Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Havens frodige palet

Jordbærspinat er en skøn, gammel køkkenurt dog med højere prydværdi end kulinarisk vægt. Foto: Birgitte Hasholt

Havens frodige palet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mens haveskribenten glæder sig til årets tomathøst, fortæller hun om velsmagende og livskraftige planter både i og udenfor drivhuset.

I drivhusets grønne vildnis er tomaterne på vej, og jeg skal passe på ikke at henfalde til spildtid ved at tjekke de tunge klaser på tomatplanterne flere gange om dagen. Men nøj, hvor jeg glæder mig. Drivhuset må gerne snart bugne af fuldmodne, saftspændte tomater. For mig er tomattiden endnu bedre end den korte intense jordbærtid. Med solmodne tomater bliver man hensat til "Syden" - hjertet af Toscana eller Spanien. Hjemmedyrket er tomaterne en aromatisk eksplosion, og godheden forklares med rigelig umami: den femte smag, man næsten ikke kan få nok af.

Stegt torsk med urter
Om sommeren er der ikke lange overvejelser omkring middagsmåltidets beskaffenhed. Inspirationen kommer af sig selv fra det, vi høster i haven. For det meste er retterne enkle. På den måde nyder man få, men gode smagsnuancer, uden at de drukner hinanden.Jordbærspinat indeholder ikke meget aroma. Bærrene er lidt fade i smagen med en anelse sødme, men både de røde bær og pilespidsformede blade er særdeles dekorative, og et stykke stegt torsk bliver på den måde tilsat indbydende farver. Krydderurten bronzefennikel er endnu en gammel køkkenurt med en flot farve. Urtens anissmag er også særdeles lækker til fisk.

Jeg brugte 830 gram torskefilet til fem personer. Hver filet blev delt i to passende stykker og stegt på en varm pande i olivenolie i tre til fire minutter på hver side, samtidig med at torskestykkerne blev krydret med havsalt og friskkværnet peber. Server med jordbærspinat, bronzefennikel, nye kartofler og salat.

Kulør og livskraft

Jeg ser frem til røde, mørke mahognifarvede, smørblomstgule og morgenfrueorange tomater. Nogle af tomaterne er små smagsbomber, andre er store og kødfulde til en gryderet eller en tomatmad - en enkelt skive bøftomat dækker snildt et stykke brød. Og når tiden endelig er inde, vil det være ekstra nemt at gå til aftensmaden. Koldt eller varmt, tomaterne bliver i en håndevending til en fyldig ret, man bliver mæt, tilfreds og glad af.

Tomat er en livskraftig plante. Lige nu sætter planterne masser af sideskud, og på de rankende tomatplanter, man også binder op, brækkes sideskuddene af for at levne mest mulig energi til planternes frugtsætning. Tomaternes sideskud løber stærkt, og vækstkraften overhaler med lethed indsatsen med at snuppe sideskuddene i begynderstadiet. Derfor står man i ny og næ med et kraftigt sideskud måske endda med ansats til blomster. Sådan et sideskud finder jeg ind imellem på at plante i en potte. Kort tid efter slår sideskuddet rod og er blevet til en ny plante.

Historiske køkkenurter

Uden for drivhuset i køkkenhaven er der ligeledes masser af livskraft. Den flotte blodmælde, også kaldet rød havemælde, Atriplex hortensis "Rubra", står i køkkenhaven hist og pist imellem snart høstklar hvidløg. Blodmælde har smukke mørkegrønne, dybrøde og lilla blade. Den er udover sin prydværdi rigtig fin at spise. Pluk de unge skud og blade til salatskålen eller anvend blodmælde som spinat. Brugen som spinat kan føres langt tilbage i tiden.

Blodmælde er en et-årig vækst, der bliver op til to meter høj. Om efteråret smider den frø i hundredevis, hvis man ikke klipper frøstandene af, men over for blodmældens tendens til at arte sig som ukrudt er jeg kålhøgen. Den er fantastisk, selv om den af sig selv dukker op i rigelige mængder, og den er nem at hive op af jorden, hvor den er uønsket.

Jordbærspinat, Chenopodium capitatum, er en anden gammel køkkenurt, der spirer og gror i min køkkenhave, og den har ligesom blodmælde ukrudtsagtige tendenser, men er nem at begrænse, hvis man er over den, når man luger. Man bør mestendels anskue jordbærspinat som en spektakulær og pyntelig plante med flotte lysende små jordbærlignende røde bær og pilespidsformede blade. Bærrene er spiselige, men ikke særlig interessante, og selv om bladene bruges som spinat, er de små og høstes ikke i en mængde, der er mættende.

Jordbærspinat i slægt med gåsefod, som minder meget om mælde. Langt tilbage i tiden har både mælde og gåsefod haft stor betydning som køkkenurter, medicinplanter og dyrefoder. Nogle vokser vildt som ukrudt, andre er mere kultiverede, men stadig nemme at dyrke. Flere slags sår sig selv, hvilket betyder, at man har planter i mere end rigelig mængde. Både blodmælde og jordbærspinat trives i næringsrig, fugtighedsbevarende, men ikke for våd jord, på et lyst og solrigt sted.

 

 

Tip

Før spinat kom på menneskets spisekort, brugte man mælder og gåsefod. Senere fortrængte den dyrkede spinat de vilde køkkenurter, men nogle af de oprindelige køkkenurter er stadig spændende i salatskålen, til pynt på maden eller netop som spinat. Både mældefamilien og gåsefodfamilien har en tusindår lang historie for tilpasning forskellige steder, hvilket understreger den enorme livskraft.