Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Interview: Fortællingerne giver os nuancer til vores eget liv

Forfatter Josefine Ottesen har besluttet, at hun bliver 100 år, for så har hun god tid til at kaste sig over alle de projekter og sjove ting, som hun har lyst til. Foto: Robert Wengler

Interview: Fortællingerne giver os nuancer til vores eget liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter Josefine Ottesen besluttede sig for at blive 100 år, da hun opdagede, at hun var så bekymret for udsigten til at dø, at det afholdt hende fra at gå i gang med mange projekter. Så nu har hun tid nok. Og en stærk bevidsthed om, at vores t

Gummistøvler er for de fleste blot et stykke praktisk, let svuppende fodtøj i vandtæt materiale, der er rare at have på, hvis man absolut skal ud i regnvejr. For Josefine Ottesen blev de overraskende et symbol på en underliggende og ubevidst frygt.

Som barn overhørte hun tilfældigt sin tysk-ungarske mor fortælle om skrækepisoder fra sin barndom i Budapest, om de mange familiemedlemmer, hun mistede i kz-lejre under 2. verdenskrig, og om hvordan moderen var flygtet med sine to ældste børn, inden Josefine Ottesen var kommet til verden.

Ubevidst havde hun adopteret den historie og på en eller anden måde fået gummistøvlerne placeret som noget, man skulle have. For når man er på flugt, er det vigtigt ikke at få våde fødder.

- Jeg er født ind i en historie, hvor man aldrig kan vide, om man pludselig bliver nødt til at flygte, og det er en del af min historie, der prægede mig langt mere, end jeg egentlig var klar over, siger Josefine Ottesen.

Hun studsede over sin egen voldsomme reaktion, da sønnen som 13-årig nægtede at få nye gummistøvler. Hvorfor var de støvler så vigtige for hende, når de nu boede inde midt i Svendborg, og sønnen i øvrigt altid sad bag trommesættet eller computeren?

- Da gik det op for mig, at jeg havde en fortælling løbende i baghovedet parallelt med en ellers fuldstændigt velfungerende hverdag. Jeg kunne mærke, at jeg gav noget af den irrationelle frygt videre til mine børn, og så begyndte jeg at undersøge, hvad det handlede om, fortæller Josefine Ottesen, der i den proces, der fulgte, fik skilt sin egen historie fra slægtens historie.

Hun er ikke et offer. Ikke én, der er blevet forfulgt eller på anden måde dårligt behandlet på grund af sit jødiske ophav. Hendes mors erfaringer er ikke hendes egen historie, og derfor var det på tide at skrive fortællingen om Josefine Ottesen om.

Blå bog
Josefine Ottesen er aktuel med bogen "Vikingesagn - de 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid". Bogen er inspireret af Axel Olriks "Danske Heltesagn" og illustreret med tegninger af Sune Elskær i samspil med Lorenz Fröhlichs klassiske og kendte tegninger fra århundredeskiftet.Hun er født i 1956, voksede op i Nordjylland, indtil forældrene blev skilt, da Josefine Ottesen var 7 år. Så flyttede hun til Nordsjælland med sin mor.

Er uddannet skuespiller og har arbejdet som skuespiller, instruktør og dramatiker. I en lang periode skrev hun sideløbende, men siden 2003 har hun levet af at være forfatter.

Hun er en af Danmarks mest læste børne- og ungdomsforfattere og har skrevet fantasy, science fiction, eventyr og gendigtning af Danmarkshistorien. Blandt hendes mest kendte udgivelser er romantrilogierne "Historien om Mira", "Det døde land" og "Krigeren".

Er gift med musiker og musikpædagog Jan Schønemann. Sammen har de to voksne børn.

Hvorfor er vi, som vi er

Den indeholder masser af kontraster i en familie, hvor den del af moderens jødiske familie, der havde overlevet krigens jødeforfølgelser, var spredt over store dele af verden, mens faderens familie kom fra "Hanherreds yderste klitrække og formodentlig var for meget hjemmefødninge til at tage med, da kimbrerne rykkede sydpå."

- Jeg har været meget optaget af, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er, som vi er. Det er jo den samme fortælling, jeg skriver hver gang. Den handler om at gå fra at være ingen til at være nogen, siger hun.

- Det er den måde, man fortæller om sig selv på. Man er helten i sin egen historie. Ingen regner med, at man er noget, men så klarer man forskellige ting og kommer ud som den, man er i dag. Ligesom når man begynder på et nyt arbejde og skal finde sin plads. Den ur-fortælling om at blive til nogen findes i hele verden, og det er den, jeg skriver og lever. Ligesom alle andre mennesker, der bliver ved med at flytte sig. Jeg har stor respekt for dem, der når til et sted, hvor de har det fint med at være. Sådan er det bare ikke for mig. Jeg bliver ved med at undre mig, siger Josefine Ottesen.

