Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Hvorfor skal de rigeste danskere igen have mest?


Hvorfor skal de rigeste danskere igen have mest?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Politisk ordfører, enhedslisten Pernille Skipper
Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix Denmark
Debat. 

Når man ser den finanslov, som Lars Løkke Rasmussen lægger op til, er der ingen tvivl om, hvem højrefløjen værdsætter mest i det her land. De rigeste danskere står nemlig igen til at få gigantiske skatterabatter. Ifølge regeringen handler det om at belønne dem, der yder en 'ekstra indsats'.

Samtidig er der en stor gruppe mennesker, der hver eneste dag yder en helt ekstraordinær indsats, men som Lars Løkke tilsyneladende har svært ved at få øje på fra sit kontor i statsministeriet. Det er de mennesker, der hver dag står op og går på arbejde i vores velfærd. De giver vores børn omsorg og viden, de redder liv, de giver dem, der er oppe i årene en værdig alderdom, de sørger for, at veje og kloaker fungerer, og de skaber tryghed i vores kvarterer. Men pengene kan jo kun bruges én gang, og de mange milliarder, regeringen nu vil spendere på skatterabatter, har vi så ikke til investere i velfærden og til at anerkende velfærdens helte for deres vigtige arbejde.

Hvis regeringen kommer igennem med sin uansvarlige politik, fortsætter nedskæringerne på velfærden, og hverdagen bliver endnu mere presset for de ansatte, end den allerede er. Vi hører gang på gang fra pædagoger, skolelærere, politibetjente, SOSU'er og en række andre faggrupper, at der simpelthen ikke er ressourcer nok til at løse opgaverne forsvarligt. Sådan har det været længe. Alligevel har de ansatte fået enderne til mødes blandt andet ved at arbejde over gratis og ved at acceptere et stadigt ringere og ringere arbejdsmiljø. De ansatte har med andre ord betalt prisen for nedskæringerne.

Jeg kan virkelig godt forstå, at mange har måttet givet op. Samtidig er jeg så taknemmelig for, at der stadig er mange, der er blevet i velfærden og hver dag kæmper for at få det hele til at fungere. Det er dem, vi skal belønne. Ikke direktører og offentlige chefer, der har fået både lønstigninger og skatterabatter oveni gennem årtier.

Til en start kan vi give velfærdens helte en fair løn, vise dem tillid og sikre, at de har en arbejdsdag, der er til at holde ud, ved at give dem nok kollegaer. Vi foreslår i Enhedslisten at investere 10 mia. kr. i at ansætte 27.000 flere i velfærden, så vi blandt andet kan få gjort op med pædagoger, der står alene med alt for mange børn. Eller SOSU-hjælpere, der er alene på nattevagter, så der ikke er tid nok til at hjælpe de ældre. Eller folkeskolelærere, der ikke har tid til at forberede undervisningen godt nok.

Vi foreslår også en ligelønspulje, der kan hæve de lavestlønnede i velfærden, så de får en fair løn for det hårde arbejde og ansvar, de hver dag står med. Og så har der været utroligt meget snak om at skabe mindre bureaukrati i velfærden, så de ansatte skal bruge mindre tid på papirarbejde og tåbelige procedurer. Der sker bare ikke noget, hvis politikerne på Christiansborg ikke tør skrue ned for den nidkære kontrol, som ansatte i velfærden i dag er omklamret af. De ansatte får kun den nødvendige frihed, hvis vi får fjernet for eksempel to procent-kravet på sygehusene, de nationale test i folkeskolen og de tåbelige måltal i politiet.

Det er kort sagt på tide, at pædagoger, lærere, kloakarbejdere, politibetjente, SOSU'er, sygeplejersker og alle de andre i velfærden får den anerkendelse og de arbejdsvilkår, de har fortjent.