Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Borgmester: Byens Torv længe leve!

Luna på fem år hjalp borgmester Jens Ejner Christensen med at klippe det røde bånd. Foto Michael Svenningsen

Borgmester: Byens Torv længe leve!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jellings nye samlingssted, Byens Torv, blev indviet lørdag eftermiddag. Omkring 300 borgere trodsede vejret og råbte højt hurra.

Jelling: Det lysnede i horisonten, da formanden for Jelling Lokalråd, Søren Fjordside, bød folk velkommen på den nye centrale plads i Jelling. Han smed sågar regnfrakken. Forinden var der blevet brugt vinduesskrabere til at fjerne det værste vand på bordene.

Op mod 300 borgere mødte op til den officielle indvielse. Hvis torvet kan lokke så mange mennesker til på en så fugtig dag, ja så er det i sandhed byens nye samlingssted.

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) afslørede torvets navn. Omkring 40 navneforslag var det blevet til, men det endte med "Byens Torv", hvilket fik forsamlingen til at klappe.

- Torvet er med sin centrale placering afgørende for, at der skabes sammenhæng i midtbyen. Jeg er sikker på, at torvet bliver et vigtigt samlingspunkt - og et attraktivt sted for vores mange turister, lød det fra Jens Ejner Christensen, da han gik på "talerstolen".

- Ambitionen har været at skabe et torv, som kan rumme hverdag og fest. Det skal kunne rumme leg og ro. Det er et torv for alle, til alle, indrettet for alle, sagde Jens Ejner Christensen, der beskrev materialevalget som gedigent og pænt.

- Det spiller godt sammen med resten af byen. Torvet giver hele byen et løft. Det begejstrer mig også, at vi kan se op på højen herfra, for dermed virker torvet som et samlingspunkt mellem fortid og nutid. Det er på Byens Torv, at nutiden foregår, lige ved siden af en masse historisk, sagde borgmesteren.

Byens Torv er et godt navn. Jeg synes ikke, at det kunne hedde andet.
Borgmester Jens Ejner Christensen (V)

Ikke helt færdigt

Prisen er cirka fire millioner kroner.

Femårige Luna klippede den røde snor, hvorefter Jens Ejner Christensen opfordrede til hurraråb.

- Hurra, hurra, hurra!, lød det rungende fra forsamlingen.

Og så var torvet indviet. Det er dog ikke helt færdigt.

Et vandprojekt skal bygges ind i skrænten, og man mangler også at få etableret flere bænke og beplantningskasser. Ved selve åbningen ind til pladsen skal der være et trapezformet arrangement med et træ i midten. I den anden ende ved de store trapper, skal siderne udsmykkes med runer. Der er også et større udsmykningsprojekt på vej. Det skal - hvis finansieringen falder på plads - placeres i midten af Byens Torv. Planen er, at nedfræse en mosaik af Midgårdsormen. Går alt vel, kommer den på plads i løbet af 2018.