Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lokal sparekasse runder 10 år: Vi har det rigtig godt

- Vores kundeportefølje kan vi sagtens leve af. Vi er pænt over, hvad der kan betegnes som bæredygtig, siger Claus Jakobsen, direktør i Den Jyske Sparekasse i Juelsminde. Foto: Emil Fibiger

Lokal sparekasse runder 10 år: Vi har det rigtig godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den Jyske Sparekasses kundekartotek i Juelsminde vokser stadig efter 10 år i byen. Udviklingen er med til at sikre dens fortsatte lokale tilstedeværelse, mener filialdirektør.

Juelsminde: I en tid, hvor byer rundt om i hele landet mister bankfilialer, kan borgere i Juelsminde glæde sig over, at byen stadig har to.

Den ene af dem, Den Jyske Sparekasse, fejrer fredag 10-års-fødselsdag, og fødselaren meldes i god form.

- Vi har det rigtig godt. Vi startede jo ud med nul kunder og har i runde tal 3000 i dag. Det har været nogle gode år for os, siger filialdirektør Claus Jakobsen.

- Vi har det rigtig godt. Vi startede jo ud med nul kunder og har i runde tal 3.000 i dag. Det har været nogle gode år for os.
Claus Jakobsen, filialdirektør, Den Jyske Sparekasse.

Er kun gået en vej

Siden åbningen i pavillonen på den gamle busholdeplads i maj 2007 er kundekredsen vokset hvert år.

Tilgangen set over en 10-årig periode placerer filialen i top blandt sparekassens filialer, der er spredt i 22 byer i Danmark. Målt på antallet af forretninger, altså bl.a. udlån, er den lokale filial lige så godt med, fortæller Claus Jakobsen.

Derfor er forventningen, at det bliver til flere fødselsdage i Juelsminde.

Tror på fremtiden

- Vi er i en branche, hvor der sker ting og sager, men så længe vi fortsætter den positive udvikling, kan jeg ikke forestille mig ændringer for os, siger filialdirektøren.

Da markedet for nye kunder har en naturlig grænse i Juelsminde, er det især vækst i forretninger med kunderne, der rummer et potentiale i årene, der kommer, vurderer Claus Jakobsen.

Lokale ansigter betaler sig

Han peger på lokalt kendskab som det afgørende for at have opnået succes i Juelsminde.

- Vi startede med et nærmest 100 procent lokalt Juelsminde-hold, som alle havde et bredt netværk i byen. Der er ingen tvivl om, at det var nøglen, da vi skulle erobre kunder, siger filialdirektøren.

Mursten er et plus

Sparekassens flytning til den gamle posthusbygning på Rousthøjs Allé i 2010 rykkede også meget.

- Vores pavillon var egentlig fin nok, men det, at vi fik mursten rundt om banken, gav mange nye kunder, husker Claus Jakobsen og griner.

Sparekassen fejrer fødselsdagen ved at byde kunder og forretningsforbindelser på mad og drikke. Det sker fra kl. 13 til 16.