Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Forår på spring


Forår på spring

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I denne uge ville min mor være fyldt 86 år. Hendes fødselsdag, 16. marts, var hele min barndom ud over fejringen af hende altid et tjek af, om foråret var på vej. For sammen gik vi ud i den store have for at finde violer, der altid kom op i læ af hækken ud mod landevejen mellem Middelfart og Odense. Fandt vi nogen, så var foråret lige om hjørnet. Var violerne stadig ikke kommet op, måtte vi vente. Og længes.

I det stille har jeg altid efter hendes død for mange år siden kigget efter violer på hendes fødselsdag eller i hvert fald i dagene lige omkring den. Det er ikke sådan, at jeg støver rundt langs hække og hegn i forsøget på at finde violer, men jeg noterer mig bare, om de står der og dufter, hvor jeg kommer frem omkring hendes fødselsdag. Og i skrivende stund ser det ikke lovende ud her nogle dage før. Så jeg må længes.

Det lykkedes dog i sidste uge lige at fange et par solstråler på vej ned ad gaden. Jeg stoppede op og skyndte mig at læne mig op ad en mur, lukke øjnene og lige mærke foråret, inden det var væk igen.

Man kan også snyde lidt forår frem, som stylist Pernille Albers, der hver uge præsenterer et nyt gør det selv-projekt til boligen, gør i disse uger. I hendes branche hedder det DIY - det står for Do It Yourself. Og det er egentlig ret simpelt, for det handler om at gå ud og hente nogle grene ind i varmen, drive knopperne frem og så sætte grenene sammen med nogle forårsblomster og et par ting, der er én kær, eller som man har investeret i.

Til gengæld er pollensæsonen i gang. Faktisk er den tyvstartet og har nået rekordagtige højder for blandt andet el, der ligger på 550 mod normale 50 ifølge DMI, der måler pollentallet som antal pollen pr. kubikmeter luft pr. døgn. Pollen i luften er alt andet end det, vi længes efter. Men det synes at være det eneste, der er i luften lige nu.