Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vejle-forhandler får nyt bilmærke. Se hvilket japansk mærke, det drejer sig om

Indehaver Frank Lawcock glæder sig til at komme i gang med sit nye bilmærke Mitsubishi. Han har allerede fyldt forretningen op med forskellige modeller fra den japanske producent. Foto: Jesper Werge

Vejle-forhandler får nyt bilmærke. Se hvilket japansk mærke, det drejer sig om

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mitsubishi skifter forhandler i Vejle i disse dage. Fremover er det hos Vejle Motor Compagni på Diskovej, at man kan købe japanske kvalitetsmodeller a la Space Star, ASX og Outlander

Vejle: Efter at have solgt Skoda gennem intet mindre end 23 år, blev Vejle Motor Compagni - eller Skoda Vejle, som det senest hed - og Skoda Danmark enige om at stoppe, mens legen ellers var ganske god.

Derfor overgik bilhuset på Diskovej per 1. januar 2016 til at være et af områdets større Automester-værksteder kombineret med salg af bedre brugte biler.

- Det gik sådan set fint, men jeg vil da ikke lægge skjul på, at det altid har været nyvognssalget, der har været nummer et hos os. Og jeg har heller aldrig lukket døren helt for, at et nyt mærke kunne komme på tale, erkender Frank Lawcock, der sammen med hustruen Anne-Mette ejer Vejle Motor Compagni.

Den erfarne bilmand har da også gået og overvejet et par forskellige muligheder, og nu er det altså faldet på plads, at Vejle Motor Compagni bliver byens nye Mitsubishi-forhandler.

Gode varer på hylderne

- Jeg har lavet en aftale med Tegllund, der jo har forhandlet mærket gennem en del år her i byen, og vi har i al mindelighed lavet en aftale om, at jeg overtager en del udstyr og værktøj fra dem, i forbindelse med overtagelsen, fortæller Frank Lawcock.

Skiltningen er så småt ved at komme på plads, og en stor udendørs pylon med Mitsubishi-logoet vil snart stråle ud mod den trafikerede Grønlandsvej. Bilerne er også kommet på plads.

- Jeg har selvfølgelig researchet en hel del på bilmærket, for det er jo ikke ligegyldigt, hvad det er for varer, man har på hylderne. Jeg har en god fornemmelse i forhold til Mitsubishi, som sidste år blev opkøbt af Nissan-Renault-alliancen, forklarer Frank Lawcock.

Det japanske mærke har i mange år været fast ingrediens på det danske marked, men det er ikke nogen hemmelighed, at salgstallene har været meget ujævne gennem årene.

Fem års fabriksgaranti

- Mærket har været meget afhængige af enkelte modeller, der så har været meget populære. For mange år siden var det Pajero og Galant, og i flere omgange har man oplevet, at den lille Colt i forskellige udgaver har haft pæne salgstal. Senest har Mitsubishi herhjemme haft fin succes med den lille Space Star, som er noget af det mest veludstyrede i sin klasse, fortæller Frank Lawcock.

At mærket er en del af Nissan-Renault betragter han som et kvalitetsstempel - og desuden markedsfører Mitsubishi sig med hele fem års fabriksgaranti.

- Det fortæller jo lidt om kvaliteten, og om at man har stor tiltro til egne produkter. Jeg er ganske fortrøstningsfuld, og jeg har også fået bekræftet, at der er ganske mange planer om nye modeller i de kommende år, fortæller han.

Faktisk peger han på, at historien om Mitsubishi sagtens kan gå hen og blive sammenlignelig med den oplevelse, som Vejle Motor Compagni har haft med Skoda.

Minder om Skoda-historien

- Da vi i begyndelsen af 1990'erne valgte at blive Skoda-forhandlere, da var der rigig mange, som fortalte os, at vi var godt tossede at tage det mærke ind. Men på det tidspunkt var Volkswagen-gruppen kommet ind over, og der blev lagt store planer for fremtiden, fortæller Frank Lawcock.

Og umiddelbart viser udviklingen, at han så helt rigtigt, da han valgte at entrere med Skoda. I dag er mærket blandt de bedst sælgende herhjemme, og der er ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved det tjekkisk-tyske mærke.

- Jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med det her. Der er så mange ting, der for mig indikerer, at det godt kunne gå hen og bliver rigtig godt, understreger Frank Lawcock.

Læs mere om både mærke og forhandler på www.mitsubishi.dk.