Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jule-spænding i butikkerne - får de noget at juble over?

Årets juleshopping er gået i gang, og danskerne bruger milliarder på gaver og godter i de kommende uger. Arkivfoto: Morten Stricker.

Jule-spænding i butikkerne - får de noget at juble over?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SHOPPING - Kommer kasseapparaterne i de lokale butikker til at klinge mere op til jul i år end sidste år?

Ja, lyder svaret fra en stor del af det sydøstjyske områdes butikker.

Her har de økonomiske forventninger til kundernes køb af gaver og godter fået et hak opad i år, og formændene for handelstandsforeningerne i Horsens, Skanderborg, Odder og Nr. Snede regner med større omsætning i år end sidste år. Kun i Hedensted forventer man en julehandel på samme niveau som i 2015.

Den positive vurdering kommer efter et år, hvor butikslivet flere steder har oplevet, at kunderne har løsnet grebet om finanserne.

- Generelt er der thumbs up hos os. Rigtig mange af vores butikker er på nuværende tidspunkt godt med på deres hovedtal for hele året, og der er en forventning om, at det fortsætter med julehandlen, siger Peter Otto Nielsen, der er formand for City Horsens.

- Alt i alt er vi forsigtige optimister - vi er jo i Jylland, og der er ikke mange, der vil stå frem og sige, at det bliver fantastisk. Men det er jo det, der ligger i kortene, uddyber formanden, som dog ikke umiddelbart kan sætte tal på, hvor stor en stigning man venter.

December er vigtig

Den lokale optimisme kommer i halen på en prognose fra Dansk Erhverv, der også spår en stigende julehandel. Samlet vil handlen vokse fra 8,2 mia. kr. i 2015 til 8,3 mia. kr. i år, vurderes det.

- December er en afgørende måned for detailhandlen, for julehandlen har stor betydning for branchens samlede omsætning og indtjening. Derfor glæder vi os over, at der igen er udsigt til større gaver under træet, efter sidste års lidt skuffende julehandel," udtaler Henrik Hyltoft, der er markedsdirektør for Handel i Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Ingen frygt for nettet

Dansk Erhverv peger på, at internethandlen, selv om den samlet set stadig er lillebror i omsætningen, kommer til at tage en god bid af væksten i julehandlen.

"Internethandlen står til at tegne sig for 22 pct. af den samlede julehandel. Det svarer til, at danskerne julehandler på nettet for 1,8 mia. kr., hvilket er væsentligt mere end i 2015, hvor internetjulehandlen lå på 1,3 mia. kr.," skriver Dansk Erhverv i sin prognose.

Den udvikling er dog ikke umiddelbart noget, der skræmmer de lokale handelsstandsforeningers formænd.

- Der er rigeligt plads til begge dele. Nethandlen vil blive ved med at vokse, det kan man ikke lave om på. Det væsentlige er, at kunderne hele tiden

får nye forventninger, og dem skal man som butik kunne imødegå, f.eks. ved at sikre, at kunderne får mere ud af deres besøg i en butik end selve varen. Kan man ikke, får man det svært. Men jeg ser ikke nethandlen som en udvikling, der truer detailhandlen i sig selv. Den stiller nye krav til butikkerne, og dem synes jeg, vi er gode til at klare hos os, siger Flemming Birch, der er formand for Odder Kommunes cityforening Køb Odder.

Hans kollega i Horsens, Peter Otto Nielsen, er enig.

- Vi rådgiver løbende vores medlemmer om vigtigheden af at skabe en helhed mellem nethandlen og den fysiske handel - dem, der vinder, er dem, der får skabt et sammenspil. Det er vi meget opmærksomme på, og nej, det er ikke noget, vi frygter, siger Peter Otto Nielsen.

Samlet set ventes hver dansker ifølge Dansk Erhverv at bruge 3100 kr. på julehandel i år.

Klik på kortet her for at få uddybende kommentarer om julehandlen i flere byer her.

SENESTE NYT