Det er jeg stolt af
- Jeg har skrevet meget letlæsning, og det er jeg vildt stolt af, for jeg har fået mange børn til at læse. Der er ikke ret meget status i letlæsning, men jeg synes, det er fantastisk. Det er lidt som at skrive lyrik. Du har nogle meget smalle rammer, og inden for de rammer skal du få historien til at leve. Både sprogligt og indholdsmæssigt. Jeg har fået mange mails og mødt mange, som siger, at det var mine bøger, der fik dem til at læse. Det er helt forrygende, og jeg er meget stolt af det, for vi har brug for alle de fortællinger, vi kan få.

Vi er selv hovedperson

I den udviklingsproces er fortællingen vigtig. Både den, vi konstant genfortæller om os selv, og den nationale fortælling, som giver os en fornemmelse af vores rødder og et sted at placere os, så vi ikke konstant flyver rundt som fritsvævende individer.

Længslen efter at kunne placere os opstår tidligt, oplever Josefine Ottesen.

Da hendes søn var tre år spurgte han: Hvilken historie bor vi i?

Josefine Ottesen var på nippet til at svare: Vi bor skam ikke i nogen historie. Det her er virkeligheden.

Hun tog sig i det og svarede i stedet, at det ved vi ikke. Det eneste, vi ved, er, at vi selv er hovedpersonen i historien.

- Min verdensforståelse er meget defineret af, at vi fortæller os frem. Og den måde, vi fortæller om os selv på, er den måde vi er eller bliver på. Vi har én fortælling, mens vi er børn. Det er vores forældres. Men i puberteten er arbejdet at finde ud af, hvem er jeg egentlig? Det kan godt være, man hele sin barndom har fået at vide, man er klodset, men at man alligevel har potentiale som balletdanser. Forældre kan tage grueligt fejl. Og i den proces med at fortælle os frem til, hvem vi er, er vi også påvirket af den lokale historie, hvor man bor, den nationale historie og den internationale historie, vi vokser op i. De forskellige planer væver sig ind i hinanden, siger Josefine Ottesen.

Bøger, der har inspireret mig
- På grænsen til voksendom læste jeg Hermann Hesses "Glasperlespillet", og den har haft enorm betydning for mig. Det er en meget komplekst bog. Så kompleks, at jeg undervejs med meget irriteret, fordi hovedpersonen ikke vælger side men insisterer på, at der er nuancer og mellemveje, nuancer og mellemveje. Jeg var på det tidspunkt meget politisk engageret og så kun én vej som den rigtige. Bogen kom til at betyde meget for mig og mit billede af, hvilken slags måde man kan vær ei livet på. At der er valg og prioriteringer, man skal være opmærksom på for ikke at ende et sted, hvor man ikke vil være.- Da jeg var barn var det bogen "Børnene fra Frostmofjeldet", der gjorde indtryk. Den handler om syv fattige børn, der bliver forældreløse og må vandre ned i dalen under hungersnøden. Børnene er gode ved hinanden og bliver efterhånden optaget i forskellige familier. De ældste giver afkald på nogle af de yngre søskende, fordi de ved, de får det bedre i andre familier, og hele det univers med af at være forladt, gjorde stort indtryk på mig.

- Jeg læste også en bog, der hedder "Snemarkens børn", der foregik på Østgrønland. Den beskriver alle aspekter af livet, både hvordan de festede og når de døde. Jeg husker blandt andet en pige, der blev fanger, fordi hun var den, der kunne tage hans plads. Det gjorde stort indtryk på mig og viser igen, hvor stærkt et medie fortællinger er. Ved at læse om den pige, fik jeg indsigt i en anden form for liv med andre muligheder og begrænsninger.

Fyldt med moral

Hendes kontor i den rummelige Svendborg-villa har vinduer til tre sider og kig til vandet. Og så er det fyldt med bøger. Både andres men også hendes egne fra en omfattende produktion, der for alvor tog fart midt i 1990'erne. Indtil da havde hun levet af at være skuespiller og instruktør. Siden har hun været en af Danmarks mest toneangivende forfattere inden for fantasy og historiske romaner. Historier, der ofte har taget udgangspunkt i hendes egen frygt og undren. Nu er hun aktuel med "Vikingesagn - de 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid".

- Danske heltesagn udkom første gang i år 1900, og siden er den udkommet igen og igen og igen. Den handler om helte og er blevet læst i generationer. Jeg læste den også som barn, men den bliver nok ikke læst i dag, fordi den er skrevet i en anden tid. Historierne er en del af vores kulturarv, og fortælling er den ældste måde at formidle kultur på. Historier som dem her er fyldt med moral. Med hvem man må snyde, og hvem man ikke må snyde, og hvem, man skal være loyal overfor, og hvilke dyder, vi sætter pris på.

