Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Halvkedelig hybrid

Det er i sig selv imponerende, at Kia har teknikken til en genopladelig hybridbil klar, men resultatet er ikke så overbevisende som f.eks. tilsvarende mekanik fra Volkswagen. Fotos: Ebbe Sommerlund

Halvkedelig hybrid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Test. Mange ting er nærved og næsten ved den nye Kia Optima Plug-in Hybrid, men den når ikke helt i mål. Det er ærgerligt, for den har faktisk potentiale til at være en fin bil.

Vejret var ikke godt. Hele testugen var faktisk halvgrå, halvtrist og halvsløj. Og Kia Plug-in Hybrid reddede den ikke, hvilket er en skam, for det kunne have været rigtig godt med en elbil, der kan tankes med benzin, når det kniber med elektronerne. Egentlig kunne jeg takke det sløje vejr for, at jeg opdagede en detalje ved bilen, som er virkelig irriterende, men mere om det senere.

Teknisk set har Kia valgt næsten samme løsning, som Volkswagen har i deres GTE-modeller. Det vil sige, at elmotoren sidder mellem benzinmotor og gearkasse. Det er smart fra et udviklingssynspunkt, da hverken benzinmotor eller gearkasse dermed skal ændres alverden. Ulempen er bl.a., at elmotorens kræfter altid skal overføres gennem gearkassen, hvilket dels giver et større tab, dels kan give nogle små ryk, når du accelererer.

 

Kia Optima Phev
Tre stjerner ud af seksPris: 459.990 kr.

Forbrug: 62,5 km/l EU-snit

Motor: 2,0 benzin.

Fire cylindre, elmotor

Hk: 205

Nm: 375

0-100 km/ t.: 9,4 sek.

Topfart: 192 km/t.

Mål: (L/B/H) 486/186/147 cm

Rækkevidde: El op til 54 km (NEDC)

Dumpet som elbil

Med et batteri på 9,8 kWh og en rækkevidde på el alene på 54 km (NEDC) er der lagt op til, at mange sagtens kan køre ren eldrift i hverdagen og så blot bruge benzinmotoren på de længere ture.

Optima Plug-in Hybrid har kun to indstillinger: hybrid og el. Men i praksis viser det sig svært at køre på el alene. Der er 50 kW (68 hk) til rådighed fra elmotoren, hvilket er nok til at følge med trafikken op til motorvejshastighed. Men nu kommer det virkeligt dumme, for bilen hopper meget nemt ud af EV-mode. Der er ikke som på Passat GTE et mærkbart punkt på speederen, hvor du aktiverer benzinmotoren. Måske finder man over tid ud af at accelerere maksimalt, uden at benzinmotoren går i gang, men det kræver en del øvelse.

Det er dog lidt af en skuffelse, når benzinmotoren går i gang. Lyden trænger ind i kabinen, og det er umuligt at forstå, at der skal være sammenlagt 204 hk til rådighed under speederen. Bilen føles aldrig hurtig, og fuld acceleration får motoren til at piske op i omdrejninger med et uskønt lydbillede.

 

Gennemsnitlige præstationer

Her halter Optima langt efter konkurrenten Passat GTE, der accelererer til 100 km/t. på 7,4 sekunder mod Optimas 9,4 sekunder - en forskel, der kan mærkes. Men det værste set med en erfaren elbilists øjne er, at du på mange tider af året slet ikke har mulighed for at slippe for benzinmotorens indgriben. Hvis der er lidt koldt udenfor, tænder benzinmotoren nemlig, selv om bilen står i EV-mode. Det hjælper naturligvis til at få varmen op i kabinen, men så er du nødt til at have den ucharmerende motorlyd i kabinen stort set hele tiden.

Det er dér, Kia Optima Plug-in Hybrid virkelig fejler ud fra et elbilssynspunkt. Det er simpelthen umuligt at køre den som ren elbil forår, vinter og efterår, uden at benzinmotoren slår til. Under testen var der seks grader.

Batterierne er gemt ved bagakslen, hvilket betyder, at bagagerummet er skrumpet med 203 liter, og bagsæderne er låst fast uden skilem. Bagagerummet er altså mindre end i en Renault Zoe. Med 307 liter er det dog stadig brugbart, og batteriplaceringen fordeler vægten fint mellem for-og bagaksel.

På vejen er Optima Plug-in Hybrid en godmodig størrelse. Affjedringen er komfortabel, uden at det gør bilen upræcis. Støjniveauet er generelt lavt. Men styretøjet fortæller ikke meget om, hvad hjulene har gang i - det er efterhånden umuligt at finde feedback i nogen bil overhovedet, så det skal Optima ikke alene tage tæsk for - en Passat er ikke meget bedre.

Sikkerhedsmæssigt er her automatisk nødbremse, genkendelse af fartskilte, adaptiv fartpilot og aktiv vejbaneassistent, der holder dig mellem linjerne. Mens motorens lyd er aldeles uinspirerende, har Optima Plug-in Hybrid et lydanlæg fra Harman/ Kardon, og det kan Kia godt være bekendt. Lyden er virkelig god, og her er både Apple Car-Play og Android Auto. Men den understøtter desværre ikke tilkobling af to enheder på én gang over Bluetooth.

Kabinen er dog et rart sted at være. Sæderne er flotte og velstøttende, kvalitetsfornemmelsen er ikke langt fra VW. Bagsædepladsen er generøs selv for lange teenageben. Prisen er 449.999 kr., og testbilen havde metallak og trådløs opladning til mobiltelefon og DAB-radio til i alt 11.999 kr.