Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rejsen ind til menneskets kerne

Rejsen går til Sydpolen for at fortælle historien om rationalitet. Her, hvor ingen levende organiser trives, har en mand fået den vanvittige idé at bygge en bæredygtig base. Foto fra filmen: Jacob Møller.

Rejsen ind til menneskets kerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kan en udstilling godt være en film? Det mener man på Moesgaard Museum ved Aarhus, som om kort tid lukker publikum ind til "Rejsen", der først og fremmest foregår på det store lærred.

Rejsen
En filmudstilling om menneskets grundvilkår: Fødsel, død, kærlighed, tab, frygt, tro og rationalitet.Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg.

Åben tirsdag og torsdag-søndag 10-17. Onsdag 10-21. Mandag lukket.

Filmen er produceret af Zentropa og instrueret af Christoffer Boe.

Særudstillingen er en gentænkning af udstillingskonceptet. Den bliver præsenteret i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, som har temaet "Let's Rethink", Filmby Aarhus og Zentropa. Den er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og indgår som en del af kulturhovedstadens program.

Åbner 25. april.

Film: Bag døren ind til Moesgaard Museums kommende store særudstilling i 2017 gemmer sig et meget underligt rum. Rummet er nemlig tomt. Væk er de mange genstande, museet traditionelt bygger sine udstillinger op om. I stedet bliver man omsluttet af grottevægge, der sender tankerne tilbage til de allerførste mennesker på jorden.

Gulvet er strøet over med gult sand. Hvis man får lyst til at mærke det under de bare tæer som vore forfædre, er stemningen for alvor slået an: Rejsen kan begynde. Når den er slut, er man - måske - blevet lidt klogere på, hvad det vil sige at være menneske.

- Det er jo det, et sted som dette hele tiden beskæftiger sig med: Hvordan har mennesket overlevet gennem tiderne. Hvordan har det fået mad, stiftet familie, opretholdt samfund. Moesgaard er ekstremt dygtig til storytelling og til at sætte sine genstande ind i en kontekst, som folk kan relatere sig til i deres egen hverdag. Vi går på en måde et både radikalt og naturligt skridt videre. Med vores film skaber vi en totaloplevelse, som både kan fortælle og berøre, mener Christoffer Boe.

Forskellige og ens

Instruktøren, som er bedst kendt for sine spillefilm, blandt dem "Spies og Glistrup", har med sit hold filmet i syv verdensdele for at fortælle om menneskets syv såkaldte grundvilkår.

- Filmen indeholder kun ting, som foregår i virkeligheden. Men de ville nok ikke være foregået på samme måde, hvis vi ikke havde været der. Alt har skullet spille sammen med vores intentioner, samtidig med at vi har haft dyb respekt for, at tingene skulle være ægte. Der er noget ægte i at se et rigtigt barn blive født. Der er noget unikt i at se et menneske dø. Vi viser det hele, siger Christoffer Boe.

Grotterummet, som skal passeres, før den filmiske rejse kan begynde, er ikke helt tomt. Til dem, der gerne vil have en guide med, er her tableauer, der forklarer, hvor rejsen fører hen, hvem vi skal møde og hvorfor.

- I en tid, hvor mange er optaget af at lægge afstand til det fremmedartede, sætter vi fokus på det, vi er fælles om. Det er ikke politisk, det handler om grundvilkår. Men filmen sætter selvfølgelig den agenda, at der er mere, som fører os sammen end der skiller os ad, siger Christoffer Boe.

Perspektiv på det kendte

Håbet er, at folk sætter sig og ser filmen og tænker: Nå, hvad er nu det her? Og næsten før de har nået at blinke, er der gået de 20 minutter, filmen varer. Rejsen er slut. De kan rejse sig. Fulde af spørgsmål. Men ikke uden svar.

- 20 minutter er lang tid at bruge på det samme i museumssammenhæng, men vi har forhåbentlig lavet noget, som både er spektakulært, enkelt og elementært gribende. Vi har haft mange visninger, men ikke én har ment, filmen er for lang. Når film fungerer, er det jo oftest, når vi bliver konfronteret med det, vi kender til, men har brug for et nyt perspektiv på. Men det er gået mere og mere op for os, at der pludselig ikke er så meget andet tilbage af udstillingen, hvis folk synes, vores film er noget lort, siger Christoffer Boe.

Han lyder dog ikke for alvor bekymret. Filmen er færdig og fornemmelsen er god, mens han justerer den til rummet, den skal vises i. Det er bygget op til formålet. Lærredet er enormt. Det kan snildt måle sig med selv de største biografers. Til gengæld er salen mindre.

Og så er der vandet foran lærredet, som spejler filmen, så den på forunderlig vis bliver endnu mere levende og nærværende.

