Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dambrug mærker rift om fiskene - men fredningssag bremser udviklingen

Står det til Danmarks Naturfredningsforening skal et område på 858 hektar i Vejle Ådal fredes. Lokalpolitikere kalder det for et helt unødvendigt tiltag, og dambrugsejere i området forudser, at det vil bremse udviklingen af deres erhverv. Foto: Morten Pape

Dambrug mærker rift om fiskene - men fredningssag bremser udviklingen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dambrugsejere indviede borgmester Jens Ejner Christensen i, hvilke konsekvenser en eventuel fredning af Vejle Ådal vil få for dem og deres arbejde.

Vork: Hvorvidt Vejle Ådal skal fredes, er langt fra afgjort endnu, men dambrugsejerne i området kan allerede mærke konsekvenserne. Efter sagen er kommet under behandling hos Fredningsnævnet, er det ikke længere tilladt at foretage ændringer i området, herunder at udvide dambrugene, som flere af ejerne ønsker.

- Vi må ikke engang bygge en carport, lyder det tørt fra Jørgen Jøker, der ejer to dambrug i området.

Han havde onsdag eftermiddag sat borgmester Jens Ejner Christensen (V) i stævne hos sine kolleger i branchen, Birgit og Flemming Skov, der driver dambrug på Vorkvej. Til stede var også byrådsmedlemmerne Lars Schmidt (V) og Christoffer Melson (V), der ligesom borgmesteren fik et indblik i, hvilke konsekvenser fredningssagen har for dambrugsejerne.

Hvis man kender de lokale forhold, kan man nemt se, at vi får meget mere natur for pengene ved at samarbejde med lodsejerne om området. Det er rigtig svært at forstå, hvorfor der sidder nogle over i København og mener, at det er bedre med en fredning.
Christoffer Melson, byrådsmedlem for Venstre
Sagen kort
Danmarks Naturfredningsforening har indsendt et fredningsforslag til Fredningsnævnet. Forslaget omfatter 858 hektarer i Vejle Ådal og berører 132 lodsjere.Formålet med foreningens forslag er at sikre naturen i området og at få kontrol over dens videre udvikling.

Flere lodsejere samt et flertal i Vejle Byråd er modstandere af forslaget med den begrundelse, at det fratager de lokale parter for at udvikle området sammen, og at en fredning er unødvendig, fordi naturen ikke er i fare.

Radikale Venstre og SF støtter forslaget.

Der er også uenighed om omkostningerne ved en fredning. Danmarks Naturfredningsforening mener, det vil koste 3,7 mio. kroner, mens Vejle Kommune anslår beløbet til at være knap ti mio. kroner. Uanset prisen skal kommunen betale mellem en tiendedel og en fjerdel.

Oplever stor efterspørgsel

For to år siden begyndte Birgit og Flemming Skov at omlægge deres dambrug til et økologisk et af slagsen, og siden da har de mærket en stor interesse for deres økologiske ørreder.

- Vi har oplevet en kæmpe efterspørgsel, og derfor vil vi gerne prøve at udvide, men det kan vi ikke, hvis området bliver fredet, siger Flemming Skov.

Skal ægteparret udvide bestanden, kræver det, at der bliver lavet nye damme udenfor det område, der er i brug i dag, men det er ikke tilladt, hvis området bliver fredet. At udvide dambruget nu er heller ikke tilladt, så længe Fredningsnævnet behandler fredningsforslaget. En proces, der meget vel kan tage et par år.

- Vi havde også snakket om at anlægge en sø på grunden, der kunne fungere som et rekreativt område, men det kan vi heller ikke. Som jeg læser forslaget, må vi heller ikke udvide vores have, siger Birgit Skov.

Jørgen Jøker ser også sin mulighed for at udvide forretningen smuldre med fredningsforslaget.

- Vi eksporterer 95 procent af produktionen til udlandet. Det kan måske se lidt banalt ud, hvis man kommer herud og kigger på det, men det er faktisk meget unikt, det vi laver, men vi kan på ingen måde se os udvide vores virksomhed, hvis området bliver fredet. Det vil føre til stilstand, siger Jørgen Jøker, der kan frygte, at stilstanden i sidste ende vil gøre kål på erhvervet i Vejle Ådal.

Som at blive slået hjem i ludo

De fremmødte politikere er - ligesom et flertal af Vejle Byråd - også imod, at Vejle Ådal bliver fredet, fordi de forudser, at det vil bremse udviklingen i området og samtidig blive en dyr affære for kommunen.

De foretrækker i stedet at fortsætte det årelange samarbejde med lodsejerne på miljøvenlig vis.

- Nu har vi i lang tid i øvet os på at gå i dialog for at finde den rette løsning for området, og så er det som at blive slået hjem i ludo, hvis der skal trækkes noget ned over hovedet på os fra centralt sted. Det giver ikke ret meget mening, siger Jens Ejner Christensen.

Alle de berørte lodsejere får mulighed for at sige deres mening på fredag, hvor der holdes et offentligt høringsmøde om fredningsforslaget i Bygningen i Vejle klokken 9.