Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De gamle havemøbler


De gamle havemøbler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Åh, de gamle bukser, de er gået itu,de sidste fyrre år har de nu været i brug,der var presset folder i, men det er der ikke nu, men da jeg fik dem var de ny' og pæne. (...)Åh, de gamle bukser, åh, de gamle bukser,de gamle bukser de var rare at ha' på,men nu' r de alt for små,åh, de gamle bukser, åh, de gamle bukserde vil aldrig gå i glem' ,og hvor jeg savner dem.

Bjarne Lisbys sang om savnet af de gamle bukser kører i mit hoved, når jeg træder ud i min gårdhave. Det er første sæson uden de gamle havemøbler, der bestod af bænk, to stole og et bord. Det er vemodigt. De har fulgt mig altid, og jeg husker, at jeg har siddet i dem som barn og drukket saftevand, mens jeg sad og svingede med benene over fliserne.

Det var min morfar, der var snedkermester, som havde fremstillet dem til mit barndomshjem, og jeg traf for 20 år siden beslutningen om, at havemøblerne aldrig nogen sinde skulle kasseres, efter at jeg arvede dem. Det blev de så her i foråret. Og det skulle de nok have været for flere år siden. De seneste par år har den ene stol manglet et bræt forrest på sædet, så efter at have skrammet flere familiemedlemmer og ikke mindst venner og deres børn blev den stillet hen i hjørnet af gårdhaven. Her begyndte blåregnen at slynge sig om den, så det mindede om et kunstværk.

Det var også sådan, at brædderne, der udgjorde bordpladen, lige skulle have et velafrettet knytnæveslag for at holde et sømhoved nede, så tallerkenerne kunne stå plant på bordet. Jeg kunne blive ved, men jeg stopper mig selv.

Nu har jeg så et rundt træbord med fire træstole, som jeg har overtaget fra en bekendts forældre. Det er kvalitetsmøbler, og de har allerede patina. Og de passer perfekt ind. Men det er stadig ikke de gamle havemøbler. Nu er det så mine egne børn, der sidder i de nye havemøbler og drikker saftevand, mens jeg nyder et glas hvidvin. Det skal nok gå alt sammen.