Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vejle Kommune vil ikke vente på ombudsmanden i spildevandskonflikt

Heine Refsing og Vejle Kommune har ligget i konflikt siden 2010. Nu er folketingets ombudsmand ved at tage stilling til sagen, men det vil Vejle Kommune ikke vente på. Arkivfoto

Vejle Kommune vil ikke vente på ombudsmanden i spildevandskonflikt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folketingets ombudsmand tager inden længe stilling til spildevandskonflikt i Hvejsel. Det er ikke en afgørelse, Vejle Kommune vil vente på.

Jelling: Trods en snarlig principiel stillingstagen fra folketingets ombudsmand, har Vejle Kommune ingen planer om at sætte farten ned i den spildevandskonflikt, den har udkæmpet med Heine Refsing fra Hvejsel de seneste syv år.

Som Vejle Amts Folkeblad ad flere omgange har beskrevet, er Heine Refsing og Vejle Kommune uenige om, hvor vidt Heine Refsings bolig i Hvejsel skal tilsluttes kloak. En femcifret udgift, som skal betales af borgeren. Kommunen mener nemlig, at Heine Refsings spildevand forurener det nærliggende åløb.

Heine Refsing mener på sin side, at en opgradering af hans nuværende septiktank er en tilstrækkelig foranstaltning.

Sagen har én gang været i retten, hvor Heine Refsing blev frifundet, og nu har Vejle Kommune politianmeldt borgeren på ny.

Her er politiet i øjeblikket ved at undersøge, om Heine Refsing har reageret på kommunens krav, hvilket han ikke har. Når politiet konstaterer det, er det op til Vejle Kommune at gå videre med sagen, så fremt den har forhåbninger om, at politiet skal rejse sigtelse.

Og det har Vejle Kommune tænkt sig. 

Kommune om politianmeldelse af Hvejsel-borger: Vi varslede ham to gange
Sagen kort
2010: Vejle Kommune påbyder Heine Refsing at forbedre rensningen af spilevandet, der fra kommer fra hans ejendom i Hvejsel, da kommunen antager, at spildevandet medvirker til at forurene et nærliggende åløb.2011-2013: Heine Refsing og Vejle Kommune fører diskussion om, hvorvidt en omfattende renseløsning er nødvendig i Heine Refsings tilfælde. Vejle Kommune lægger op til en kloakeringsløsning, der forventes at koste mellem 50.000 og 100.000 kr., mens Heine Refsing mener, at en billigere løsning er tilstrækkelig.

2013: Vejle Kommune politianmelder Heine Refsing for ikke at efterkomme påbuddet om at forbedre rensningen af sin ejendoms spildevand

2014: Heine Refsing bliver frifundet i retten i Kolding, bl.a. med begrundelse i at Vejle Kommune aldrig meddelte Heine Refsing en frist for, hvornår han senest skulle sende et konkret projektforslag til kommunen.

2015: Vejle Kommune sender Heine Refsing et nyt påbud om at forbedre rensningen af sit spildevand.

April 2017: Vejle Kommune politianmelder Heine Refsing. Hvis politiet finder, at Heine Refsing ikke har levet op til kommunens krav, skal Vejle Kommune beslutte, om den vil gå videre med sagen. Herefter er det op til politiet, om det vil rejse sigtelse.

Intet nyt i sagen

- Jeg ser ingen grund til at bremse sagen, for der er ikke noget nyt i den, siger Søren Pescardt (S), der er formand for natur- og miljøudvalget i Vejle Kommune og dermed har det politiske ansvar for miljøforvaltningen.

Sagen er dog den, at folketingets ombudmand lige nu er ved at tage stilling til Heine Refsings sag, hvilket forventeligt vil føre til en principiel stillingstagen. Denne stillingstagen har ombudsmanden varslet vil komme i slutningen af maj. Det har hun meddelt Heine Refsing i et brev, som folkebladet har haft lejlighed til at se.

Dermed vil der inden længe komme en principiel stillingstagen, som kan få betydning for Vejle Kommunes praksis på området. Alligevel ønsker Vejle Kommune ikke at afvente ombudsmandens ord i sagen.

- Vi forholder os til de retningslinjer, der bliver stukket ud fra centralt hold, og hvis ombudsmanden kommer med et bud på, hvordan vi som myndighed skal leve op til vores rolle, vil vi granske den afgørelse nøje. Men da der ikke er noget nyt i sagen, fortsætter vi, siger Søren Pescardt.

- Og jeg har endnu til gode at opleve, at der bliver levet op til de frister, der bliver meldt ud fra centalt hold i de her sager, siger han.  

Vil værne om miljøet

Ifølge miljølovens bekendtgørelse om spildevandstilladelser skal en kommune kunne dokumentere, at en borgers spildevand er skyld i en belastning for miljøet, før kommunen kan komme med et påbud om kloakering.

Det har Vejle Kommune aldrig kunnet dokumentere, pointerer Heine Refsing, der dermed mener, at Vejle Kommune handler i strid med lovgivningen.

Søren Pescardt mener på sin side, at kommunen via sin praksis varetager miljøets interesser.

- Ved at følge vores model værner vi om miljøet, i så høj grad vi kan. Samtidig er der et lighedsprincip, vi ønsker at overholde i den her sag, siger Søren Pescardt.