Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Populisme. Skældsord uden indhold


Populisme. Skældsord uden indhold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Peter Bundesen, cand. mag., Odense
Billede
Debat. 

Udtrykket populisme er i de seneste år blevet meget dominerende i den politiske debat. Donald Trump, Victor Orbán, Marine Le Pen osv. kaldes rask væk populister. Desværre optræder udtrykket efterhånden mest af alt blot som et skældsord uden nogen nærmere indholdsangivelse. Således er for eksempel medlemmer af Dansk Folkeparti blevet kaldt populister, fordi de vil skyde ulvene i Jylland. Hvis vi skal komme ud over blot at smide et skældsord efter hinanden, er der derfor al god grund til at få klarlagt, hvad der nærmere ligger i begrebet.

Hvis vi går semantisk til værks, opstod begrebet i USA ved udgangen af 1800-tallet som betegnelse for den politiske bevægelse, der samledes omkring Peoples Party. Det repræsenterede midtvesten-landmændenes interesser overfor de store jernbaneselskaber og banker. Partiet vendte sig mod samfundets magteliter, som landmændene især var afhængige af, idet de havde brug for billige lån til at etablere deres landbrug og jernbaner til at transportere deres produkter til østkysten. Partiet blev set som mest af alt venstreorienteret, idet det også gik ind for ligestilling mellem køn og racer. Deltagerne blev oprindelig kaldt "populister" af deres modstandere, men de overtog selv udtrykket, hvorfor det indenfor bevægelsen fremstod som noget positivt at være populist.

Nu er det modstanderne, der i debatten bruger udtrykket nedsættende og mest som betegnelse for politiske højrebevægelser. Hvordan kan det hænge sammen?

Jan-Werner Müller gør i bogen "Hvad er populisme?" opmærksom på, at udtrykket i den europæiske tradition til forskel til den amerikanske altovervejende har haft en negativ klang. Her har populisme ikke blot angivet noget anti-elitært, men også noget tendentielt anti-demokratisk, fordi de populistiske ledere påstår, at kun de repræsenterer det sande folk, mens de øvrige partier repræsenterer en korrumperet eller i det mindste en selvtilstrækkelig elite. Müller definerer derfor populisme ved to forhold: For det første ved at repræsentere en antielitær politisk bevægelse og for det andet ved at gøre krav på at repræsenterer det sande folk. Det betyder, at alle populister en imod establishment, men ikke alle, der kritiserer eliterne, er populister. Hermed falder de oprindelige amerikanske populister udenfor hans definition.

Müller påpeger imidlertid også, at det populisterne anser som "folket", ikke er et empirisk bestemt begreb. Deres forestilling om et homogent folk med en entydig vilje har ikke noget empirisk belæg. Der er meget mere tale om et normativt bestemt begreb. Derfor kan for eksempel det populistiske parti i Finland kalde sig "De sande finner" til trods for, at det vælgermæssigt kun er et middelstort parti. Folkeviljen antages her at være moralsk ren. Hvorfor den primære politiske sondring går mellem det, der er det moralsk rigtige og det forkerte. De, som ikke tilslutter sig det moralsk rigtige, bliver betragtet som modstandere af det sande folk. Samtidig ser populisterne sig selv som de eneste, der repræsenterer dette folk. Det er denne antipluralisme, som er baggrunden for, at Müller kalder populisterne tendentielt antidemokratiske.

Samtidig er den moralske afgrænsning mellem "folket" og "ikke-folket" i praksis ofte ganske uklar. Her i Danmark behøver vi blot at tænke på den noget indholdstomme diskussion om, hvad der er dansk og hvad der er udansk. Afgrænsningens primære funktion bliver at bidrage til udgrænsning af forskellige minoritetsgrupper, der ses som afvigende fra og en trussel mod det sande folks værdier. Tilsvarende er afgrænsningen af hvad, der er eliten - selvom den altid omtales i ental - også meget uklar. Fx når man i Dansk Folkeparti omtaler eliten, er det gerne noget med Østerbro i København, akademikere og medier som DR og Politiken.

I populismen ligger der derfor også en forskydning i politikken fra interessepolitik til identitetspolitik. Müller påpeger, at det ikke er den enkeltes erhvervsmæssige situation (og heller ikke, hvordan ens egen livssituation vurderes), der primært motiverer de populistiske partiers vælgere, men det er derimod deres vurdering af samfundets samlede moralske tilstand og hermed, hvad der moralsk truer folket og dets værdier. Det betyder, at politikken forskydes fra en interessekamp om samfundets goder til i højere grad en kamp om at sikre samfundet og hermed folket mod negative antifolkelige og ofte udefra kommende trusler. Denne samlede vurdering af samfundets tilstand behøver derfor ikke at være baseret på gode eller dårlige tal for de økonomiske og sociale forhold, idet truslerne er noget mere generelt undergravende og derfor må bekæmpes.

Forholdet mellem vælgere og politisk ledelse i populistiske partier er også interessant. Ofte antages det, at ledelse i populistiske partier forudsætter en karismatisk leder. Müller påpeger imidlertid, at dette ikke behøver at være tilfældet. Det afgørende i den populistiske optik er, at partiledelsen har patent på at kunne forstå den sande moralske folkevilje og repræsentere den korrekt. Derfor har populistiske partier ofte meget svært ved at indgå kompromisser på deres moralske kærneområder, idet det kan stille spørgsmålstegn ved deres repræsentativitet for det sande folk. Derimod er det meget nemmere for dem at lave kompromisser på de mere traditionelle økonomiske og sociale områder.

Som det er fremgået at ovenstående så er populisme ikke nødvendigvis kun knyttet til bestemte politiske partier. Der er frem for alt tale om bestemte politiske holdninger og strategier, som drejer sin om at fremhæve forskelligheden mellem det sande folk og dets modstandere i eliten. Derfor er de populistiske holdninger og strategier, omend i meget forskelligt omfang, også bredt fordelt over det politiske spekter. Så selvom de populistiske partier fremgang er blevet bremset ved de seneste valg i Holland, Det forenede Kongerige (UK) og Frankrig, så har populismen her som holdning og strategi fortsat en meget betydelig indflydelse på den politiske udvikling. I flere østeuropæiske lande er de populistiske partiers dominans nærmest uantastet.