Som eksempel nævner Josefine Ottesen historien om sagnhelten og kongesønnen Uffe hin Spage. Alle tror, han er en tumpe, fordi han ikke siger noget. Først da det virkelig brænder på, åbner han munden. Faderen, der i mellemtiden er blevet blind, spørger, hvorfor han ikke har sagt noget tidligere?

- Det har jeg ikke behøvet, for du har været så vis og har sagt det, der er værd at sige.

Josefine Ottesen slår rundhåndet en hjertelig latter op, der lægger sig naturligt som en del af hendes kommentar til sagnet.

- Det er en anden holdning end i dag. Måske kunne man lægge sig lidt efter det? Han bliver idealet på at være stærk, retfærdig og ærefuld, uden at han behøver prale af det.

- Det at stå med historier, der har været fortalt i over 1000 år, er vildt fascinerende. Historierne her har på en måde relevans for det at være menneske og giver fornemmelsen af, at der er hænder, som rækker hele vejen bagud. Man oplever, at man står i en lang række. Lidt ligesom hviskeleg fra generation til generation. Og hvis jeg kan åbne fortællingerne, så børn og unge i dag synes, det er nogle fede historier, så har jeg lagt min del ind i den kæde, og det er ekstremt tilfredsstillende.

Fortællinger giver nuancer

Det er Josefine Ottesens oplevelse, at mange har et stort savn efter at kunne spejle sig i andre, og der kommer historiefortællingen ind. Dels giver den os fornemmelsen af at have rødder og høre til, dels giver den en fælles referenceramme, som kan gøre vores samtaler mere komplekse end ellers.

- Vi lever i en postmoderne, dekonstruktiveret virkelighed, og sådan oplever folk også selv deres liv. De oplever det som fragmenteret. Vi bliver hele tiden set i små dele. Vi findes ikke som hele mennesker, og derfor kan vi hele tiden forskyde os i forhold til den virkelighed, vi lige nu befinder os i. Det tror jeg, mange bliver syge af, for man er ikke i et forpligtende fællesskab, og det er der, man bliver spejlet. Det at fortælle om sig selv er kun interessant, hvis der er én på den anden side, som man kan spejle sig i.

Med hænderne skærmer hun for sine øjne. Det er en snæver horisont, hun sætter op for sig selv. Så taler hun om information, der først bliver til viden, når man har kalibreret det gennem sine egne erfaringer. Findes de kun i sort og hvid, kan du kun vurdere dem ud fra de to nuancer.

Men for hver bog, du læser eller hører, og for hver samtale, du har, får du en farve mere, en nuance mere.

- Hver gang du hører eller læser en bog, identificerer du dig med hovedpersonen. Det vil sige, at du ikke kun har ét liv, men pludselig mange liv, og for hvert liv lærer du noget om at være menneske. Det betyder, at dit livshåndværk bliver meget bedre. Ser du kun den samme serie igen og igen, giver det dig ikke en bredere horisont. Har du ikke en modfortælling, har du ikke mulighed for at tage stilling, siger Josefine Ottesen.

Hun plejer at bruge en historie fra 1990'ernes Congo for at illustrere sin pointe. Dengang forlød det, at der blandt de ekstremt rå børnesoldater gik en historie om, at man ikke kunne få aids, hvis man havde sex med et spædbarn. 

- Hvis der ikke er en modfortælling til den historie, hvordan skulle de drenge så vide, at det ikke er sandt? Det er derfor, vores børn og unge skal have så mange forskellige fortællinger som muligt.

Lykkelig barndom

I stedet for at lægge sig på psykologbriksen har hun arbejdet sig gennem de ting, hun skulle have bearbejdet. For eksempel blev arbejdet med sin slægts jødiske baggrund og de uhyrligheder, den var udsat for, til "Historien om Mira", men også forældrenes skilsmisse og ikke mindst Josefine Ottesens tanker om den, er blevet ommøbleret sent i hendes liv.

Som eneste fællesbarn i det, der i dag ville være en moderne storfamilie, så Josefine Ottesen sig som den, der skulle holde sammen på forældrene og deres fem sammenbragte børn. Det var hun naturligvis ikke bevidst om de første mange år af sit liv, og først for nylig flyttede hun ind i den fortælling, hvor hun frem til skilsmissen levede et godt børneliv.

- Det er ikke så lang tid siden, at jeg fik en lykkelig barndom. Der var forskellige elementer, der rykkede på sig, så jeg kunne se det i et nyt lys. Det kan man, hvis man ikke holder stædigt fast i, at man er den, man altid har ment, man er.

Josefine Ottesen blev meget ensom, da storfamilien blev splittet til atomer. Det er alt sammen efterrationaliseringer, for som hun siger, er hukommelsen hullet som en si og ikke beregnet til at huske men til at samle erfaringer med.

