Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et år i nye rammer: Havnegrillen er blevet lidt mere end en grillbar

Siden sidste sommer er der kommet vindafskærmning for at beskytte gæsterne på træterassen mod den stærke vind, der kan dukke op ud til vandet. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Et år i nye rammer: Havnegrillen er blevet lidt mere end en grillbar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter en brand fik Havnegrillen sin nye placering ved Gl. Havn og Kanalbyen. Vi tog en snak med Tommy Jensen om Havnegrillens første år.

Fredericia: På facaden står der stadig "Havnegrillen" med tydelige, røde bogstaver. Men en indelukket terrasse og et par store vaffelis på samme facade vidner om, at grillbar-begrebet er blevet udvidet en smule.

Det er lidt over et år siden, at Havnegrillen åbnede op igen efter en brand, som kostede de gamle lokaler. Dengang lå Havnegrillen ud til Oldenborggade, men efter branden kom indehaver Tommy Jensen i dialog med FredericiaC, som ønskede noget i området, der var lidt mere end en grillbar.

Kort efter fandt han sammen med hustruen den nuværende bygning på en tvangsauktion og placerede Havnegrillen et stykke længere inde i den kommende kanalby omringet af Gl. Havn og kanalerne.

- Det er jo stadig en grillbar. Det signalerer lidt mere café, men det er café for alle. Vi har opgraderet vores møbler og lavet træterrasse og vindafskærmning for at signalere, at det er noget andet end bare en havnegrill. Men vi skal heller ikke gøre det til noget, som det ikke er. Jeg er inkarneret fastfoodmand, siger Tommy Jensen.

Det er jo stadig en grillbar. Det signalerer lidt mere café, men det er café for alle. Vi har opgraderet vores møbler og lavet træterrasse og vindafskærmning for at signalere, at det er noget andet end bare en havnegrill. Men vi skal heller ikke gøre det til noget, som det ikke er. Jeg er inkarneret fastfoodmand.
Tommy Jensen, indehaver af Havnegrillen

God sommerstart

Hvor den første sommer sidste år blev lidt hektisk og en test af, hvad der skulle gøres anderledes, så har han og personalet brugt vinteren på at forberede denne sommer, som er startet ganske godt. Og på de solrige dage er det næsten gået for godt.

- Vi prøver at gøre vores bedste. Men når der står 20 meter kø ud ad grillen, så lægger det pres på en lille forretning som vores. Den er slet ikke designet til at have så travlt. Vi har over 200 siddepladser, og det er helt vildt for en grillbar. Når solen skinner, er der kø hernede, og det er uanset, hvor meget personale jeg har på.

- Jeg havde ikke turdet håbe på, at det ville blive så godt. Vinteren kender vi ikke så godt endnu, for vi har kun haft første sæson, men hvis sommeren fortsætter som hidtil, så tror jeg også, at vi går en forholdsvis god vinter i møde, siger han.

Is og musik

En af satsningerne i den nye udgave af Havnegrillen har været is, som folk har kunnet nyde på en gåtur i Kanalbyen.

- Vi vil gerne have, at folk bliver i Fredericia i stedet for at køre til Middelfart for at få is. Jeg synes, at vi nu har fået området til det, og vi prøver at være knap så nærige med isen for at lokke folk til, for det, som Fredericia kommer til at byde på hernede, bliver rigtig fedt over en årrække, siger Tommy Jensen.

I juni forsøgte han sig for første gang med et større arrangement, hvor der var livemusik og helstegt pattegris. Det blev en stor succes med 100 gæster, og lignende arrangementer er noget, som han vil gøre mere ud af.

- Området er selvfølgelig stadig i en byggeproces, som udvikler sig, og vi ved jo ikke helt endnu, hvad det bliver til. Men bare kanalerne og aktiviteterne er med til at lokke folk, og nu vil vi også forsøge os med noget mere livemusik for at trække flere herned. Men vi vil stadig være tro mod vores koncept, siger han.