Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Danske chauffører og høj kvalitet

Vognmand Flemming Thisgaard har haft kontor på Hjortsvangen i Give siden 2007. Foto: Simon Thinggaard Hjortkjær

Danske chauffører og høj kvalitet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Give - Flemming Thisgaards vognmandsforretning har eksisteret i 18 år. Fra Hjortsvangen i Give kører de store lastbiler med vognmandens navn på til hele landet.

Flemming Thisgaards biler kører med næsten alt. Det eneste, han ikke kører med, er dyr og tung specialtransport - for eksempel vindmøllevinger. Virksomheden har 35 ansatte - 30 chauffører - og fælles for dem er det, at de alle taler dansk. I en transportbranche, hvor især østeuropæiske chauffører ofte findes på de danske veje, har Flemming Thisgaard besluttet, at hans chauffører altså skal være danskere.

- Jeg har prøvet at ankomme til en kunde, og så taler de engelsk til mig, fordi de antager, at lastbilchauffører ikke taler dansk. Men jeg tror, at hr. og fru Jensen gerne vil kunne tale med deres fragtmand, siger han.

Flemming Thisgaard bruger danske chauffører, som kører til danske overenskomster. Det gør det svært at konkurrere med andre vognmænds priser.

- Vi er i en frygtelig konkurrence med østeuropæere. Det koster måske lidt mere at køre med os, men så kan man da tale med sin chauffør, siger vognmanden, der vurderer, at en dansk chauffør koster omkring det dobbelte af en rumænsk.

Den lille mands vognmand

Selvom Flemming Thisgaard beskæftiger sig med næsten alt indenfor transport, fremhæver han transport af kartofler og almindelig distributionskørsel som virksomhedens specialiteter. På det seneste er han og en håndfuld andre chauffører også blevet uddannet til at løse monteringsopgaver, hvilket betyder at chaufføren ikke bare leverer, men også kan montere eksempelvis hospitalssenge, fladskærme, sodavandsautomater og hvidevarer.

I Give ligger virksomheden praktisk midt i landet og med nem adgang til motorvejen, men det er ikke fordi, Flemming Thisgaard tjener sine penge på lokalsamfundet.

- Jeg lever ikke af Give. Men jeg vil gerne have flere lokale kunder, så jeg håber på, der kommer mere industri til byen. Derudover vil jeg gerne være med til at hjælpe den lille mand, som måske skal have flyttet en palle eller to om måneden. De små skal jo også starte et sted, så jeg vil gerne forsøge at gøre det så billigt som muligt for dem ved for eksempel at tage deres palle med, når jeg alligevel skal køre med noget andet.

Flemming Thisgaard konkurrerer med store fragtvirksomheder, som af forskellige årsager måske nok kan tilbyde billigere priser. Det er da også prisen, som kunderne først spørger til, erkender Flemming Thisgaard. Derfor er det vigtigt, at hans virksomhed kan være foran på andre parametre.

- Som jeg siger, vi vil være bedre til det, de andre er gode til. Bilen skal være ren, og man skal vælge os for kvaliteten. Vi har stort set aldrig nedbrud, og materiel og chaufførerne skal være 100 procent i orden. Jeg siger ikke, at der aldrig sker fejl. Men der sker i hvert fald ikke fejl, uden vi gør noget ved dem, siger han.

Overholder reglerne

For Flemming Thisgaard er det alfa og omega, at virksomheden overholder de gældende regler.

Det betyder blandt andet, at selvom den øvre hastighedsgrænse for lastbiler i Danmark er 90 kilometer i timen, er Thisgaards biler begrænset til 85. En af de ansatte på kontoret har til opgave at hjælpe chaufførerne med at overholde køre/hviletiden, hvilket betyder at Flemming Thisgaard ikke får nogen bøder på den konto.

Derudover går Flemming Thisgaard op i, at chaufførerne har det godt og ikke er stressede.

- Det koster 50.000 at oplære en ny chauffør, så jeg vil meget gerne holde på dem, så længe jeg kan. Der er da også nogle af dem, der er her, der har været her siden vi startede.

Det er ifølge Flemming Thisgaard besværligt at få unge mennesker til at blive lastbilchauffører. Mens chaufførerne i gamle dage gerne arbejdede 60-70 timer om ugen, er han nu heldig, hvis han kan få nogen, der vil arbejde i 45.

- Folk har så meget, de skal nå i deres fritid. Og nu går konen jo heller ikke længere bare og passer børn derhjemme, så folk skal skynde sig hjem og hente børn fra institutionerne. Det er det samme i landbruget. Det kan være svært at finde nogen danskere, der gider plukke jordbær, selv til 135 kroner i timen. Men det vil østeuropæerne gerne. De vil også gerne sidde i en lastbil mange timer om ugen til en meget mindre løn.

Venter på EU

At prisen er det altafgørende, når kunderne vælger vognmand, undrer sådan set ikke Flemming Thisgaard. Samtidig må han erkende, at han med sine danske chauffører ikke kan køre til de priser, som andre kan med østeuropæere bag rattet.

Han venter derfor på en løsning fra EU.

- Det her er jo ikke bare et problem i Danmark. Det eksisterer også i Tyskland, Holland og i Frankrig. Så vi venter på nogle regler om mindsteløn, siger Flemming Thisgaard.

I mellemtiden vil vognmanden fra Give holde fast i sine principper og satse på kvalitet og god service.