Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stor opbakning til Grindsteds nye sportsforretning

De nye forårsvarer begynder så småt at komme ind hos Intersport i Grindsted. Her er det postbud Mette Højbert, der kommer med pakker til de to ejere, Kristian Duedahl, til venstre, og Jens Thrane. Foto: Joan Anette Karlsen

Stor opbakning til Grindsteds nye sportsforretning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Grindsteds nye sportsforretning, Intersport, fik en forrygende start i slutningen af 2016.

Grindsted: I slutningen af november 2016 åbnede Jens Thrane og Kristian Duedahl Intersport på Nørre Torv i Grindsted.

Det skete i lokalerne, hvor Expert tidligere havde til huse. Og kunderne bakkede op om de to lokale ejere og byens nye sportsbutik fra dag ét, og de havde nogle helt forrygende måneder. Nu har hverdagen meldt sig, og pr. tradition så er januar og februar stille måneder, bortset fra at de lige har lavet en aftale med en lokal fodboldklub, hvilket de er rigtig glade for.

- Man vænner sig aldrig til de stille måneder, men uanset om man er i Esbjerg eller Kolding, så ved vi, at årets første to måneder er stille måneder. Lige nu går vi og glæder os til at få de nye forårsvarer hjem. Vi har selv valgt de nye varer og sortimentet bliver tilpasset Grindsted, siger Jens Thrane.

Han er en garvet forretningsmand, der er udlært hos daværende ejer af Sportmaster, Erik Bremer, der gjorde ham til medejer. Sammen med Jesper Jensen drev han Sportmaster og Lagersalg frem til salget til en kapitalfond. Han fortsatte som butikschef frem til marts 2016, hvor han forlod Sportmaster efter 25 år.

Sammen med to kompagnoner åbnede han en Intersport og en Sport Outlet i Tønder. Det er via disse butikker, at Jens Thrane har fået forhandlingen af Sport Directs produkter i Billund Kommune.

Kristian Duedahl er også udlært hos Sportmaster i Grindsted og nåede at være et år i Sportmaster i Aarhus, inden han og Jens Thrane besluttede at åbne en Intersport i Grindsted.

- Vi supplerer hinanden rigtig godt, og vi kan ramme forskellige målgrupper. Og vores butik bliver hele tiden ændret. Der sker hele tiden noget nyt. Lige nu har vi lagt et grønt gulvtæppe og er klar til, at fodboldsæsonen går i gang. Men vi glæder os til foråret, og til at vi skal rende stærkere, siger Kristian Duedahl.

De går med idéer og tanker om forskellige arrangementer og aktiviteter i sportsbutikken, for de er enige om, at der skal ske noget.

Store rabatter: Sportmaster og Intersport er endt i "priskrig"
Tre fastansatte
Intersport på Nørre Torv i Grindsted åbnede i november 2016.Der er tre fastansatte, Jens Thrane, Kristian Duedahl og Vivi Stoklund, plus nogle timelønnede medarbejdere.

Tror på fremtiden

- Idéerne er der. Vi skal bare lige rigtig i gang. For mig er det en stor motivation igen at have fået egen butik i Grindsted. Jeg er glad hver morgen, når jeg står op. Man er glad, når kunderne er glade, og efter den forrygende start, så giver det os en tro på fremtiden. For os handler det blandt andet om at gå lidt andre veje end de andre, siger Jens Thrane.

En af de veje har været at forhandle mærker, som ikke er så kendte i Danmark og slet ikke i Grindsted. Et af dem er det amerikanske Under Armour, som faktisk er det tredjestørste mærke i Europa.

- Det er indtil videre ikke gået så godt i Tønder, men her i Grindsted har det været rigtig fedt. Det har overrasket os positivt, fortæller Jens Thrane.

Et af de gode gamle mærker, nemlig H20, kommer også på hylder og bøjler hos Intersport i Grindsted.

- H2O tøj er tilbage i retrolook. Det er lige på trapperne. Det er en sjov niche, som vi glæder os til at præsentere for kunderne, siger Kristian Duedahl.

Der er omkring 80 Intersport butikker i Danmark og i løbet af i år åbner der endnu en i Esbjerg, som Jens Thrane og hans kompagnoner i Tønder står bag.

Jens Thrane vil dog være at finde i butikken i Grindsted i de fleste af ugens dage. Men det ser ud til, at den garvede forretningsmand får nok at se til i fremtiden.