Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tendenser. Ti paradokser i vor tid

Gunnar Lind Haase Svendsen

Tendenser. Ti paradokser i vor tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

 

Alt virker så naturligt og tilforladeligt i den tid, man lever i. Vi vænner os gradvist til det ideologiske klima, og i egen selvforståelse er vi milevidt fra irrationelle, totalitære ideologier som kommunismen. Imidlertid vil vore efterkommere om 50 år vil sige om vor tid: Hvilken paradoksernes tid!

Jeg vil skitsere ti store paradokser i en dansk/vesteuropæisk kontekst - fænomener, der rummer en klar, logisk brist og som sådan strider mod sund fornuft. Ikke desto mindre består de - og italesættes tillige ofte som noget helt naturligt og nødvendigt. Paradokserne er selvsagt ikke udtømte hermed - nævnes kunne fx også klimaændringer og generel degeneration af menneskeheden, sidstnævnte paradoksalt nok pga. medicinske landvindinger.

1: De onde er de gode: Jeg er oprindeligt uddannet antropolog, og på antropologi-studiet var det første bud: Du skal respektere andre kulturer. Det blev hurtigt til: Du må ikke kritisere andre kulturer undtagen din egen. Hvis du stiller spørgsmålstegn ved denne universelle sandhed - fx kritiserer islamiske kulturer - er du per definition ond. Spørgsmål om, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, blegner overfor følelsesargumenter baseret på ideologiske buzzwords som kulturel diversitet, tolerance og interkulturel forståelse. Ytringsfriheden er underlagt godhedsideologien, og vi har reelt ikke længere fuld ytringsfrihed i Danmark. Du kan risikere liv og lemmer, karriere og social død, hvis du fremfører 'onde' budskaber (tænk på folk som Naser Khader og Pia Kjærsgaard, som har livvagter 24 timer i døgnet). Hermed bliver de, der rent faktisk kæmper for universel retfærdighed, udråbt som de onde (nationalkonservative, racister osv.), mens de, der grangiveligt kæmper for retfærdighed (men som alene forfægter en ukritisk 'respekt for alle kulturer'), fremstilles som de gode.

2: Ulandsbistand og udviklingslammelse: Ønsket om at være god og stueren udmøntes i en godhedsindustri. Her er ulandsbistanden en stor branche. Individuelle lande - eller personer - kan booste deres symbolske kapital ved at advokere for mere bistandshjælp betalt af skatteborgere. Denne industri blev opbygget efter Anden Verdenskrig ud fra et ægte ønske om at 'ophjælpe ulandsbefolkningen', men i tiltagende grad også som en godhedskonkurrence blandt 'industrilande'. Den danske bistand på 15 mia. kroner om året har mestendels bidraget til at handlingslamme afrikanske, asiatiske og mellemøstlige stater (der hindres i selv at tage ansvar for egen udvikling), øge den økonomiske ulighed (pga. korruption, der primært gør de rigeste rigere) og i det hele taget pervertere disse landes økonomier. Hvorfor man ikke for længst har afskaffet ulandsbistanden, der i enhver henseende er uretfærdig (overfor hjemlige skatteydere såvel som 'almisse-befolkninger', man ikke ønsker at handle med som ligeværdige partnere), er en gåde, som vil give eftertidens historikere meget interessant arbejde.

3: Intolerance tolereres: Godhedsideologien er rummelig overfor alle kulturer undtagen den del af dens egen (vesteuropæiske) kultur, der kritiserer den. Fx kan Mehmet Necef og Lars Aslan Rasmussen kritisere herboende tyrkere, hvilket ikke er tilladt etniske danskere. Tolerancetærsklen er meget høj overfor selv eklatant intolerante kulturer, der praktiserer forfølgelse af minoriteter, kvindeundertrykkelse, mv. Et enkelt eksempel er Folkekirkens stiltiende accept af forfølgelse af kristne i muslimske lande.

4: Overbefolkning og redning af menneskeliv: Godheden strækker sig til hele jordens befolkning, der skal holdes i live. Og det alt imens jordens befolkning vokser drastisk med uoverskuelige konsekvenser (migration, sult, epidemier, krige). Sultende børn er et uudholdeligt syn, og det er godt og forståeligt, at nogen vil hjælpe. Imidlertid bevirker subsidieøkonomien, at politiske ledere i 'udviklingslande' med hurtigt voksende befolkninger ikke har nogen virkelig motivation til at begrænse befolkningsvæksten, hvorfor ulandsproblemerne ikke er temporære, men desværre strukturelle.

