Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Er det synd for Fyn?

Finn Slumstrup

Er det synd for Fyn?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Vi bliver snydt."

Den sætning har man hørt adskillige gange i de forløbne måneder, når man på Fyn diskuterer udflytningen af statslige arbejdspladser. Først var der regeringens store udspil med 3.900 offentlige stillinger, som i løbet af 2016-17 rykker fra hovedstadsområdet til 38 byer i provinsen. Dernæst var der spillet om placeringen af en ny politiskole uden for København, og nu senest har vi oplevet forsøget på at hive Skat op af skandalesumpen ved at oprette syv nye skattecentre rundt i landet. Igen og igen har man kunnet høre beklagelser over, at Fyn bliver overset. Det virker som om den smukke ø set fra Christiansborg først og fremmest er noget man kører henover for enten at komme til Jylland eller til København og omegn.

Hvad er det for noget med Fyn? Hvorfor har den så svært ved at markere sig politisk?

Geografien giver straks noget af svaret. Fyn ligger som en ø med broer til begge sider mellem hovedlandet Jylland mod vest og en anden ø, Sjælland, mod øst. Og Sjælland er med sine 7.031 kvadratkilometer mere end dobbelt så stor som Fyn, der kan præstere 3.099 kvadratkilometer. Og ikke blot er Sjælland mere end dobbelt så stor, den har også næsten fem gange så mange indbyggere som Fyns knap 475.000. I regionssammenhæng hører Fyn til Region Syddanmark, som så klart domineres af Syd- og Sønderjylland og har hovedkvarter i Vejle. Der er altså mange betragtningsmåder, der placerer Fyn lidt på sidelinjen. Og det bliver egentlig ikke bedre, hvis man ser på de indre linjer, hvor Fyn ligger omgivet af næsten 100 øer, hvoraf kun Tåsinge, Thurø, Langeland og Ærø har en vis størrelse. Bymæssigt ligger Odense som et stærkt dominerende centrum omgivet af en snes byer, hvoraf kun Svendborg har mere end 20.000 indbyggere. Endelig karakteriserer det Fyn, at det er det område i Danmark, der har flest herregårde.

Allerede i geografien står det altså klart, at Fyn er et område, hvor det kræver stor dygtighed at få politisk slagkraft på hele områdets vegne. Ikke underligt, at det hyppigst hørte bud på noget sådant, er den tidligere Odense borgmester Anker Boyes ofte fremførte trosbekendelse om, at hvad der er godt for Odense er godt for hele Fyn. Det peger selvsagt heller ikke i retning af politisk slagkraft, hvis samfundet er præget af gammel herregårdskultur. Men jeg tror det er langt mere afgørende, at Fyn med al sin naturskønhed jo er Danmarks frugthave. Det præger mennesker at gå rundt i så megen skønhed, som man gør på Fyn, og som vi også gør hernede i Det sydfynske Øhav. Glæden over lokalsamfundet er mærkbar. Det helt nære kommer til at stå i centrum. Forståeligt, men ikke politisk slagkraftigt.

Skønheden og mildheden lyser også ud af øens tre berømteste kunstnere, H.C. Andersen, Carl Nielsen og Johannes Jørgensen. De to store digtere vil helt kunne tilslutte sig komponisten, når Carl Nielsen i bogen "Levende musik" fra 1925 skriver, at "I Fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og hvem, der giver sig tid til at lytte, skal nok erfare det." Lidt tidligere omtaler Nielsen den fynske natur med denne vidunderlige beskrivelse: "... ak, der er så meget, men jeg har aldrig andre steder i verden set, at veje og stier kan sno sig med dulgt skønhed, så man får lyst til at lægge sig ned på jorden og kysse den."

Det skrækkelige er da, at det er netop disse fynske vidunderligheder fra menneskenes mildhed til naturens skønhed parret med det strukturelle særpræg, som er med til at forklare, hvorfor Fyn har det svært i den usentimentale politiske kamp. Hvor ikke blot globaliseringen signalerer en international permanent konkurrence, men hvor netop udtrykket konkurrencestaten signalerer, at vi også på hjemmebane har bevæget os langt væk fra 1960'ernes velfærdsstat og i dag befinder os i en anderledes barsk virkelighed. Hvad skal Fyn da stille op, så man ikke fortsat bliver snydt?

For alt i verden skal man ikke finde løsningen i, at fynboerne holder op med at være sig selv og opgiver deres særpræg. Nationens uundværlige gartnere skal ikke løbe fra, hvem de er. Men de skal måske hæve blikket, så det rækker ud over egen bedrift. Fyn og øerne er gennemsyret af lokalpatriotisme. Og det kan være meget forståeligt - jævnfør Carl Nielsens kærlige besyngelse af fødeøen. Men det er jo netop hele Fyn han besynger og ikke blot barndommens Nørre Lyndelse.

Jeg tror, det er nødvendigt at skabe en fynsk solidaritet, hvor man kigger ud over sogne- og kommunalskel for at markere Fyn noget stærkere. Og her er det nødvendigt at sige, at Fyn ikke blot lider under statslig centralisering, og altså føler sig snydt i disse års lidt famlende forsøg på at rette op på de foregående årtiers samling af alt for mange kræfter i hovedstadsområdet. Fyn lider også under en dobbelt centralisering. Odense er indiskutabelt hovedbyen, men det er for primitivt at hævde, som Anker Boye gjorde, at hvad der gavner Odense gavner også resten af Fyn. Skal det lykkes at løfte Fyn stærkere politisk kræver det simpelthen øget musikalitet fra Odenses ledere i bestræbelserne på at samle kræfterne.

Noget af det mest deprimerende jeg har oplevet i de otte år, jeg har boet på Ærø, var hvordan Sydfyns kommuner og befolkning i gensidig mistillid tabte mulighederne for en nationalpark i Det sydfynske Øhav på gulvet. I dag kan enhver ved at se til Thy eller over til Vadehavet konstatere, hvor tåbeligt det var. Omvendt kan man så ved at se hvorledes FilmFyn får stadig bedre fat få skærpet troen på, at kun ved at stå sammen og bøje sig mod hinanden kan man opnå resultater som den enkelte kommune ikke kan opnå på egen hånd. En øget fynsk solidaritet er vejen frem mod at råbet "Vi bliver snydt" vil forsvinde fra luften over Fyn og blive afløst af "en varm selvfølgelighed, der har råd til at være tryg, og derfor udlader godhed til alle sider", som Carl Nielsen også skrev.