Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


16-årig iværksætter sælger tøj med historie

Vejle: 16-årige Viktor Koefoed Sand bruger det meste af sin fritid på sit tøjfirma Le Chasse. Den driftige unge mand har lager og kontor hos sin fars firma Nortec. Foto: Mads Hansen

16-årig iværksætter sælger tøj med historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For Viktor Koefoed Sand handler det ikke kun om at tjene kassen. Han søger en dybere mening med sin nystartede virksomhed.

Vejle: I et lille rum på 1. sal i Nortecs lokaler på Ellehammersvej står et lille skrivebord og en lille reol ved siden af.

Her holder 16-årige Viktor Koefoed Sand til, når han arbejder. Han arbejder ikke for Nortec - han arbejder for sig selv. På reolen ligger en bunke sorte t-shirts. På ærmerne er der en gul stribe, og trykt på forsiden står der "Rich on love" og "1804-1870".

- Der er en historie bag hvert design. I min første kollektion handler det om romantikken i Danmark, som varede fra 1804 til 1870. Rig på kærlighed var noget, min mor plejede at sige til mig, fortæller Viktor Koefoed Sand.

Tidlig iværksætter-start kan give fordele
Jeg kan godt lide tanken om at have sit eget og være sin egen chef. På den måde udlever jeg drømmen.
Viktor Koefoed Sand, virksomhedsejer
Viktor Koefoed Sand
16 år og virksomhedsejer. Har tidligere startet tøjfirma med tre kammerater, men er nu alene om sit nye projekt "Le Chasse". Navnet betyder jagt eller jagten på fransk.Går til dagligt på HHX, hvor han netop er begyndt efter sommerferien. Tager ofte hen på kontoret hos Nortec efter skole, hvor han bruger mange timer på at arbejde. Weekenderne holdes som regel fri, så der også er tid til at prioritere venner og fester.

Iværksætterblodet kommer ikke fra fremmede. Det var hans farfar, som for 29 år siden etablerede Nortec. I dag er Viktor Koefoed Sands far Michael Sand administrerende direktør samme sted.

Ingen hurtige millioner

Viktor Koefoed Sand, søn af ejer og administrerende direktør i Nortec, Michael Sand, er kun 16 år, men ambitionsniveauet fejler bestemt intet.

Han har på et halvt års tid skabt tøjmærket "Le Chasse", hvor "romantik-trøjen" er første - og hidtil eneste - design fra den unge iværksætter. Selvom der kun er en trøje i første kollektion, så har den unge virksomhedsejer ikke travlt - der er andre ting, som er vigtigere.

- Jeg vil gerne gøre noget, som er lidt atypisk og gøre det selv, fortæller han, som allerede for halvandet år siden forsøgte sig med et tøjfirma.

Det gjorde han sammen med tre venner, og hurtigt fandt Viktor Koefoed Sand ud af, at her var noget, han virkelig brændte for.

- Jeg fik motivationen og lysten til at gøre det anderledes. Jeg blev bidt af det, siger han.

Det første firma blev født på drømmen om hurtigt at tjene en million og feste. Viktor Koefoed Sand lærte dog tidligt, at det ikke går så nemt, og at det kræver hårdt arbejde at drive en forretning. Derfor er han også gået anderledes og mere ambitiøst til værks, da idéen til "Le Chasse" tegnede sig.

Dyr begyndelse

Tøjet bliver produceret i Danmark - der skal ikke kunne sættes en finger på kvaliteten - og den driftige unge mand har allieret sig med den Vejle-baserede model Kristoffer Førby for at få sin første kollektion ud over rampen.

Det har været en dyr begyndelse for "Le Chasse" - og det er også en del af forklaringen på, at kollektionen med navnet "Chapter I", kun består af en t-shirt med Viktor Koefoed Sands design. Næste design er dog allerede på tegnebrættet, men hvad det præcis bliver, vil den 16-årige endnu ikke fortælle.

- Jeg holder kortene så tæt ind til kroppen som muligt. Hvis folks eneste forventning er det, de selv skaber oppe i hovedet, så vil det overraske på den ene eller den anden måde, lyder ræsonnementet.

På spørgsmålet om, hvor han ser sig selv og "Le Chasse" om fem år, er svaret klart.

- Om fem år tror jeg, at jeg vil have en stor og fin kollektion, som jeg er tilfreds med. Jeg vil blive ved med at gøre det, jeg gør. Da jeg fortalte folk om det her, var der nogle, som sagde, at en 14-15-årig dreng ikke kunne få succes med sådan noget, som det her. Det vil jeg modbevise, slår han fast.