Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kom med op i toppen af Den Ny Lillebæltsbro

120 meter oppe i den skummetmælksgrå himmel. Den Ny Lillebæltsbro kan fejre 50-års fødselsdag i 2020. Broen var på flere måder forud for sin tid ved indvielsen i 1970. Blandt andet ruster det ikke inden i den hule kasse, som bærer vejbanerne. På grund af en særlig affugtning der hindrer korrosion. Og selvom hængebroen kun rager halvt så højt op som sin storebror på Storebælt, er udsigten stadig svimlende. Bemærk de gamle nitrogentanke i Snoghøj neden for broen til højre. Og Den Gamle Lillebæltsbro fra 1935 i baggrunden. Foto: Vibeke Volder

Kom med op i toppen af Den Ny Lillebæltsbro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom Storebæltsbroen skyder 254 meter i vejret, er det stadig en speciel oplevelse at stå på toppen af Den Ny Lillebæltsbro. For den 120 meter høje kæmpes to oppassere er det derimod en almindelig dag på kontoret.

Fredericia: Det er ikke, at vi silder os sammen fire mand i en trådelevator så lille som en tønde og rasler mod toppen af den 120 meter høje bro. Heller ikke at kvartetten klatrer de sidste 10 meter op inde i betonpylonen. Nej, det er bevidstheden om, at man med et sug i maven ude på den øverste tværribbe på Den Ny Lillebæltsbro stadig kun når den 254 meter høje Storebæltsbro til livet. For den halve himmelfart er rigelig.

Fredericia og Middelfart har dog ingen grund til mindreværdskomplekser. Den smukke, faste forbindelse mellem byerne og mellem Jylland og Fyn indviet for snart 50 år siden kan stadig ranke ryggen. Broen er et monument over den tids byggekunst og tekniske snilde. Akkurat som Den Gamle Lillebæltsbro var det i 1935. Den øjner man i øvrigt selv en våd skummetmælksgrå dag, mens fotografen og to ansatte fra Vejdirektoratet og entreprenørfirmaet Arkil, der har opgaven med at passe den 1700 meter lange bro, slentrer lidt rundt heroppe. De tager billeder, kigger ned og tjekker bygningsværkets tilstand, nu vi er her.

Tog syv år at få færdig
Man kan høre, om broen har det godt. Ligesom ens bil. Er der en forkert lyd? Men broen er godt vedligeholdt
Tom Hansen, driftsassistent, Den Ny Lillebæltsbro

Hvordan lyder broen idag?

De gamle, runde nitrogentanke nedenfor på Jyllands-siden ses som et par små kagedåser, og Fredericia skimtes længere væk.

Middelfart og Strib er helt tæt på, men i Märklin-størrelse. For foden af de indmurede klatretrin i den, overraskende varme, hule bropylon ligger det kendte juletræ af stål foldet sammen som et vasketøjsstativ. Det kommer op og får lys på et par dage inden 1. søndag i advent, fortæller Tom Hansen.

Sammen med kollegaen, Morten Andersen, står han for det daglige tilsyn med den 1700 meter lange bro:

- Man kan høre, om broen har det godt. Ligesom ens bil. Er der en forkert lyd?, fortæller Tom Hansen om jobbet, som foregår oppe og nede samt fra Vejdirektoratets base og materielgård lige ud til motorvejen ovre på Fyn.

Her har de to garvede driftsassistenter deres biler og tavlevogne parkeret, og her findes frokoststue, kontor, værksted og lager med alt lige fra afspærringsudstyr til møtrikker og andre stumper til Den Ny Lillebæltsbro.

- Men broen er godt vedligeholdt, forsikrer Tom Hansen.

Den kan strække sig

Hver morgen foretages en bro-rundering.

Er der gået en pære? Er autoværnet intakt? Er der tabt gods? Fungerer nødstrømsanlægget? Hvor skal der males og bankes, skrues og smøres inde i vejdækket, som er hult og med gennemgående ståhøjde og passage. Der er altid småreparationer at gå i gang med. Tom og Morten instruerer desuden eksterne håndværkere såsom elektrikere, fører logbog over opgaver, sikkerhedstjek og broens almene tilstand. De bestiller varer og dele hjem.

Ikke mindst de seks såkaldte dilatationsfuger skal efterses. Det er de riste, man kører over, så det siger drrrrrr! Fugerne er bevægelig og indbygges i lange broer, så de kan udvide og sammentrække alt efter vejrlig.

- Hvis man tager samtlige de seks dilatationsfugers små bevægelser frem og tilbage på et helt år og lægger dem sammen i et regnestykke, svarer det faktisk til afstanden fra broen og til Slagelse, fortæller Peter Holt.

Han er bygningskonstruktør i Vejdirektoratet og fagprojektleder med broer som ansvarsområde.

Suk, lang vej ned

Peter Holt forklarer også, at broen, der blev rejst fra 1965 til 1970, har særlige affugtningsanlæg installeret:

- De sikrer en luftfugtighed, så den ikke ruster inden i, og det var faktisk den første bro i verden, der blev bygget sådan.

Tom Hansen beretter, at man fra toppen i godt vejr kan se det paddehatteformede vandtårn nord for Vejle, men dog ikke storebrorbroen på Storebælt.

Han holder meget af sit specielle job, og Peter Holt pointerer, at Tom og kollega Mortens kompetencer, erfaringer og opfinderevner er svære at erstatte.

En løsning på problemet med, at elevatorerne i brotårnene kun går fra vejdækket og op - ikke ned - har de dog ikke fundet. Ikke inden for de økonomiske rammer i hvert fald.

- Nej, det er bare på med en rygsæk og ad stigen ned, når der for eksempel skal skiftes en pære, forklarer Tom Hansen:

- Der er fa'me langt ned, og man lærer at huske alt ens værktøj eller bruge noget andet som hammer, hvis den ikke lige kom med.