Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Handelslivet drømmer stort om egen chef

Johnny Hansen, formand for Grindsted Handelsstandsforening, er med i styregruppen, der skal føre flere ideer om handel i Grindsted ud i livet. Øverst på listen står ønsket om en citychef. Foto: Soffi Chanchira Larsen

Handelslivet drømmer stort om egen chef

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En citychef er det ønske, der står øverst på handelslivets ønskeseddel. Emnet kan blive en del af budgetforhandlingerne til sommer.

Styregruppen for Grindsted - fremtidens handelsby
Fra Grindsted Handelsstandsforening: Johnny Hansen (Kontorbutikken), Kent Christensen (Tøjeksperten), Brian Hansen (Legekæden), Lene Brandstrup (Grindsted Apotek), Jens Iversen (Kvickly).FRa Billund Kommune: Borgmester Ib Kristensen, kommunaldirektør Ole Bladt Hansen, Per Nyhus, formand for teknik- og miljøudvalget. Desuden deltager plancef Birgit Sønderskov Weber som sekretær og tovholder.

Billund Erhvervsfremme: Morten Karlsbjerg

Grindsted: Et legeområde er fint. Et folder om handel i Grindsted er også en rigtig god idé. Det samme er en liste over tomme butikslokaler. Forslagene til, hvad der skal give Grindsted en fremtid som handelsby er mange, og lige nu er de ved at blive samlet af en styregruppe, som består af repræsentanter fra både handelsstandsforeningen, kommunen og erhvervsfremme.

Spørger man Johnny Hansen, formand for Grindsted Handelsstandsforening, er han ikke i tvivl om, hvad der står allerøverst på ønskesedlen: En citychef eller en eventkoordinator.

- Når man ser på kommunen udefra, ville det være fint, hvis det var ét sted, man kunne henvende sig. Vi kunne også godt bruge en person, som også var aktivt opsøgende i forhold til at fortælle nogle af kæderne om, hvad vi kan tilbyde, siger Johnny Hansen, formand for Grindsted Handelsstandsforening.

Han forestiller sig, at en citychef eller eventkoordinator skal have overblikket over hele kommunen.

- Det skal ikke være handelsstandsforeningens forlængede arm, siger han.

Borgmester Ib Kristensen, som er med i styregruppen, er positivt indstillet overfor tanken, men understreger, at ansættelse af en eventkoordinator eller lignende kræver enighed i byrådet.

- Der er ingen tvivl om, at handelslivet står os nær. Men vi har jo lagt det overordnede budget for 2018, så skal der ændres noget der, kræver det, at hele forligskredsen er med på det, siger han.

Dermed lægger han op til, at spørgsmålet om en citychef kan blive en del af sommerens budgetdebat.

Stor opbakning til Grindsteds nye sportsforretning

Synligt her og nu

Indtil det eventuelt sker, glæder Johnny Hansen siger over, at de første synlige resultater af de mange timers møder snart kan ses.

Det bliver det nye oplevelsessted/legeområde på den lukkede del af Vesterbrogade. Byliv, oplevelser og samlingssteder blev netop identificeret som en af Grindsted midtbys udfordringer i den analyse, som er blevet gennemført af Jysk Analyse. Oplevelsesstedet ved Vesterbrogade er det første synlige resultat. Det er lige nu ved at blive skitseret.

- Det, der er mest brug for lige nu, er nemlig, at der kommer et synligt resultat af alle de tanker, som nogen har siddet og tænkt, siger Johnny Hansen og henviser til, at byrådet allerede i 2015 satte 280.000 kroner af til projekt "Grindsted - fremtidens handelsby". Siden er frivillige i en række arbejdsgrupper kommet med masser af forslag til, hvad der kan sikre fremtidens handelsby.

Styregruppen er også på vej med en folder om handelsmuligheder i Grindsted.

Tomme bygninger

- Når der er tomme bygninger, er der også muligheder. Det kunne jeg godt tænke mig, at vi huskede på lidt oftere. Se bare Intersport, som er kommet til byen, fordi det rigtige lokale til den rigtige pris lige var der, siger Johnny Hansen og peger på, at det samme er sket i en række tilfælde for nylig: Det gamle Grand Hotel får en græsk restaurant, Grilletten er solgt, Frandsen på Torvet bliver efter lang tid med tomme vinduer erstattet af Boutique Mary.

- Når man fortæller de gode historier, så er der andre, der også får øjnene op for, at her er muligheder, mener Johnny Hansen.

Et helt konkret resultat af projekt "Grindsted - fremtidens handelsby" er derfor også, at alle tomme butikslejemål nu er identificeret:

- Man kan bare henvende sig til Billund Erhvervsfremme. Her har man en liste, der er lige til at trække frem af skuffen.

Mange ideer er på bordet

Styregruppen har masser af andre ideer, som man nu skal se på. Det drejer sig blandt andet om forslag til byplanlægning: 

Bymidten skal forblive samlet, og der skal ske en fortætning med flere boliger i højden. Grindsteds centrale butiksområde bør indskrænkes, således at der skabes synergi mellem de enkelte butikker. Mere konkrete forslag som en overdækning af Torvet, i form af et stort sejl spændt ud over scenen, er også formuleret. Det ville give mulighed for aktiviteter på Torvet - også når det regner. 

En korridor over Engen, en sti, som binder Campus Grindsted, Magion og midtbyen bedre sammen, er også et af de forslag, som styregruppen skal se nærmere på. Det samme gælder forslaget om en basar i en af de bygninger, som bliver tomme, når Aldi og Rema 1000 flytter i nye lokaler overfor Kvickly.