi det handler om, at forældre skal lære at være forældre for deres barn.

Området rummer også en stor afdeling med idrætsfaciliteter samt en rideskole.