Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ekspert om fund i vandværker: Den største trussel mod drikkevandet

Der bliver fundet pesticid-rester i mange vandværker rundt om i Danmark. Genrefoto

Ekspert om fund i vandværker: Den største trussel mod drikkevandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SAMFUND - "Danmark kan, som et af de få lande i verden, basere meget tæt på 100 procent af vores drikkevandsforsyning på klart, rent grundvand."

Sådan skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside, og det er da også den fortælling, de fleste af os er vokset op med. Det er bare at dreje hanen og labbe i sig.

Men sandheden om vandet under den danske muld er ­ikke så ren endda.

Ifølge data fra det geolo­giske undersøgelsesinstitut, GEUS, blev der i 2014 målt pesticider (sprøjtegift, red) i hver fjerde vandværksboring.

Ikke kun fortidens synder

Oftest er mængderne af pesticider så små, at de holder sig under de tilladte grænseværdier, men på den anden side er udbredelsen så stor, at Claus Vangsgård, biolog og konsulent ved Danva, ikke tøver med at kalde pesticider for den største trussel mod grundvandet i Danmark.

- Situationen er den, at vi finder pesticider i utrolig mange af vores boringer i Danmark. Og det er ikke kun fortidens synder, for vi ser også flere af de godkendte pesticider, som man anvender i dag, fortæller Claus Vangsgård fra Danva, der er interesseorganisation for de danske vandværker.

Nye midler finder vej

Tidligere blev der spredt giftstoffer med rund hånd over det ganske land, men i dag ­fører Danmark en af EUs mest restriktive politiker på området. Alligevel er det ikke lykkedes at sikre grundvandet mod ny forurening, og andelen af forurenede boringer har ­ligget nogenlunde støt de seneste 20 år.

GEUS finder både gamle, nu forbudte, pesticider i vandboringerne, men også de nye, som i dag er godkendt til ukrudtsbekæmpelse på såvel marker som i villahaver. De nye midler skulle ellers i teorien blive opløst, før de når de dybe grundvandslag, men i realiteten består undergrunden af en rodebutik af forskellige jordlag, som blev dannet under den seneste istid.

En lodret motorvej for giften

Særligt i områder med meget lerjord kan der opstå sprækkedannelser, som under de rette forhold kan fungere som en lodret motorvej, hvor overfladeforurening hurtigt finder vej ned til grundvandet. Eksempelvis hvis det pludselig giver sig til at regne kraftigt en sommerdag efter længere tids tørke.

- Generelt bliver der gjort et stort arbejde for at sikre grundvandet, men faktum er, at det ikke altid er nok. Det er i landbruget, man især benytter store mængder pesticider, men der er ingen grund til at pege fingre specielt ad landmændene, for vi finder også høje koncentrationer inde under byerne, hvor det er ­haveejere, der har sprøjtet. Så vi har alle et medansvar for situationen, fastslår Claus Vangsgård fra Danva.