Men den fortælling, hun i mange år har haft, om forældrenes skilsmisse, handlede om, at hun var meget ensom og ked af det. Bruddet var så voldsomt, at hun ikke kunne bære det, og derfor trak hun alt det triste ned til sine tidligste år også, så hun ikke skulle tage stilling til det brud, der var så smertefuldt.

- Men den historie passer ikke. Jeg havde det virkeligt fedt, da jeg var lille. Vi boede ude på landet, der var masser at lege med, og de andre ville gerne lege med mig, for jeg var en god leger og god til at finde på. Jeg elskede mine forældre over alt på jorden, så hele den afstand, jeg kom til at tage til dem bagefter, fordi jeg følte mig svigtet, havde jeg fortalt ind i min egen forståelse af mine tidligste år.

Stærk længsel

Indsigten er kommet snigende uden konkrete gummistøvleuenigheder eller andre konflikter, der kunne skubbe til udviklingen. Bare en konstant personlig udvikling, som en intakt evne til at undres holder i hævd. I flere tilfælde har arbejdet endda fungeret som en form for terapi, når Josefine Ottesen drevet af personlig interesse har kastet sig over årelange projekter.

Undervejs har hun ofte været i tvivl. Er der nu nogen, der vil læse det? Er det overhovedet interessant for andre? Der er sikkert andre, der kan gøre det meget bedre. 

De første år af forfatterkarrieren var de kunstneriske kriser eksplosive og tæt ved at føre til skilsmisse. Et udsagn, der bliver serveret underspillet og med en selvironisk latter. Nu er hun mere afslappet omkring det. Hun gør det på sin måde og så godt, hun kan. Er der nogen, der vil læse det, er det godt. Ellers er der ikke noget at gøre ved det.

Når Josefine Ottesen fortæller om det, lyder det som et sundt forhold til det, der både er kunst og arbejde. På tryk kan det virke som om, udsagnet er drysset med fnug af ligegyldighed, men det vil være en fejlslutning. Josefine Ottesen får stadig - efter en to-cifret udgivelsesliste - så stærk en længsel, at hun må følge den.

Kirken erstattet af forbrug

Det nærmeste hun kan beskrive det med er en trykken for brystet og en uhørlig stemme, der beder hende gå en bestemt vej, selv om hun ikke ved, hvad hun er ude efter. Derfor er det heller ikke mærkeligt at være i tvivl undervejs.

Man behøver næppe være forfatter for at fornemme den længsel bemægtige sig førersædet i ens liv. Men det kan være svært at vide, hvor man skal styre den hen.

- Det er jo den længsel, vores forbrugersamfund lever af, men der er mange, som tror, at det bliver løst af et nyt køleskab eller et samtalekøkken, fordi vi ikke har lært at håndtere den længsel. 

- I gamle dage havde vi den overbygning, at man gik i kirke hver søndag. Der kunne man sidde og sove, men der var også et rum, man kunne gå ind i, hvis man var meget oprørt, bange eller ked af det. Det har man ikke i dag. Forbrugeriget har overtaget kirkens funktion som et sted man stiller sin længsel, siger Josefine Ottesen.

Igen kan fortællingen være afgørende. Er vi fælles om den, føjer den nuancer til vores egen fortælling, der bliver til handlinger og liv. Og i nogle tilfælde til evnen til at komme os over traumer.

- Evnen til at kunne genfortælle sin egen historie er det, der gør, at man kan komme videre i livet, når man støder ind i noget, der er mere eller mindre traumatisk, siger Josefine Ottesen.

Bliver 100 år

Selv har 61-årige Josefine Ottesen for nylig besluttet sig for at blive 100 år, fordi hun blev opmærksom på, at hun var blevet så bekymret ved udsigten til at dø, at det gik ud over hendes drive og engagement i nye opgaver.

- Der var alle mulige ting, som jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i gang med, fordi jeg nok ikke kunne nå at gøre det færdigt, inden jeg skulle dø. Det var meget ubehageligt. Verden blev mindre og mindre, så på et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg bliver 100 år, for så har jeg masser af tid, siger Josefine Ottesen.

I stedet for at skærme sig mod alle mulige projekter og blot koncentrere sig benhårdt om at skrive, som hun har gjort i mange år, har hun givet plads til andre aktiviteter. For eksempel skal hun lave en forestilling med dukketeatret Svanen og en stor parade til efteråret i Svendborg.

- Min mentale parathed er meget afhængig af, hvilken fortælling jeg indlejrer mig selv i. Om det er den, hvor jeg dør snart, og jeg derfor hellere må lade den store roman, jeg gerne vil i gang med ligge. Eller om jeg bliver 100 år og har tid nok til alle mulige sjove ting, siger Josefine Ottesen.