Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vikaren fra helvede bliver forfremmet

- Jeg skal være den, der takler hårdt igennem, siger Karsten Hønge, der er ny politisk ordfører hos SF. Arkivfoto

Vikaren fra helvede bliver forfremmet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Karsten Hønge udnævnes til politisk ordfører i SF. - Min rolle bliver at sikre, at SF som et lille parti ikke falder i med det kedelige grå politiske tapet, siger Hønge, der i 2014 blev kendt som Vikaren fra helvede, da han lagde sig ud med davær

Vikaren fra helvede, Karsten Hønge, der i 2014 sagde sin daværende SF-formand Annette Vilhelmsen midt imod på landsdækkende tv i sagen om det omstridte DONG-salg og året efter snuppede det fynske mandat fra samme Vilhelmsen, bliver nu en del af SF-folketingsgruppens daglige ledelse.

Karsten Hønge, 58 år, udnævnes til politisk ordfører - en post, som i SF-regi ofte har ligget hos formanden. Her skal han sammen med partiformand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Jacob Mark tegne en mere markant politisk linje på Christiansborg, lyder det fra Hønge selv.

- Vi tror på, at vores formand frigjort fra den politiske ordførerpost kan give Pia Olsen Dyhr en mere fri rolle til at agere som netop formand. Og så har vi gruppeformanden (Jacob Mark, red.), som jo har nogle opgaver, som er meget bundet til, hvordan gruppen fungerer. Så vi vurderer, at der lige nu er plads på banen til at spille den rolle, som jeg er udset til at spille. At få slået SF igennem på flere politiske dagsordener, siger Karsten Hønge.

Hvad bliver din rolle som politisk ordfører?

- Jeg skal være den, der takler hårdt igennem, så man lægger mærke til SF. Min rolle bliver at sikre, at SF som et lille parti ikke falder i med det kedelige grå politiske tapet.

Takler igennem?

- At vise, at der er forskel på højre og venstre, markere partiets politik, så ingen kan være i tvivl om, hvor SF står.

Det lyder lidt som en erkendelse af, at I ikke har været gode nok til det tidligere?

- Nej, men vi kan jo altid blive bedre. Og for et lille parti er det en daglig kamp at være på, at være synlig og markant. Det handler ikke om, at vi ikke har været gode nok, men mere om, at vi nu vil forsøge at gøre tingene på en ny og forhåbentlig på sigt også bedre måde.

Du blev landskendt som vikaren fra helvede, da du sagde den tidligere SF-formand Anette Vilhelmsen imod på landsdækkende tv i sagen om Goldman Sachs-salget. En sag, der kostede SF's plads i regeringen. Vil du som politisk ordfører komme med lignende anarkistiske udmeldinger?

- Der var bestemt ikke tale om anarkistiske udmeldinger. De var tværtimod meget velovervejede. De var måske lidt til den friske side, men jeg godt lide at tale i et sprog, som folk forstår. Men det er ikke aktuelt i dag, fordi SF står i en fundamental anden situation. Jeg kan stå inde for det, som SF gør, siger og mener.

Og det kunne du ikke i 2014?

- Det der var særligt i 2014 var, at partiet eksistens var på spil. Det var så dramatisk. Vi var ude i en overlevelseskamp, og så træder der nogle andre logikker til. SF var på det tidspunkt ekstremt glad for at være i regering for første gang, men partiet var samtidig maksimalt presset af et voldsomt højredrejet socialdemokrati og et brutalt og magtbegærligt Radikale Venstre, der brugte alle våben til at føre regringen ind på et liberalistisk spor. Vi var fanget i en musefælde. Og vi strakte os meget langt alene for at vise, at SF var regeringsdueligt. Og på det tidspunkt mente jeg, at det var nødvendigt at vise, at SF skulle en anden vej end Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Og det var den daværende SF-formand ikke i stand til at forstå, så derfor gjorde du, som du gjorde?

- Ja, lidt.

Skal SF i regering, hvis der er rødt flertal efter valget?

- Det afhænger af valgresultatet. Det mest sandsynlige er nu nok, at det bliver som støtteparti. Men SF skal være et regeringsdueligt parti, og vi skal i regering igen på et tidspunkt, men betingelserne skal være tilstede. Og hvis valget falder sådan ud, at vi står i en hæderlig styrkeposition, og hvis det regeringsgrundlag, der lægges frem, bringer Danmark i den rigtige retning, så er vi absolut heller ikke bange for magten.

 

Åbenmundet politiker
Karsten Hønge, 58 år, er uddannet tømrer og senere journalist.Valgt i Fyns Storkreds og tidligere medlem af Regionsrådet i Syddanmark for SF. Her gjorde han sig blandt andet bemærket, da han som en af få syddanske politikere højlydt kritiserede Region Syddanmarks valg af ambulanceoperatøren Bios.

I januar 2014 blev han pludselig landskendt, da han som vikar for sygemeldte Anne Baastrup i SF's folketingsgruppe udtalte sig direkte imod partilinjen og sin daværende formand Annette Vilhelmsen i sagen om salget af DONG til Goldman Sachs. Som regeringsparti bakkede SF op om salget, som var orkestreret af den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon. Men salget skabte dyb splittelse i SF og førte til sidst til, at partiet trak sig ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Samtidig trak Annette Vilhelmsen sig som formand og blev erstattet af Pia Olsen Dyhr.

Ved folketingsvalget i 2015 snuppede Karsten Hønge det enlige fynske SF-mandat for næsen af Annette Vilmhelmsen, som i dag har trukket sig fra landspolitik.