Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Betalte forbrugerne for Ewii-direktørens dyre vine? Kritikere vil have ekstern revisor på sagen

Hvad gemte kælderen under hovedkontoret på Ewii? En stor vinkælder med dyre vine efter direktør Knud Steen Larsens smag? Det er en af myterne, som har floreret om selskabet. Nu skal alt frem via en ekstern revision, foreslår Fredericia-folk. Arkivfoto: Torben Glyum

Betalte forbrugerne for Ewii-direktørens dyre vine? Kritikere vil have ekstern revisor på sagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rygter om vinkælder med dyre vine indkøbt efter direktørens smag, dækning af eksorbitante udgifter skal afdækkes af ekstern revisor, foreslår kritiske repræsentanter.

Fredericia: Betalte forbrugerne for, at ledelsen i Ewii kunne råde over en veludstyret vinkælder på selskabets hovedkontor i Kokbjerg? Blev vinene købt hos vinimportøren, hvor direktørens hustru var ansat? Var forbrugerne med til at betale for ekstraordinære udgifter, som intet havde med forsyningsselskabet at gøre?

Myterne er mange om Ewiis aktiviteter, men nu skal det være slut.

Myterne skal afdækkes, og det skal gøres af en ekstern revisor, foreslår en gruppe af repræsentantskabsmedlemmer fra Fredericia.

Forslaget skal drøftes den 15. august, når repræsentantskabet samles for første gang siden balladen om Ewii gik i gang.

Det er repræsentantskabsmedlemmerne Henning Troelsen, Holger Bigum, Kurt Dahl, Dennis Nielsen, Johnny Gilberg, Joe Andersen og Henrik Jørgensen fra Fredericia, som har stillet forslaget.

Myter om Ewii
Der florerer mange myter om ekstravagante vaner på direktionsgangen i Ewii.Kunne direktionen hente gode rødvine op af en fyldt vinkælder under Ewiis kontor på Kokbjerg i Kolding?

Blev vinen købt i direktørfruens selskab?

Fik direktørerne sendt biler til rengøring hver eneste uge?

Blev der holdt bestyrelsesmøder i udlandet?

Deltog direktionen i sponsorbetalte rejser og andre events udløst af de millioner, som Ewii betalte for sponsorater?

Bilvasken og sponsorrejserne er blandt de myter, der er blevet bekræftet i kølvandet på Ewii-balladen.

Direktør Knud Steen Larsen fik hver uge afhentet sin firmabil, som derefter blev kørt til rengøring og returneret.

Den nuværende konstituerede direktør Jens Chr. Sørensen fik også ordnet sin firmabil, men nærmere et par gange om året.

Direktøren tog familiemedlemmer med på rejser verden rundt med bl.a. OBs erhvervsnetværk.

Fredericia-folk vil have ekstern revisior til at se på myterne.

 

 

Vandtætte skot

Der skal findes en revisor, som står uden for det revisionsselskab, som i årevis har haft en stor fast indtægt på at revidere Ewiis stigende antal selskaber. Det bekræfter Henrik Jørgensen fra kritiker-gruppen.

Den eksterne revisor skal ifølge forslagsstillerne gennemføre en grundig undersøgelse af myter, lån mellem selskaber og indkøb af diverse varer, der ikke henhører under normal drift af Ewii-aktiviteter.

Revisoren skal desuden bestyre en whistleblower-ordning, som blandt andet skal være med til at sikre, at der ikke bliver afholdt udgifter for forbrugernes penge i de kommercielle selskaber. Elnet-selskabet må eksempelvis ikke have penge til gode hos de øvrige af Ewiis selskaber. 

 

Bestyrelsen

Forslaget fra Fredericia-folkene handler også om udgifter til bestyrelsen i Ewii. Til mødet i repræsentantskabet tirsdag har de kritiske medlemmer fra Fredericia bedt om at få en orientering om, hvad bestyrelsens medlemmer har fået betalt af Ewii.

- Vi ønsker oplyst i hvilket omfang de enkelte bestyrelsesmedlemmer har modtaget gaver, eller deltaget i arrangementer betalt af EWII, EWII sponsorater, eller anden aktivitet betalt i forbindelse med bestyrelsesarbejdet for EWII, lyder forslaget fra Fredericia.

Der har tidligere været kritik af, at det tidligere Trefor dækkede udgifter til den tidligere formand Steen Dahlstrøms runde fødselsdage. Både Steen Dahlstrøms 50 og 60 års fødselsdag blev delvist betalt af Trefor.

 

Opbakning til Limann

Kritikerne bag forslaget var i aftes samlet med de øvrige repræsentanter fra Fredericia. Der er fuld opbakning til bestyrelsens forslag om at opstille fredericianeren Jørn Limann til posten.

- Han er et godt navn i hele området, og også her hos os, siger Henrik Jørgensen til Fredericia Dagblad.

På tirsdag skal den nye formand vælges, og bestyrelsen bakker ensstemmigt op om Jørn Limann.

Skal der vælges en anden end Limann, vil det kræve, at flertallet i repræsentantskabet vælger at vælte den siddende bestyrelse.