Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


"Tirpitz" fortæller væsentlig historie. Krigens mange nuancer


"Tirpitz" fortæller væsentlig historie. Krigens mange nuancer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


mag. art. Trige Hellmut Seifert Toftdahl
Picasa
Debat. 

Vestjylland har fået en værdig konkurrent til Østjyllands museer, Moesgaard og Aros. Som aldrende krigsbarn var det en tankevækkende oplevelse at besøge Tirpitzmuseet og se besættelsestiden præsenteret uden efterkrigstidens traditionelle filter af ensidig hyldest til modstandsbevægelsen: En tysk soldat fortæller ømt om sin forelskelse i en lokal "feltmadras", der præsenteres som en køn og glad, eventyrlysten ung pige uden den undertone af promiskuitet, der har forfulgt "tyskertøserne" og deres afkom.

Den gamle Gerhard Sahlfeld, der genfandt sine ejendele i en tilsandet bunker, dementerer forestillingen om, at alle tyske soldater var onde. Der berettes tro mod historien om de første år af besættelsen som gyldne tider for alle de vestjyder, der havde sans for at tjene hurtige penge - som i øvrigt, oplyses det, blev betalt af den danske stat. Dette kunne ikke være vist for bare 10 år siden, hvor alt, som ikke stemte med "sejrherrernes" fortælling, var tabubelagt.

Jeg selv er barn af en vestjysk "Lilli Marleen", en begavet og stærk kvinde, som forblev tro mod sin tyske elsker - min far - selv om han aldrig vendte tilbage efter befrielsen. Han var officer og ansvarlig for byggeriet af bunkerne ved Agger, og som barn beundrede jeg den flotteste af bunkerne, som endnu står nord for Agger. Jeg kaldte den stolt "fars sommerhus" - og har altid været stolt af min tyske diversitet.

Også min far var et eksempel på den gode tysker: En begavet, civiliseret kunstmaler og skuespiller. Han var hardcore kommunist, som udelukkende lod sig hverve som soldat for at undgå samme skæbne som sine kammerater, der endte deres dage i KZ-lejre. Han var glad for livet i Thy med bygningen af Atlantvolden, der skulle beskytte os mod de allieredes krigsmaskine, og set i bagklogskabens lys har det monstrøse byggeri måske forskånet Jylland for at blive smadret, således som Normandiet blev det.

"Flødeskumsfronten" kaldte han landet med de kærlige kvinder, samarbejdsvillige danske entreprenører og driftige bønder, som solgte soldaterne mælk, æg, cement, arbejdskraft og slagtekvæg. Han havde et godt og fortroligt forhold også til de lokale modstandsfolk, hvilket kom min mor til gode, da pøbelen 5. maj 1945 kom for at kronrage hende. Seriøse modstandsfolk reddede hende og flere andre fra pøbelens gadevold ved at internere dem i et fængsel i Vestervig Thinghus.

Hvis man efter et besøg på Tirpitzmuseet vil vide mere om denne del af besættelsestiden, kan man køre 170 km længere nordpå til den lille by Vestervig i Thy, hvor denne ubesmykkede del af besættelseshistorien siden 2014 i al beskedenhed har været veldokumenteret i Vestervig Thinghus Fængselsmuseum.

I det gamle retslokale ses avisudklip med detaljerede beskrivelser af arrestationerne og interneringerne. Journalisterne havde svært ved at skjule deres begejstring over at se navngivne frisører, en praktiserende læge, handelsmænd, forretningsfolk og vognmænd, udhængt til almindelig moro for sensationshungrende thyboere. De sammenstimlede tilskuere mødte lastbilerne med arrestanter under "klapsalver og jubel", men "alt foregik i god ro og orden", kan man læse.

De 12 celler i arresten kunne slet ikke klare presset med 30 anholdte, så nogle af "feltmadrasserne" måtte deles om den ene madras, der var i den 7m2 store celle. Her ventede de i op til en måned med at komme for en dommer, men de slap for den ydmygende klipning, som fra mange egne af landet er foreviget gennem de billeder, gadepøbelen triumferede med af sine hævntogters ofre.

Historiske monumenter diskuteres meget for tiden. Den politiske korrekthed ser gerne "ukorrekte" mindelser om fortidens "fejltrin" udraderet af historien, som f.eks. sydstaternes monumenter over den amerikanske borgerkrig og visse spanske politikeres ønske om at fjerne diktator Francos mausoleum over sig selv. Men der bør være forskel på monumenter og museer: Monumenter er mindesmærker, som ærer de døde, og derfor gerne ødelægges af dem, der besejrede de døde. Museer skal dokumentere og hverken glorificere eller lægge for had.

Derfor er det godt, at vi nu, hvor modstandsbevægelsens kanoniserede helte er ved at være borte, endelig tør vise, at besættelsestiden rummer andre fortællinger end dem, der fik patent på sandheden om danskernes modstandsvilje. Vi er dog ca. 12.000 krigsbørn, som stadig kan fortælle en alternativ historie om vores 60.000 mødres spektakulære, inkluderende kærlighedserfaringer med kultiverede og galante tyske soldater.