Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Billigt buskort til alle vil koste Billund tre millioner kroner

Buskørsel i Billund Kommune kan blive en billig fornøjelse for alle. Arkivfoto: John Randeris

Billigt buskort til alle vil koste Billund tre millioner kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billigt buskort til alle er på dagsordenen til budgetforhandlingerne. Det billige buskort til de unge er allerede en succes.

Billund Kommune: Nu skal politikerne i Billund Byråd i gang med at diskutere, om succesen med et billigt buskort til alle unge skal bredes ud til at gælde alle borgere i Billund Kommune. Det vil i så fald give kommunen en udgift på omkring tre millioner kroner.

Per Nyhus (DF), formand for teknik- og miljøudvalget, er positivt stemt.

- Det ser rigtig spændende ud, men det er jo ikke gratis, så vi har i udvalget besluttet at tage sagen med til budgetforhandlingerne, siger han.

Vælger politikerne, at det billige buskort til hele kommunen kun skal gælde de ældre borgere på 65 år og derover, vil det blive markant billigere. Beregningen lyder lige nu på cirka 550.000 kroner.

- Men når vi nu har det til alle 15-20-årige, så ville det være fint at kunne tilbyde buskortet til alle, mener Per Nyhus.

Skulle han blive presset til at vælge, vil valget nok lande på de +65-årige.

- Langt de fleste familier har jo mulighed for selv at transportere sig rundt. Mange har to biler, fordi vi er i en landkommune, siger han.

Billigt med bus
Unge mellem 15 og 20 år i Billund Kommune kan rejse et helt år med bus i kommunen for 400 kroner.Skal alle borgere have samme mulighed, anslås det at kunne koste Billund Kommune godt tre millioner kroner om året, afhængigt af hvor stor en succes kortet kunne bliver. Først skal det dog undersøges, om der er hjemmel i kommunalfuldmagten til at udstede billigt årskort til alle i kommunen.

En buskortordning for pensionister i Kolding Kommune kører som et forsøgsprojekt indtil 31. december 2018. Ordningen er finansieret af 'Værdighedsmidler' inden for ældreområdet og har indtil nu været en succes.

Ungbus er et hit

Ønsket om at brede buskortordningen ud til flere skyldes, at det nye Ung Billund-buskort har vist sig at være en stor succes. Sydtrafik begyndte at sælge de nye buskort den 7. juli, og der er allerede solgt over 200 kort. Derudover har Sydtrafik knap 20 bestillinger på kort liggende i indbakken.

- Vi synes selv, at det er et rigtig godt tilbud, vi her giver de unge, så de fremover kan komme rundt i kommunen for kun 400 kroner på et år mod tidligere op til 3.500 kroner. Man må da sige, at salgstallene understøtter det, siger Per Nyhus.

Det nye kort gælder for et år af gangen, så uanset om man bestiller kortet nu eller i december, gælder det indtil den 31. juli 2018.

Budgetforhandlingerne

Forligspartierne Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative fremsatte forslaget om kortet. De har nu bedt administrationen undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre at tilbyde samme ordning til alle borgere i Billund Kommune.