Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Høring. Diskrimination på grund af handicap skal forbydes


Høring. Diskrimination på grund af handicap skal forbydes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


børne- og socialminister Mai Mercado og handicapordfører for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl
Valg
Debat. 

Diskrimination: Det skal være slut med at diskriminere mennesker på grund af handicap. Derfor er det et kvantespring inden for dansk handicappolitik, at vi med det lovforslag, som netop er sendt i ekstern høring, vil forbyde diskrimination på grund af handicap.

Vi er enige om, at der er brug for et generelt forbud, for der er områder, hvor beskyttelsen af mennesker med handicap mod diskrimination ikke er god nok. I dag er mennesker med handicap kun beskyttet mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og ikke i samfundets øvrige forhold, men det hjælper jo ikke, hvis man bliver nægtet adgang til det lokale diskotek eller ikke kan få lov at købe en ferierejse.

Vi har for eksempel set en mand, der blev nægtet adgang til en restaurant, hvor han skulle spise med sin familie - fordi han havde en førerhund. Hvordan må det ikke føles at blive mødt med den indstilling, at her kan man ikke komme ind, fordi man har et handicap? Man har ingen steder at gå hen med hverken frustrationen eller med sin klage over forskelsbehandlingen.

I dag kan man blive straffet, hvis man nægter at betjene eller give adgang for en person på grund af vedkommendes race, hudfarve eller seksuel orientering, men der er ingen beskyttelse mod diskrimination for mennesker med handicap.

Det er dybt krænkende at opleve diskrimination. Det er både pinligt og nedværdigende for de pågældende mennesker, som føler sig behandlet som andenklasses borgere. Vi kan ikke understrege nok, at mennesker med handicap er en del af fællesskabet og har ret til at deltage ligeværdigt i det.

Mennesker med handicap skal kunne leve og fungere i det danske samfund på lige vilkår med andre borgere uden at blive diskrimineret. I Danmark blev det for alvor slået fast i 2009, da vi underskrev handicapkonventionen.

Vi er enige om, at et forbud mod diskrimination skal gælde overalt i samfundet. Vi er også enige om, at forbuddet bør omfatte al offentlig og privat virksomhed, og at både direkte og indirekte diskrimination skal være forbudt. Endelig skal man kunne klage til Ligebehandlingsnævnet, hvis man mener, at man er blevet diskrimineret på grund af handicap, ligesom man skal have mulighed for at få en godtgørelse.

Planen er, at lovforslaget efter den eksterne høring skal fremsættes for Folketinget i november, så det kan træde i kraft allerede fra den 1. januar 2018. Vi ser frem til at deltage i behandlingen af et vigtigt lovforslag, der vil gøre en forskel for mennesker med handicap.