Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Film: Lidelsespoesi for fuld skrue

Dramaet "Fortiden foran os" er en fransksproget co-produktion mellem flere lande, heriblandt Danmark. Foto: 41Shadows.

Film: Lidelsespoesi for fuld skrue

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der ruskes op i forliste skæbner, da fortiden indhenter dem i Nathalie Teirlincks spillefilmsdebut.

En luksusescortpige rives brat ud af sin selvvalgte sociale isolation. En tidligere kæreste er død i et biluheld, og en ven dukker op i Bruxelles med parrets søn, lille Robin. Pludselig står den 30-årige Alice med et barn. Et barn, hun slæber med rundt på den løgn, at det er hendes nevø, og om natten efterlader i en lille lejlighed, mens hun mekanisk og følelseskoldt arbejder med at tilfredsstille en broget skare af mænd med hver deres behov.

Hvad har bragt Alice i denne situation, og er hun overhovedet i stand til at omstille sig til et helt nyt liv som mor? Med familie og ansvar for andre end sig selv? Og hvad med Robin? Hvordan håndterer han denne afvisende, følelseskolde kvinde, han slet ikke kender?

I bund og grund er det afgrundsdyb smerte, emotionel uligevægt og nedrivningen af en usynlig mur omkring et menneske, der er drivkraften i Nathalie Teirlincks snævert fortalte spillefilmsdebut "Fortiden foran os". Vi ved fra Teirlincks prisbelønnede kortfilm, at det er stemninger, sindsbilleder og introvert, tragedieorienteret billedpoesi, der er motoren, der skubber fortællingen og drager os mod værket. Hvilket kan være virkelig fascinerende, når historien befinder sig i det korte, løse format, men i en spillefilm af den lange slags er der brug for et fundament af noget stærkere. Eller en erfaren instruktør med et helt særligt talent for af fange publikum i et væv af lyriske billeder og stemninger.

Faderen og diktafonen

Så langt når Teirlinck desværre ikke med den køligt fortalte "Fortiden foran os", der markerer et noget usikkert spring til spillefilmsformatet. Historien om smerten fra fortiden, der rammer de berørte hovedpersoner som en boomerang, virker uklart gennemtænkt, og hele vejen er der et postuleret skær over situationen. Det forhindrer heldigvis ikke den canadiske skuespillerinde Evelyne Brochu i at levere en tryllebindende og betagende præstation i rollen som en kvinde, der langsomt og angstfuldt nærmer sig det, hun er flygtet fra.

I kulisserne simrer et underplot om Alices far og hans diktafon. Prisbelønnet forfatter og nu dement plejehjemsbeboer. Det bliver faderens diktafon, der bliver ventilen og Alices vej ud af den tunge, selvvalgte isolation. Den kan hun betro sig til. Forholdet til faderen - og diktafonen - er et interessant sidespring og rusker uventet op i den noget ensporede fortælling om Robin og Alice. Desværre forbliver far-datter-elementet en fodnote i en svær og tung lidelsesfabel, der alt, alt for længe kører i samme rille og fra starten har et problem med at fange publikum. Måske fordi "Fortiden foran os" med sine i bund og grund ganske interessante figurer og temmelig tykke lidelsespoetiske sammenrøring af lyd og billeder bliver det bærende element oven på en film, der usikkert etablerer det hele oven på en spinkel, småfortænkt plotkonstruktion, som aldrig rigtig klinger klart og ægte.

"Fortiden foran os"Drama, belgisk, dansk, fransk, 110 minutter, tilladt over 15 år