Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kommune dropper Danske Bank i vrede

Politikerne i Hedensted Kommune vil nu finde en anden bank, efter Dansk bank har meddelt, at man lukker filialen i Hedensted. Arkivfoto

Kommune dropper Danske Bank i vrede

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Danske Banks beslutning om at lukke sin sidste filial i Hedensted Kommune vækker vrede hos de lokale byrådspartier.

Hedensted: Danske Bank er i dag kommunens hovedbank og håndterer et pengeflow fra kommunen på ca. 200 mio. kr. om måneden, men det skal være slut nu, mener Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

De tre partier vil opsige aftalen med bank-mastodonten og flytte kommunens daglige forretninger til en bank, der er fysisk til stede i kommunen.

- Der bor 46.500 mennesker i Hedensted Kommune, og det er arrogant, at Danske Bank ikke vil servicere dem med sit nærvær. Som kommune ønsker vi ikke at være kunde hos en bank, der ikke vil være i vores lokalområde. Derfor vil vi opsige aftalen og lave et nyt udbudsmateriale. Her skal et af kriterierne være, at banken har en filial i Hedensted Kommune, siger borgmester Kirsten Terkilsen (V).

Med udmeldingen ønsker politikerne at sende et signal om, at det ikke er i orden, når store, nationale virksomheder vender ryggen til de små lokalsamfund.

Danske Bank: For få brugte Hedensted-filial

Taler på manges vegne

-  Som politikere kæmper vi for at skabe et Danmark i balance, og i Hedensted har vi gjort meget for at bevare en decentral struktur. Men bankerne har tilsyneladende en anden politik. Det kan vi ikke bakke op om. Vi har masser af ældre medborgere, der gerne vil kunne gå hen til deres pengeinstitut, og vores forretningsdrivende har brug for at blive serviceret med f.eks. byttepenge. Derfor taler vi på mange menneskers vegne, når vi skifter hovedbank, siger Kirsten Terkilsen.

Socialdemokraternes borgmesterkandidat Kasper Glyngø er enig.

- Andre lokale virksomheder tager et kæmpe ansvar her i vores kommune, og det er skuffende, at en stor, national bank vender os ryggen. De skubber til et læs, der er skævt i forvejen, siger han.

Andre landkommuner har samme problem

Når Danske Bank lukker i Hedensted, er der kun tre banker tilbage i kommunen, nemlig Sydbank, Middelfart Sparekasse og Den Jyske Sparekasse.

Andre banker kan også komme i spil til at blive kommunens nye hovedbank, men kun hvis de opretter en afdeling i lokalområdet. De seneste år er det dog alene gået den modsatte vej, og både Nordea, Danske Bank og Sydbank har lukket filialer i kommunen.

- Bankerne argumenterer med, at folk ikke længere kommer fysisk i banken, men hvorfor skal de så ligge på de dyreste adresser i Vejle og Horsens, spørger Hans Kristian Skibby (DF).

Han frygter, at det vil have en afsmittende effekt på både bankernes og realkreditinstitutternes forståelse for et område, når de ikke længere er fysisk til stede der.

- Men vi er ikke den eneste landkommune, der står med den udfordring, og måske kan vores beslutning om at skifte bank inspirere andre, siger han.

Det er kommunens økonomiudvalg, der officielt skal træffe beslutningen om at skifte bank. Kirsten Terkilsen forventer, at sagen kommer på dagsordenen på mødet i marts.