5: Ingen dødshjælp, men gerne massedrab: Politisk korrekte, gode mennesker værner som sagt om kulturer og menneskeliv. Derfor er de imod aktiv dødshjælp til folk, der lider af en uhelbredelig sygdom. På samme tid generer det dem ikke, at der hvert år dræbes 16.000 mennesker i Danmark, eufemiseret som 'fri abort'.

6: Velkommen, du er uønsket her! Godhedsideologien røber sig også i indvandringspolitikken, hvor man - som land eller individ - anses for 'ond', hvis man ikke tager imod flygtninge og indvandrere fra hele verden. Derfor har Vesteuropa de sidste 30-40 år udsat sig selv for et kolossalt demografisk eksperiment, der for altid vil ændre den befolkningsmæssige sammensætning i disse lande. Den store majoritet i befolkningerne ønsker ikke de mange, svært integrerbare flygtninge og indvandrere med ikke-vestlig baggrund, der i øvrigt udgør en enorm, økonomisk belastning. Alligevel dikteres politikere af godhedskonventioner og -diskurser til at vedblive at modtage flere og hermed bevare et skin af at være gode samaritanere. Et indvandrerstop anses for en moralsk umulighed.

7: Ofre og skaffedyr: Det er efterhånden blevet en legitim karrierevej i velfærdssamfundet at gøre sig selv til offer - selvstigmatisering - ofte med henblik på at maksimere overførselsindkomster fra den gavmilde stat (få styr på din socialrådgiver, ingen kvaler - systemer betaler, osv.). Dette er naturligvis til stor skade for de virkelige ofre (fx kronisk syge), der 'udkonkurreres' af de professionelle ofre som et resultat af Gøgeungeeffekten. En profitabel kombination er både at være offer og kriminel (fx stjæle, lave sort arbejde, socialt bedrageri mv.). Så får man på én gang ekstra sympati og penge. Den eneste, der absolut ikke har mulighed for at anvende offerrollen er den højtuddannede, midaldrende, etnisk danske mand med høj indkomst. Han skal brandbeskattes (og evt. mistænkeliggøres). På den måde er det comme il faut, at snydere belønnes, mens de vigtigste nettobidragsydere straffes. Meget interessant for kommende historikere!

8: Demokrati og monarki: Vi praler af, at vort demokrati er et meritokrati. Det modsiges af et anakronistisk monarki, der koster statskassen et trecifret millionbeløb hvert år. Kongelige og indgifte har krav på en apanage, de i grunden ikke har gjort sig fortjent til. Det meste af året ligger slotte som Marselisborg Slot og Gråsten Slot uvirksomt hen, ditto gør kongeskibet Dannebrog + fuld besætning.

9: Topstyring og selvledelse: Det er højeste managementmode at lave gennemgribende reformer udtænkt af 'innovative' folk. Efterfølgende fralægger man sig som ledelse ethvert ansvar for implementeringen af disse reformer - under symbolsk camouflage som 'selvledelse', 'decentralisering', 'selvansvar'. Resultatet fører ofte til organisatorisk Kaos & Kælvning - dvs. opkomsten af en underskov af nye råd, udvalg, arbejdsgrupper, der skal lappe på den ansvarsfordeling og det beslutningshierarki, der ligger i ruiner. Resultat: Møder i én uendelighed med store alternativomkostninger. Under denne kategori hører også ministerielle omstruktureringer og de hyppige centraliseringsreformer, der indbefatter nedlæggelser af skoler, vuggestuer og børnehaver, biblioteker, politistationer/landbetjente, domstole - og en hale af pseudo-demokratiske processer (høringer, strategiarbejde mv.), som har stjålet gode folks tid og motivation. Til paradokset hører også den stigende kontrol af offentligt ansatte i tillidslandet Danmark (fx hjemmehjælpere, skolelærere) samt 5 regioner lavet på et tegnebræt, som alt andet lige modvirker enhver form for regional identitet og socioøkonomisk sammenhængskraft.

10: En statskirke i et sekulært samfund: Endelig kan man som en lille kuriositet undre sig over, at den danske folkekirke stadig er en statskirke, finansieret af kirkeskatter og med eget ministerium. Og det til trods for en stabil sivning af medlemmer og generel afkristning.

Alt i alt lever vi i en selvmodsigelsernes tid i et ideologisk klima, hvor den politiske korrekthed trives og til stadighed formår at camouflere de mange logiske brist (men, må det tilføjes, ekstremt spændende for fremtidens historikere!) Vi kan i så henseende siges at hale ind på de hedengangne, groteske, kommunistiske regimer.