Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


25 år med kræmmermarked: Vi er nødt til at komme hvert år

Niels Vesterlund (forrest) og makkeren John Wølk (i pink i baggrunden) har for 25. gang en stand ved Fredericia Heste- & Kræmmermarked. Foto: Peter Leth-Larsen

25 år med kræmmermarked: Vi er nødt til at komme hvert år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredericia Heste- & Kræmmermarked kom godt fra start, inden regnen kom før middag. Niels Vesterlund og John Wølk har haft en stand hvert år, siden markedet begyndte i 1993.

Fredericia: Fremmødet var stort fra starten, da Fredericia Heste- & Kræmmermarked lørdag åbnede ved Madsby Legepark.

138 kræmmere tog imod kunder i godt markedsvejr - men ved 11-tiden kom regnen. Det tog dog ikke optimismen fra arrangørerne af markedet, som i år fejrer 25 års jubilæum.

- Folk er ikke så sarte over lidt regnbyger efter den sommer, vi har haft. Tidligere skulle det absolut være solskin, før de kom. Sådan er det ikke mere, lyder det fra Thorbjørn Brinch Jensen, der er frivillig - og som i øvrigt var med til at starte markedet for 25 år siden, da han var formand for Fredericia fF.  

Ni-årige Jonathan styrer salget af marsvin og hamstere: Hans forældre fandt hinanden på kræmmermarkedet
Der er to heste med i år, og det redder jo æren.
Benno Erdmann

To heste redder æren

Ligesom dengang er det Benno Erdmann fra Fredericia fF, som står i spidsen. Markedet har altid været mest for kræmmere - og lidt mindre for heste.

- Men der er to heste med i år, og det redder jo æren, lød det med et smil fra Benno Erdmann.

- Det er lidt svært med dyr, fordi der i dag er så mange restriktioner på området. Men vi har en del smådyr med i år. Desværre er der på grund af sygdom ingen kaniner med. Det er et forbud, som er gået ud over mange markeder i år, sagde Benno Erdmann,

Alle besøger kræmmerne

Men kræmmerne er på plads - og mange af dem har været med i mange år. Blandt andre Niels Vesterlund og John Wølk fra Fredericia, der også driver en flytteforretning sammen.

- Vi har alt muligt fra A til Z, fortalte Niels Vesterlund.

Det begyndte i en Toyota Hiace og fire meter stand i 1993. I dag råder de over 23 meter stand og en campingvogn.

- Vi er blevet en institution hernede. Familier, venner og bekendte kommer og besøger os. Vi har alt muligt grej, og det er egentlig lidt noget bøvl. Alt det, vi tjener, bruger vi på mad, i teltet og alt muligt andet. Men vi kan ikke stoppe det igen. Der var et ramaskrig, da vi snakkede om at gøre det. For så kan folk jo ikke komme ned og hilse på os, lød det med et smil fra Niels Vesterlund.

Måske flere end i fjor

Kræmmerne betaler for at have deres stand på markedet. Til gengæld kan de selv beholde en eventuel fortjeneste ved salg af t-shirts, legetøj, kopper, køkkenudstyr, sko, lædervarer og alt, hvad man ellers kan finde på markedet.

Benno Erdmann fra Fredericia fF er manden, der har med kræmmerne at gøre. Men lørdag skævede han også til himlen og den norske vejrtjeneste YR. De sidste år har der været 35-40.000 gæster på markedet, men vejret spiller ind. Om markedet så ender med at give overskud til fodboldklubben afhænger af flere ting.

- Antallet af gæster betyder noget, og det gør antallet af mennesker til fredagens koncert med "Midt om natten" også. Lørdag aften er der damefrokost og Barock, og et godt barsalg vil også bidrage til f'ernes økonomi. Og så har vi også salget i teltene, fortalte han.

Søndag lover YR bedre vejr, og markedet fortsætter. Der er også besøg fra Postmand Per klokken 10.30 - og underholdning fra Sussi og Leo klokken 14.