Publikum skal se en selvbevidst dansk kvinde føde i vand. Og de skal se et gammelt menneske ånde ud og blive brændt på et bål i Nepal.

Fortællingen om det at tro bliver forløst i Sydamerika, mens kærlighedshistorien udspiller sig i en lille familie i Sydafrika.

Frygten bliver sat i perspektiv i en stamme i Papua Ny Guinea, hvor drenge først er mænd, den dag de har gennemgået et smertefuldt og blodigt ritual, som for evigt får deres hud til at ligne krokodilleskind.

Rationaliteten udspiller sig omkring en mand, der bygger en bæredygtig base op på Sydpolen. Og historien om tab tager publikum med til Nordamerika og Burning Man Festival, der slutter med en ritualiseret handling, hvor alle festivalens deltagere lægger minder om afdøde i et gigantisk tempel, som brændes af, mens 40.000 mennesker ser til i stilhed og mindes de afdøde.

- Vi går ud og opsøger ægte mennesker, men samtidig er det også i total konstruktion, siger Christoffer Boe.

I historien om at tro møder publikum en præst i sin lille kirke dybt inde i junglen med eksotiske fuglefløjt udenfor. Det rumler i det fjerne. En torden ender med at overdøve alt. Grøn jungle bliver afløst af vanvittige vandmasser. Og pludselig står vores præst foran Iguazu, verdens største vandfald.

- Der er han jo ikke selv gået hen. Men det handler om et menneskes møde med noget, der er større en ham selv. Ikke nødvendigvis noget religiøst, men noget spirituelt, uddyber Christoffer Boe.

Og kærlighedshistorien? Glem alt om den romantiske kærlighed og et smukt ungt par i stævnen af Titanic. I "Rejsen" er den en mørk hånd, som blidt stryger et slumrende barn på hovedet.

Positiv tilgang

- Ideen er at vise det helt almindelige. Vi vil ind til kernen. Og familien er der, hvor de første kærlighedstråde blive trukket på kryds og tværs. Kærlighed er en meget kompleks social relation, som kommer smukkest til udtryk i en helt traditionel hverdag, hvor forældrene går på arbejde og kommer hjem med mad til deres børn, mener Christoffer Boe.

Og hvor illustrerer man nødvendigheden af at kunne tænke fornuftigt og udvikle de bedste løsninger til at etablere sig og overleve bedre end på det mest ufremkommelige sted i verden, hvor intet lever, ikke en gang den mindste mikroorganisme? Antarktis. Og netop der har en mand fået den vanvittige idé at skabe den første privatfinansierede bæredygtige base.

- Uden rationalitet kan du ikke udleve dine største drømme. Hvis du vil ud over dine egne menneskelige begrænsninger, skal du bruge ekspertise, og du skal kunne samarbejde, siger Christoffer Boe.

Han understreger, at hele hans tilgang til det at være menneske har været den positive. Trods de besværligheder, livet er fuld af.

- Man kunne sagtens have lavet en film om, hvor svært det er at være menneske. Vi har mange udfordringer, og de bliver ikke alle håndteret lige godt. Men jeg er meget optimistisk med hensyn til, hvor meget vi kan. Verden er vidunderlig stor og rig, fuld af diversitet og vanvittige kulturer og ritualer. Samtidig er det også en uendelig lille verden, og uanset hvorhen vi vender os, har mennesker nogle basale behov for at håndtere de her fælles grundvilkår og for at udtrykke sig og finde svar gennem et eller andet ritual.

Døden bliver konkret

At filmholdet skulle rejse ud i den store verden for at løse opgaven lå ikke i opgaveformuleringen. Den kunne i princippet været løst i et studie. Men for Christoffer Boe var det naturligt rigtigt.

- Vi kan selvfølgelig ikke undsige os en vis form for turisme, når vi rejser ud og opsøger ritualer, som er så radikalt anderledes end dem, vi kender fra vores egen protestantiske hverdag. Men døden herhjemme er steriliseret, i hvide kitler og på armslængdeafstand, selv for mange pårørende. Den er blevet et abstrakt grundvilkår, som vi konkretiserer ved at tage ned til et land, hvor døden er ekstremt fysisk, nærværende og håndgribelig.

Og netop ved at fortælle konkrete historier og sætte billeder på de til tider lidt abstrakte grundvilkår, mennesker deler, håber Christoffer Boe at folk, der ser filmen, engagerer sig og kommer til at reflektere.

- Spørgsmålet er, om du også kan vende det til at tænke over dit eget liv?

Muligheden er bygget ind i udstillingen. For rejsen ind til menneskets kerne slutter ikke nødvendigvis, når filmen slutter.

Den fortsætter ud i nogle rekleksionsrum, hvor svarene kan sænke sig. Og skulle der gå mere end 20 minutter, er det også i orden.