Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nekrolog: Ejgil Jensen er død

Ejgil Jensen. Arkivfoto: Martin Ravn

Nekrolog: Ejgil Jensen er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mister VB blev 89 år.

Vejle: En af dansk fodbolds mest markante ledere gennem tiderne, Ejgil Jensen, er død, 89 år.

I den seneste tid har Ejgil Jensen været indlagt flere gange med en nyresygdom og med vejrtrækningsproblemer. Han kom hver gang hjem til lejligheden i Ørstedsgade, og her var han den velkendte Ejgil med meninger og lyst til at tale og diskutere, men han løb ind i nye problemer med vejrtrækningen. Han var frisk til det sidste, og han havde en imponerende hukommelse og har sat mange langt yngre VB'ere på plads, når det gjaldt om at huske.

Ejgil Jensen var VB's omvandrende bibliotek og leksikon. Hans ledervirke var imponerende.

Han kom ind i VB's bestyrelse i 1959 og var fra sin post som sekretær VB's omdrejningspunkt.

Hans hjerte var rødt. VB var hans verden, og han værnede om alt, der havde med VB at gøre.

Når der blev talt fusioner og samarbejde, så han rødt.

VB var ikke VB Kolding. VB var VB Vejle.

Han var klubbens topmand helt frem til 1. juli 1996, da han efterlod et superligahold til yngre kræfter.

Ejgil Jensen tog en tørn i både DBU's bestyrelse i flere år, og han var kendt for vederlagsfrit at hjælpe en lang række danske fodboldspillere til lukrative prof-kontrakter i udlandet.

De største navne, han har hjulpet, var Allan Simonsen, Ulrik le Fevre og Johnny Hansen, der alle blev europæiske topspillere.

Han var årets leder i dansk fodbold i 1984, og han blev i 1993 hædret med Carlsbergs legat som ,,den mest markante fodboldleder i de seneste 10 år".

Ejgil Jensen var en ægte Vejle-dreng, men han havde også stor kærlighed til Endelave og opholdt sig gerne på øen i Horsens Fjord.

Han var født på Vardevej 72 i Vejles vestby, han mistede sin mor i en tidlig alder og voksede op sammen med sin far, der var meget fodboldinteresseret.

Selv hans barnedåb blev kortvarig, fordi familien skulle til en international fodboldkamp mellem Vejle og et skotsk hold ved navn Glasgow University.

Som 10-årig blev han indmeldt i VB med drømmen om at blive en ny Pauli Jørgensen, datidens store landsholdsstjerne og angriber, eller innerwing på landsholdet. Han endte som målmand på reserveholdet i VB - eller som Tommy Troelsen har betegnet det - ,,målmand i ikke-entré-givende kampe". Talentet rakte ikke til topfodbold.

I 1957 kastede han sig over dommergerningen ved siden af sekundafodbolden i VB, og han nåede at blive 3. divisionsdommer i en lang karriere som aktiv fodbolddommer.

I 1959 holdt VB en ekstraordinær generalforsamling for at skære bestyrelsen ned og for at udskifte et par bestyrelsesmedlemmer.

Ejgil Jensen blev foreslået som spillernes repræsentant - og lod sig overtale som en slags nødløsning i et halvt år. Nødløsningen kom til at vare 46 år. Han overtog sekretærposten, og den forlod han først i 2005 efter 46 år på netop den post.

Ejgil Jensens første store opgaver var at hente udenlandske hold til Vejle for at stimulere fodboldinteressen. I 1960 var jugoslaviske Radnicki Nis i Vejle for at indvie Nordens flotteste lysanlæg, og senere hentede han bl.a. Borussia Mönchengladbach og Hamburg til opvisningskampe i Vejle.

Ejgil Jensen var lokomotivet i en markant fodboldklub i en mindre provinsby, og det var ikke mindst på grund af ham, at Vejle holdt sig i den bedste række fra 1957 til 1991.

Han forhandlede også den første turneringskamp på plads på dansk tv. Gunnar Nu Hansen og Danmarks Radio betalte 25.000 kr. for at sende mesterskabskampen Vejle-Esbjerg i november 1965. Det var en svimlende sum dengang.

Selv om han bar titlen som sekretær, var han reelt forretningsfører og daglig leder af administrationen i VB - vel at mærke ved siden af sit civile job.

Fra 1944 til 1973 arbejdede Ejgil Jensen hos sygekassen i Vejle. I 1973 blev han kontorchef i Vejle Kommunes skov- og sportsafdeling med ansvaret for bl.a. Idrættens Hus.

Han overvejede at stoppe som fodboldleder i VB, men den daværende borgmester Willy Sørensen meddelte, at ,,hverken Vejle Kommune eller VB kunne undvære Ejgil Jensen".

Fra 1. januar 1990 og frem til 30. juni 1996 var Ejgil Jensen dog fuldtidsansat direktør i VB og sagde farvel til jobbet i Vejle Kommune.

Han gjorde skiftet fra amatørfodbold til betalt fodbold i 1978 med og førte VB til det danske mesterskab i den første sæson med prof-fodbold som fyraftens-fodboldleder.

Ejgil Jensens sidste post var som medlem af museumsudvalget. Her var han med at opbygge et af dansk fodbolds mest markante minder om sin fodboldklub, og han brugte timer på at skaffe en gammel pokal hjem fra Aalborg Freja, fordi VB havde sit navn indgraveret, eller DM-pokalen fra AB, hvor VB's navn som dansk mester i 1958 var med.

Han var på jagt efter oplysninger om fodboldkampe fra 1913 og 1914, og han gav ikke op, før han havde oplysninger hjemme til VB-museet. Tingene skal være i orden, sagde Ejgil Jensen.

Han var dog meget længe om at skrive sine erindringer, men det lykkedes, takket være Jens Ancker, der skrev bogen om Mister VB.

Ejgil Jensen har været ungkarl hele sit liv, men han har alligevel haft en faderrolle for en lang række fodboldspillere, først og fremmest for Allan Simonsen, som han havde et tæt venskab og samarbejde med til sin død.

Ejgil Jensen får en plads i fodboldhistorien som en af de største og mest betydningsfulde ledere nogensinde. Han var stolt, da DBU på sit årsmøde mindedes hans nære ven og tidligere VB-formand Erik Skaaning. De fremmødte ved, at Ejgil Jensen ville have været stolt, når han selv bliver mindet på DBU's næste repræsentantskabsmøde som en stor mand i dansk fodbold.

Allan Simonsen: Ejgil Jensen var som en far for mig