Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


ISIS besejret, men er sejren vundet?

Saliha Marie Fetteh

ISIS besejret, men er sejren vundet?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da de irakiske styrker i samarbejde med shiitiske militser og til dels amerikanerne langt om længe erobrede Mosul fra ISIS, var det atter de civile, der betalte prisen. Nu ligger Iraks tredjestørste by, der kan føre sin historie tusinder af år tilbage før vor tid, i ruiner. Spørgsmålet er så, hvem der skal stå for genopbygningen af byen?

Hævn og had præger billederne fra Mosul, hvor dødspatruljer (irakiske soldater og shiitiske militser), smider ISIS-militante ud fra højhuse eller bagbinder og skyder dem for derefter at kaste dem i floden. Denne uciviliserede opførsel, der til en forveksling ligner ISIS', forsvarer de med, at ISIS og deres sympatisører vil sprede deres budskab, hvis de kommer i fængsel, eller de vil købe sig fri via bestikkelse, hvilket viser, hvor stort problemet med korruption og bestikkelse er i Irak.

Men hvordan man så end vender og drejer konflikten og Mosuls befrielse, så er de civile som altid taberne. I Mosul er de blevet brugt som menneskelige skjolde af ISIS og forhindret i at søge i sikkerhed. Og de er blevet udsat for ubarmhjertige angreb og overgreb fra de irakiske regeringsstyrkers, militsernes og den amerikanskledede koalitions side. Menneskerettigheder er tilsyneladende ikke mere end nogle fine tomme ord på et stykke dyrt papir!

Man anser, at mere end 600.000 indbyggere er flygtet ud af Mosul, og at der i forvejen er mere end tre millioner internt fordrevne irakere, hvoraf de fleste er sunnimuslimer fra Hawija, Tikrit og al-Anbar-provinsen samt kristne og yazidier fra den nordlige del af landet. Spørgsmålet nu er ikke bare, hvordan og hvor længe nødhjælpsorganisationerne (og til dels den irakiske stat) kan klare at forsyne alle disse mennesker med nødhjælp. Men også hvornår og hvordan styret i Bagdad har tænkt sig at påbegynde genhusningen af de mange flygtninge? Flygtninge, der måske ikke bare har mistet deres kære, men også deres hjem, som enten ligger i ruiner eller er blevet "indtaget", og nu er beboet af fremmede. Lige for tiden ser det ud, som om opførelsen af store flotte indkøbscentre i Bagdad og renoveringen af de (shiitiske) religiøse valfartssteder er vigtigere, foruden at korruptionen blandt landets politikere er enorm.

Politikerne viser en nærmest ligegyldighed overfor ikke blot Iraks sunnimuslimer, men også overfor en stor gruppe af landets shiamuslimer i den midterste og sydlige del af landet. Dette på trods af, at koalitionens kommandør, den amerikanske general Townsend, har udtalt, at styret i Bagdad må bestræbe sig på at finde en løsning, så landets sunnimuslimer også føler sig politisk repræsenteret. Flere amerikanske officerer, som har deltaget i kampen mod ISIS som rådgivere, har ligeledes påpeget, at de er mere nervøse for, hvad der følger efter kampen mod ISIS. Og at styret i Bagdad snart skal få hænderne op af lommerne for at forhindre yderligere kaos, radikalisering og sekterisme, hvilket bl.a. indebærer mindre loyalitet overfor præstestyret i nabolandet Iran.