Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


500 borgere gik i spontan demonstration

Omkring 500 Jelling-borgere gik søndag i sympati-demonstration med den lokale flygtningefamilie.Foto: Benny F. Nielsen

500 borgere gik i spontan demonstration

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Søndag eftermiddag samledes op mod 500 mennesker i Jelling for at protestere mod hjemsendelsen af en flygtningefamilie, der har boet i byen i en årrække

Jelling: Søndag eftermiddag samledes op mod 500 personer til en spontan demonstration ved danskhedens vugge, højene i Jelling. I løbet af et par dage var der skabt stemning for at protestere imod, at en lokal flygtningefamilie med børn på 11, 13 og 15 år bliver hjemsendt og samtidig splittet. Moren sendes til Jordan, mens faren og børnene sendes til Palæstina på Vestbredden.

Mie Vibe Jørgensen og Helle Alsted var to af de aktive bag demonstrationen.

De takkede for, at så mange var kommet, og de var meget overvældede over fremmødet. Men som de sagde:

- Det er her lige præcis dét, Jelling kan.

Borgmester er blevet klogere i flygtningesag

Med flag og bannere gennem byen

De mange, der var kommet, gik derefter forbi kirken og hen til Skovgade, hvor den udviste familie bor. Her satte de flag i jorden, så korsbanneret danner en beskyttelsesvold omkring familien. På flagene var skrevet hilsner til familien og beskeder til politikerne. På et af flagene stod:

"Kære politikere på Christiansborg: Det her kan vi som en nation med ressourcer og overskud ganske enkelt ikke være bekendt".

På et banner, som Rikke Hoeg og Elvira Tromborg bar, stod: 

"Hvorfor skal I sendes "hjem", når det er her, I er hjemme?". 

- Nu skal vi hjælpe dem, der har brug for det. Dannebrog kan betyde mange ting. I dag betyder det velkommen til Danmark, lød det fra Mie Vibe Jørgensen og Helle Alsted.

Fædrelandssang

Foran familien Shamasnehs bolig sang nogle af de fremmødte H.C. Andersens "Danmark, mit fædreland." Til sidst sagde Helle Alsted, mens hun stod ved siden af familien:

- Familiemedlemmerne har bedt mig sige, at de er meget taknemmelige, fordi I er kommet, og at de håber, de må blive boende i Jelling. De ville gerne selv sige noget, men det er for svært. 

Ifølge Helle Alsted og Mie Vibe Jørgensen er det, der har ramt dem og andre hårdest, at familien splittes, og moren skal bo i et andet land end børn og mand.