Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Olieoprydning sat i gang

Olieindsmurt ålegræs blev onsdag fjernet med rive og traktor fra Sanbjerg Vig. Foto: Mads Hansen

Olieoprydning sat i gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

juelsminde - Onsdag morgen begyndte Hedensted Kommune på oprydningsarbejdet efter olieforureningen ved Juelsminde og Endelave.

Olien stammer fra det portugisiske fragtskib Victoria, der fredag stødte på grund ved Fyns Hoved. Da det skete, gik der hul på skibets olietank, og det er den olie, Hedensted Kommune nu kæmper med at fjerne.

Ved Sandbjerg Vig var tre traktorer og otte mand fra morgenstunden i færd med at fjerne olieindsmurt ålegræs. Opgaven var dog ikke helt nem. Efter nattens frost lå der rim på ålegræsset, hvilket gjorde det svært at se, om der var olie på.

Samarbejde

Horsens Kommune var på Endelave tirsdag, hvor de mente, at opgaven var til at gribe an.

- Da det senere på dagen blev lavvandet, begyndte man at kunne se olien, så vi er spændte på, om det samme sker her, siger Peter Svane, Natur og Miljø i Hedensted Kommune onsdag morgen.

Han fortæller, at de to kommuner nu udveksler erfaringer for at gribe oprydningen af olien bedst an.

Peter Svane har selv observeret store klatter af størknet olie langs kyststrækningen, men kun én død and. Han fortæller, at det kan skyldes, at olien har ligget under vandet det meste af tiden.

Ros til medarbejdere

Oprydningen går efter planen, ifølge Ole K. Madsen fra materielgårdene i Hedensted Kommune. Han leder oprydningsarbejdet på Juelsmindehalvøen, og han har rosende ord om sine medarbejdere.

- De er skrappe til at finde olien og tage de klatter, der skal fjernes, siger han til Folkebladet.

Sandbjerg Vig færdiggjort

Det olieindsmurte ålegræs, der bliver fundet langs kysten, bliver samlet op og kørt væk. Derefter bliver det bortskaffet som olieaffald.

Onsdag blev oprydningen ved Sandbjerg Vig færdiggjort, og arbejdet fortsatte derefter ved Kirkholm og As Vig. Området syd for Skjold Å forventes at være ryddet onsdag, og torsdag går turen nord for åen og til Snaptun. Senere venter Hjarnø.

Drone over As Hoved

As Hoved er onsdag blevet undersøgt til lands langs klintkysten. Det har dog været så svært at komme til pga. den stejle klintkyst og sten, at en drone har kigget med fra oven. Der skal nu tages et kig på billederne derfra.

Fredag vil Horsens og Hedensted Kommune på et møde drøfte, hvordan resten af oprydningen skal foregå.

Hvornår al oprydningsarbejdet er færdigt, vides ikke, men Peter Svane fra Natur og Miljø i Hedensted Kommune fortæller, at det bliver gjort hurtigst muligt.

- Vi har ikke prøvet det her før, så vi prøver os frem, siger han.