Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


SF vil alligevel ikke afvise flygtningebørn ved grænsen

SF foreslår, at man undtager børn fra nødbremsen, så de ikke kan afvises ved grænsen, som regeringen foreslår.

SF vil alligevel ikke afvise flygtningebørn ved grænsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SF var tidligere torsdag klar til at støtte op om en nødbremse. Torsdag aften er der nye toner.

Børn må alligevel ikke afvises ved grænsen.

Sådan lyder meldingen torsdag aften fra SF's gruppeformand, Jacob Mark, der trækker i land i forhold til partiets tidligere meldinger om regeringens såkaldte nødbremse.

- Vi har ikke fået et klart svar fra ministeren, og vi er ikke sikre på, at man kan opfylde barnets tarv, som forslaget lyder nu.

- Derfor stiller vi et klokkeklart ændringsforslag, der hedder, at børn skal undtages fra nødbremsen, siger Jacob Mark.

Tidligere torsdag fortalte gruppeformanden til Berlingske, at partiet var klar til at bakke op om en aftale, hvor børn, der er på flugt alene, kan afvises ved grænsen.

Han understregede dog også, at det klart skulle fremgå af forslaget, at barnets tarv altid vejer tungest. Men det føler Jacob Mark nu ikke, at det gør i regeringens forslag.

Derfor foreslår partiet torsdag aften en ændring af forslaget.

- Det er kommet bag på mig, at man godt kan afvise helt små børn og ikke kan sikre deres velvære. Derfor er vi simpelthen nødt til at stille det her ændringsforslag, siger Jacob Mark.

Spørgsmål: Har I ikke sat jer godt nok ind i forslaget fra begyndelsen, når I nu ændrer holdning?

- Vi har læst lovforslaget, og der står, at man skal vægte barnets tarv, så vi havde ikke regnet med, at det ville blive tolket så stramt. Vi synes ikke, det er at leve op til barnets tarv at bruge dem som kastebold.

- Det er vi blevet klogere på i løbet af dagen. Det er helt klart, siger Jacob Mark.

Selv om SF trækker i land i forhold til regeringens forslag, så tegner der sig stadig et flertal for forslaget bestående af VLAK-regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet.

Lovforslaget blev torsdag førstebehandlet i Folketinget.