Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Mobiltelefoner inddrages i skoletiden

Hver morgen stilles bakken frem, så eleverne i udskolingen på Præstelundskolen i Brande kan aflevere deres mobiltelefoner. De bliver først returneret efter endt skoledag. Privatfoto

Mobiltelefoner inddrages i skoletiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mobiltelefonen fylder for meget i timerne på Præstelundskolen og det skaber uro i klasserne. Ledelsen har nu derfor indført mobilforbud i skoletiden.

Brande: Omkring 300 elever i udskolingen på Præstelundskolen i Brande måtte kigge langt efter Facebook, Snapchat og sms'er, da klokken ringede ind til et nyt skoleår efter sommerferien.

Efter en lang periode, hvor mobiltelefoner har fyldt og generet undervisning mere og mere på skolen, skulle der ske noget, for at der igen kunne blive ro i undervisningen.

- Mobiltelefonen forstyrrer eleverne og undervisningen. De bliver hele tiden forstyrret af at skulle være i dialog med omverden og hinanden, siger Søren Brønniche, viceskoleleder på Præstelundskolen.

På nuværende tidspunkt tror vi på, at vi kommer længst ved at have formynderkasketten på.
Søren Brønniche, viceskoleleder på Præstelundskolen.

Formynderkasketten på

Fra mandag morgen er det ikke længere tilladt at have sin telefon med i lommen eller tasken i udskolingen, som dækker over 7.- 9. klassetrin. Det forstyrrende element placeres i en kasse, hvor eleverne har en lomme til deres respektive mobiltelefoner. Derefter låses de inde og bliver først udleveret, når klokken ringer ud og skoledagen er slut.

Dog kan de unge skoleelever få telefonen udleveret i det store frikvarter, men kun hvis den skal bruges til at betale frokost.

Tidligere har man fra skolens side forsøgt at komme problemet til livs ved at tale med eleverne om mobilforbruget og tage det op på forældremøder - dog uden en langsigtet effekt.

- Vi ville gerne som udgangspunkt undgå at være nødt til at lave tiltag som disse, men på nuværende tidspunkt tror vi på, at vi kommer længst ved at have formynderkasketten på, forklarer Søren Brønniche.

Sms'er med hinanden

Ledelsen på Præstelundskolen er derfor også åben for nye ideer, som kan give samme effekt, som det er tilfældet med den direkte inddragelse, men uden at eleverne skal aflevere telefonerne fra morgenstunden.

- Elevrådet bliver inviteret med ind til en drøftelse af det her. Måske kan de finde på løsninger til at drive en god skole uden at skulle have restriktioner. Vi vil jo allerhelst, hvis eleverne selv kan styre og kontrollere brugen af mobiltelefoner, forklarer Søren Brønniche.

I klasserne handler det primært om, at det kan være svært at lade en vibrerende telefon blive i lommen, og at det er et let flugtredskab at ty til, når undervisningen bliver for udfordrende eller kedelig, set med elevernes briller. Man har på Præstelundskolen således også erfaret, at eleverne kommunikerer internt med hinanden i timerne via sms og de sociale medier.

- En hindring for at kunne engagere sig. Sådan beskriver viceskolelederen forbruget.

Permanent forbud

Ordningen er stadig spritny, og det er derfor svært at sige noget om, hvilken effekt den får for undervisningen. Tilbagemeldingerne fra forældre er dog udelukkende positive, erfarer Søren Brønniche.

- På den lange bane er det her noget, som kan skabe noget mere ro omkring vores undervisning og bidrage til sunde vaner, og det er lige så meget det, det handler om; Livsmestring og at lære de unge at være herre i eget hus. 

Der er ikke planer om at ophæve forbuddet - det skulle kun være, hvis en anden løsning kunne give samme effekt.