Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tv-kendt have: Et maleri med blomster

Det er blomsterne, der er i fokus, når hundredvis af kvinder besøger Claus Dalbys have til et af hans eksklusive haveklub-arrangementer. Foto: Flemming Krogh

Tv-kendt have: Et maleri med blomster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På tyve år har en græsplæne forvandlet sig til en bugnende blomsterhave foran Claus Dalbys patriciervilla. Og havefolket har fået lov til at følge forvandlingen i bøger, tv-programmer og senest gennem Claus Dalbys Haveklub. Havemanden har skabt

Bier og kvinder summer om blomsterne i Claus Dalbys have. Flere hundrede besøgende betræder stier og dufter til roser, riddersporer og rød hyld i løbet af weekenden, hvor havemanden har åbnet sin have for flere hold af trofaste medlemmer af sin haveklub. Selv om haven er privat, og Claus Dalby siger, at han også selv er det, har kvinderne fulgt ham gennem sommer og vinter, drivhusopbygninger og haveanlæg, bogudgivelser og tv-programmer. De husker, hvad han skrev om pæoner, de har set ham tage stiklinger og beundrer de voksne planter. Og så har de rejst langt og længe for at få et kig ind i tv-haven, der bugner af blomster, dufte og engelsk cottage-følelse.

De grønne, høje toppe fra Riis Skov rækker op mod tynde skyer og blå himmel. Op og ned ad de hundrede år gamle træer ligger Claus Dalbys hvide patriciervilla og ikke mindst de 4000 berømte kvadratmeter have. Men haven er langt fra så gammel som skoven. For bare 20 år siden var den skrånende grund foran villaen en græsplæne. Det var dengang Claus Dalby var mere forlægger end havemand. Men så mødte han blomsterkunstneren Anne Just, som havde skabt en eventyrlig have i Hune.

- Havekærester, kaldte hun os. Vi tog rundt og kiggede på haver sammen. Og efter at have set især de engelske haver, måtte jeg hjem og skabe sådan en selv, forklarer Claus Dalby.

De besøgende nikker genkendende til navnet Anne Just og Haven i Hune. For det er ikke ny viden, hvor Claus Dalby har fundet sin haveinteresse, hvis man læser hans blog, har købt hans bøger eller ved, at hans forlag har udgivet flere af Anne Justs havebøger. Og det ved mange af kvinderne, der følger havemanden. Men de er her for at få endnu mere at vide. Blandt andet hvorfor hans røde hyld og rosa roser bugner og vokser misundelsesvækkende godt.

- Haven ligger rigtig godt her. Den ligger i læ af skoven, og tæt på Aarhus-bugten. Det giver et mildt klima med tilpas megen regn. Og jorden er meget rig og leret. Så den holder på både vand og næringsstoffer. Og så er der det specielle, at lige meget hvor vi graver, er der ingen sten, fortæller Claus Dalby og fortsætter:

- Men intet af det vidste jeg noget om, da vi købte huset. Men jeg har altid været heldig.

Han griner sammen med kvinderne, hvis haver i Farum, på Fyn eller i Halmstad absolut ikke alle er begunstiget med de samme lukrative vilkår.

- Det handler jo også om, at finde planter der trives i den jord man har. Lavendler har jeg ingen af, for de vil hellere gro i stenet, næringsfattig jord, forklarer han ud.

Claus Dalby-effekten
Den seneste snes år har interesserede kunnet følge Claus Dalby og hans voksende, bugnende have. I bogen "Den levende have" fra 2004 fortæller han første gang om havens tilblivelse. Siden er det blevet til over 20 bøger, en blog, vasedesign, drivhus-udvikling, flere tv-optrædener og et sortiment i Bilka.I marts 2017 åbnede han Claus Dalbys Haveklub, som er et internet-fællesskab, hvor man ugentlig får videoer og nyhedsbreve fra havemanden, rabat på hans bøger, invitationer til foredrag og et årligt, eksklusivt besøg i den tv-kendte have. 

Læs mere på clausdalbyshaveklub.dk.

Et maleri af blomster

Det er svært at forestille sig en græsplæne, når man står mellem bede, hvor man knap kan se jorden. Men for 20 år siden, begyndte Claus Dalby at anlægge bede i græsset. Et efter et byggede han på, indtil det "lignede et hus med lidt for mange tilbygninger". Derfor kontaktede han landskabsarkitekt Jane Schul for at få hold på havens linjer. Hun hjalp ham med at få skitseret de første grove linjer i havens opbygning. Sirligt klippede takshække følger skitsen og inddeler haven i rum eller:

- Står som en ramme om malerierne af blomster, siger Claus Dalby.

Med landskabsarkitektens hjælp fik han have og huset i skønvirkestil til at udgøre et samlet hele. Han fik anlagt stier, der ender med et kig til overraskende sandstenskrukker, vandspejl eller et dueslag. Men det er bedene af blomster eller "malerierne", som kvinderne i overvejende grad er kommet for at se.

Blomstermaler Tina Jensen har kørt fra Haslev på Midtsjælland for at besøge Dalbys have. Hendes mand venter i bilen, mens hun opdager og genopdager Dalby-haven.

- Jeg bliver meget inspireret af Claus' sammensætninger af blomster og farver. Han har lært mig at holde af rigtig mange farver ved at kombinere dem på nye og anderledes måder, siger Tina Jensen, mens hun leder efter dueslaget, hun så sidst, hun besøgte Dalbys have for år tilbage.

Foran en gruppe krukker med alunrod i forskellige brændte, grønne, gullige og røde nuancer stopper hun og uddyber.

- Før Claus Dalby ville jeg ikke have brudt mig om de brændte farver. Men se hvor godt det ser ud sammen med de andre. Det kan man virkelig lære noget af. Jeg bruger også de anderledes farve- og blomstersammensætninger i mine malerier, siger blomstermaleren gennem 45 år.

Dalby-effekten

Ligesom de fleste af de hundredevis af besøgende har hun allerede havemandens flere end 20 bogudgivelser, som to unge hjælpere ellers forsøger at sælge i et af drivhusene. Med en signatur fra Dalbys hånd bliver der alligevel solgt lidt ekstra. Og nogle køber også de signerede bøger til gaver. Samtidig med at blomsterhaven er vokset omkring huset, er Claus Dalbys popularitet blandt havefolket ligeledes groet. Dalbyeffekten, er populariteten blevet kaldt, og den har resulteret i et sortiment i Bilka, et design af Holmegaard-vaser, 24 bogudgivelser, utallige tv-programmer og ikke mindst Claus Dalbys Haveklub, som er en internetklub, hvor medlemmer siden marts 2017 har fulgt og fået tip af havemanden i videoer og nyhedsbreve hver uge. Og så fik de eksklusive klubmedlemmer lov til at opleve den tv-kendte have med havemanden i levende live.

- Det er rørende, at der er så mange mennesker, der har fulgt mig gennem årene. Men det er også tydeligt, at der er en stor efterspørgsel på viden om haver, siger Claus Dalby.

Og den viden, han har opsamlet og formidlet de seneste 20 år, gør ham i stand til at svare på latin til de mange spørgsmål om plantenavne og underarter, mens de besøgende skriver ned. Han forklarer også om jordbundsforhold og beskæring. Hækkeklipning og brug af sprøjtemidler. Og selv om han hver dag har tre gartnere og et par praktikanter til at hjælpe ham med at holde de frodige 4000 kvadratmeter, afslører han en overvældende paratviden om alt det levende og smukke, der vokser i lag på den let skrånende grund foran det hvide palæ.